Studerende vinder for bedste løsning til børn
Fem studerende fra Lærings- og Oplevelsesteknologi har netop vundet en international konkurrence for deres app med et maleprogram til børn.
Design løsninger til udsatte børn og ældre. Sådan lød opgaven, som fem Lærings- og Oplevelsesteknologistuderende kastede sig over og klarede så flot, at de vandt førstepladsen til en international konkurrence inden for integreret teknologi til mennesker.
Gruppen, der består af Saman Safiri, Kenneth Løvgaard Christiansen, Jakob Vest Hansen, Erik Steen Ledgaard Monsen og Mikkel Linde Andersen, læser alle Lærings- og Oplevelsesteknologi på 6. semester.
”Vi udviklede et maleprogram, der fungerede som en app til Kinect, der bl.a. bruges til Microsoft-produkter som fx Xbox. Ideen var, at det skulle kunne bruges af børn med specielle behov, og derfor var vi i første omgang ude at lave en brugerundersøgelse i en skoleklasse,” siger Kenneth Løvgaard Christiansen.
”På basis af det valgte vi at lave et enkelt program, hvor børn med og uden specielle behov skulle kunne arbejde sammen og samtidig få trænet både finmotorikken og de kognitive evner,” fortsætter Jakob Vest Hansen.
Idé med stor social relevans
Gruppens løsning, som de har beskrevet en artikel (paper), blev af dommerpanelet bedømt som en spændende idé med stor social relevant relevans. Dermed var førstepladsen – og en tablet til hver – i hus.
”Det var en fed oplevelse at vinde, især fordi vi slet ikke havde regnet med det,” siger Erik Steen Ledgaard Monsen, og Jakob Vest Hansen tilføjer ”Ja, der var virkelig mange gode projekter, så det var en stor fjer i hatten at vinde. Også fordi det giver os noget at referere til, når vi er færdiguddannede.”
Mikkel Linde Andersen er enig: ”Man kan sige, at det bekræfter, at der er brug for vores kompetencer og evner, hvilket er super rart, når vi er den første årgang på uddannelsen.”
En ekstra præmie
Saman Safiri løb af med endnu en førsteplads, da han deltog i en af konferencens workshops. Her vandt han – sammen med to andre universitetsstuderende – prisen for at have lavet den bedste og sjoveste controller til spil.
”Vi lavede en controller til spillet Bomberman, hvor vi satte fire knapper på en hulahopring, så man skulle spille fem personer sammen. Den sidste person skulle sætte bomberne med øjenbrynene,” siger Saman Safiri, der vandt en stor kasse med Lego Star Wars.
På billedet ses Jakob Vest Hansen, Mikkel Linde Andersen, Kenneth Løvgaard Christiansen, Erik Steen Ledgaard Monsen og Saman Safiri (foran).
Konkurrencen blev afviklet som en del af konferencen ‘DEsign for Vulnerable generations: Children and Elderly’.
For mere information kontakt
Jakob Vest Hansen
Mobil: 61 30 33 26
jakha10@student.sdu.dk
Erik Monsen
Mobil: 22 50 68 25
ermon10@student.sdu.dk