Skip to main content
DA / EN

MCI får stor gave af Danfoss

Kostbart anlæg kan bringe forskere stort skridt tættere på billigere og mere fleksible energivenlige solcelleanlæg og lyskilder.

Selv om julen er overstået, er gavernes tid ikke forbi. I hvert fald ikke for SDU, som netop har fået en gave til en værdi af omkring 20 millioner kroner af Danfoss.

Gaven er et komplet såkaldt rulle-til-rulle-anlæg, som kan bruges til at fremstille ’fleksible devices’ såsom kunstige muskler, men også solceller og lysdioder af organiske og helt tynde, fleksible materialer på stor skala. Det er Det Tekniske Fakultets, Mads Clausen Institut, i Sønderborg, som har fået rulle-til-rulle-anlægget af Danfoss.

Forskning kommer tættere på virkeligheden


Danfoss PolyPower har, med Mads Clausen Instituttet som partner, brugt anlægget i sit tidligere arbejde med at fremstille en silikone-film, der kan omdanne bevægelse til elektrisk energi og elektrisk energi til bevægelse. Forskningen i disse silikone-film fortsætter nu på Mads Clausen Instituttet.

Men instituttet sætter også fokus på at finde nye løsninger til vedvarende energi og energieffektivitet, eksempelvis i form af organiske solceller og lysdioder. Det nye anlæg gør forskerne i stand til at udvide deres forskning til også at omhandle opskalering af produktionsprocessen, og dermed tættere på virkeligheden.

- Målet med at forske i fleksible solceller og lysdioder er at kunne masse-fremstille miljøvenlige produkter, der kan anvendes flere steder, end solcelle-anlæg eksempelvis kan i dag, og som kan betales af enhver pengepung. Med rulle-til-rulle-anlægget kan vi komme et stort skridt nærmere, siger Horst-Günter Rubahn, der er leder af Mads Clausen Instituttet.

Unik mulighed for forskerne

Institutlederen forklarer, at det slet ikke er normalt, at man som forsker i dette område får mulighed for at afprøve sine ting på stor skala.

- Det er helt unikt, siger Horst-Günter Rubahn, som deler sin glæde med Danfoss’ bestyrelsesformand, Jørgen Mads Clausen:

- Vi er meget glade for at kunne forære dette anlæg til SDU. Dermed sikres den fortsatte forskning indenfor kunstige muskler samtidig med at det booster forskningen indenfor solceller og lysdioder, siger han.

Attraktivt for studerende

Horst-Günter Rubahn ser ikke kun anlægget som en gevinst for instituttets forskere, men også for de studerende, der de kommende år meget gerne må komme flere af. Som en del af Regeringens dimensioneringsplan er SDU’s campus i Sønderborg nemlig blevet pålagt at skære nogle uddannelser væk. Der bliver derfor de kommende år en opgave i at trække flere studerende til de tilbageværende uddannelser – heriblandt ingeniøruddannelserne.

- Jeg ser det som en stor gevinst, at vi fremover kan tilbyde instituttets ingeniør-studerende uddannelse, som tager udgangspunkt i anlægget. Der er en stor fremtid i viden om vedvarende energi, og derfor kan anlægget være med til at gøre vores uddannelser særdeles attraktive, spår Horst-Günter Rubahn.

Redaktionen afsluttet: 02.02.2015