Skip to main content
Debat

Vi mangler rammer for arbejdet med ligestilling i forskningssektoren

Danmarks Akkrediteringsinstitution har i år undersøgt, hvordan kønsdiversitet og uddannelseskvalitet hænger sammen. Konklusionen er klar: ”Manglende ligestilling på uddannelser kan påvirke kvaliteten”.

Af Henrik Bindslev, Dekan på det Tekniske Fakultet og Maria Dockweiler, specialkonsulent i SDU’s Gender Equality Team, Syddansk Universitet, debatindlæg først bragt på altinget.dk., 15-12-2020

Ligestilling er vigtigt for unge

Rapporten opsummerer, at undervisningsmiljøer med overvægt af mænd eller kvinder kan forringe studiemiljøet og øge frafaldsrisikoen, at kønsuligheden på uddannelserne fastholder kønsuligheden på arbejdsmarkedet, og at de studerende efterlyser handling, der fremmer ligestilling og mangfoldighed på tværs af køn, nationalitet, seksualitet etc.

Sidstnævnte understøttes af Fremtidsfabriks 2019-undersøgelse af generation ALPHA + Køn: dagens 13-16-årige ønsker ikke, at kønsnormer skal være definerende og afgørende for deres fremtid. SDU’s interne analyseafdeling, SDU Analytics, har også undersøgt de 18-23-åriges forhold til FN’s Verdensmål, og her ligger SDG5 om ligestilling i top tre når det gælder de unges viden om målet og den vigtighed de tillægger det.

En manglende indsats for at sikre ligestilling og mangfoldighed forringer således uddannelserne for alle, og vi reducerer samtidig potentielle studerendes interesse.

Manglende ligestilling på uddannelser kan påvirke kvaliteten

Rapport fra, Danmarks Akkrediteringsinstitution

Nye krav ved EU-forskningsmidler

Ovenstående får Akkrediteringsinstitutionens direktør til at foreslå, at fremtidens ”Kvalitetstjek af uddannelser kan omfatte deres indsats for at nedbringe kønsskævhed”. Idéen om, at indsatserne kan blive et akkrediteringskrav, skal ses i lyset af, at de allerede er et krav i EU-regi: fra 2021 skal universiteter have implementeret ligestillingshandleplaner for at kunne hjemtage midler fra EU's rammeprogram, Horizon Europe. Ingen ligestillingshandleplaner = ingen adgang til EU’s forskningsmidler.

Den danske undervisnings- og forskningssektor har således ikke råd til andet end at opprioritere fokus på ligestilling og mangfoldighed i opgaveløsningen. Vores leverancer skal være af højeste kvalitet og målgrupperelevant. Det vil et øget fokus bidrage til. De samfundsmæssige og retfærdighedsrelaterede perspektiver i et sådant fokus er også motivationsfaktorer, men får disse perspektiver ikke gang i ligestillingsarbejdet, så bør den økonomiske risiko ved forringelse af uddannelser og målgruppetab om noget, sætte vind i ligestillingssejlene.

Fra krav til handling

Hvordan aktiverer man et ligestillingsfokus i praksis? Fra SDU har vi følgende erfaringer:

  • Engagér på tværs

Studerende, administrative og videnskabeligt ansatte skal alle involveres. På SDU’s Tekniske Fakultet har vi bl.a. fokus på studenterambassadørerne, og vi afholder workshops for at gøre dem bevidste om bias. Blandt de ansatte fokuserer vi på inkluderende rekrutterings-, undervisnings- og mødepraksis, også i en Covid-19-tid. Vi søger ekstern inspiration og støtte hos bl.a. Rambøll og de andre universiteter i GEAR:DK

  • Engagér ledelsen

Ledelsesstøtte til og ejerskab for ligestillings- og mangfoldighedsarbejdet er helt afgørende for arbejdet. I ledelsen på SDU’s Tekniske Fakultet søger vi derfor at være en tydelig drivkræft, og vi motiveres af at sikre, at vi som arbejdsplads og studievalg er attraktive for en bred målgruppe af både studerende og ansatte, uanset baggrund.

  • Optimér organisatoriske rammer

Måske findes der allerede lokale ildsjæle der arbejder for inklusion og mangfoldighed? En infrastruktur for arbejdet, der sikrer kontinuitet og sparring er afgørende. Eksempelvis har vi på SDU etableret et Gender Equality Team, GET, der udelukkende arbejder med ligestilling; KU har etableret en mangfoldighedskonsulentsfunktion, og AU har fakultære ligestillingsudvalg, der afholder seminarer.

Behov for bedre national infrastruktur

Mange aktiviteter er således i gang lokalt, men hvor Norge har den ministerie-forankrede Kif-komité og Storbritannien akkrediteringsordningen Athena Swan har vi ikke et tilsvarende dansk rammeværk for arbejdet med ligestilling og mangfoldighed i undervisnings- og forskningssektoren. Det mangler vi, hvis vi skal kunne imødekomme de nye krav, både dem ved kommer og dem vi må formode kommer. Der er stor efterspørgsel efter danske retningslinjer, god praksis, ressourcer og erfaringsudveksling. Her har Uddannelses- og Forskningsministeriet og Ligestillingsministeriet en oplagt mulighed for at spille en endnu større rolle.


Henrik Bindslev, Dekan på det Tekniske Fakultet


Maria Dockweiler, specialkonsulent i SDU’s Gender Equality Team

Redaktionen afsluttet: 15.12.2020