Klimatilpasning kan have uheldige bivirkninger
Det vrimler med projekter, der skal polstre os mod klimaændringerne – projekter der dog kan ende med at koste miljøet og lokalbefolkningen dyrt.
Mens politikere og beslutningstagere sætter gang i velmenende projekter, der skal beskytte os mod ændringer af klimaet, risikerer miljøet og lokalbefolkningen, som tiltagene havde til formål at hjælpe, at komme til at betale en høj pris.
Sådan lyder konklusionen i artiklen ”The political economy of climate adaptation”, der netop er blevet udgivet i magasinet ”Nature Climate Change.”
Uheldige bivirkninger
Et eksempel på et af disse mere eller mindre fejlslående projekter skal findes i Mnazi Bay-Ruvuma Estuary Marine Park i Tanzania. Her endte foranstaltninger til beskyttelse af et koralrev med at påvirke landsbyboernes traditionelle fiskeri i området i en sådan grad, at de nu er blevet mere afhængige af energi-intensive landbrug med en højere udledning af drivhusgasser.
Desuden måtte nogle fiskere migrere til andre områder langs kysten med højere brændstofpriser og lavere fangster. Mange har derfor måttet opgive deres små fartøjer til fordel for større motoriserede både, der yderligere øger CO2-udledningen.
På Maldiverne har regeringen det seneste årti forsøgt at klimasikre infrastrukturen mod stigningen af verdenshavene. Bygningen af diger og udvidelser af havne for at sikre transportveje har betydet, at naturens egne miljøforanstaltninger er blevet svækket, at koralrev er blevet mere udsatte, og at en forstyrrelse af tidevandet har påvirket cirkulationen af næringsstoffer.
Overvejelser
Det er derfor vigtigt, at politikere og beslutningstagere husker at tage politiske, økonomiske og sociologiske aspekter med ind i deres overvejelser, hvis ikke klimatilpasningen skal have utilsigtede følger for dem, foranstaltningerne havde til formålet at beskytte.
Bag artiklen står professor Michael Evan Goodsite fra Syddansk Universitet, professor Benjamin Sovacool fra Aarhus Universitet og Professor Björn-Ola Linnér fra Linköping Universitet.
For mere information kontakt:
Professor og institutleder Michael Evan Goodsite på migo@iti.sdu.dk eller
Journalist Martin Borup Mogensen på mbom@tek.sdu.dk