Industrirobotter skal genoptræne patienter
Industrirobotter skal udvikles til at genoptræne svage patienter. Robotten er som en personlig træner. Den kan indstilles præcist efter den enkeltes behov og sørge for, at patienten udvikler sig maksimalt.
Robotter skal ikke kun arbejde på fabrikker, de skal også gøre gavn som personlige trænere i genoptræningscenteret. De har nemlig et stort potentiale for at genoptræne patienter, som har mistet førligheden efter for eksempel en blodprop eller hjerneblødning.
- En almindelig træningsmaskine kræver, at patienten har kræfter til som minimum at løfte armens egen vægt, men en robot kan indstilles til at hjælpe med at løfte. Det giver helt nye muligheder for de svageste patienter, siger lektor Anders Stengaard Sørensen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.
Forskere på Syddansk Universitet er derfor gået i gang med at programmere en industrirobot-arm til at være træningspartner for patienter, som ikke selv har kræfter til at løfte deres arm. Robotten programmeres til at fornemme, hvor meget hjælp patienten skal have for at træne sin arm.
Stort behov for træningsrobotter
Det er første gang, at forskerne udnytter industrirobotter til genoptræning, og der er et stort behov for at udvikle træningsrobotter. For de svageste patienter har ikke mange genoptræningsmuligheder i dag. Derfor er Anders Stengaard Sørensen ikke i tvivl om, at robotterne bliver fremtidens foretrukne hjælp til genoptræning.
- Som udgangspunkt bliver de svageste genoptræningspatienter tilbudt genoptræning i vand, men det er meget dyrt, fordi hver patient skal mandsopdækkes af en terapeut. Derudover er exoskeletter, som er en form for robotdragter, ved at komme på markedet, men de er også meget dyre, siger Anders Stengaard Sørensen og fortsætter:
- Vores grundidé er, at vi kan gøre robot-genoptræning billigere og dermed mere tilgængeligt ved at gøre brug af robotter, som allerede anvendes i industrien, forklarer han.
Sikrer patientens optimale potentiale
Men det er ikke første gang, at Anders Stengaard Sørensen tænker robotter ind i genoptræning. RoboTrainer var den første genoptræningsrobot, som ligner en klassisk træningsmaskine til overarmens biceps- og tricepsmuskler. Robotten blev udviklet sammen med tidligere elitesoldat og træningsekspert Allan Lauritsen.
- Det unikke er, at man kan lægge et individuelt program ind i robotten, som sikrer, at patienten følger sin superkompensationskurve. Det betyder, at robotten sikrer træningsbelastninger, så patientens muskler udvikler sig mest optimalt, siger Allan Lauritsen og uddyber:
- Robotterne kan altså programmeres, så man sikrer, at patienten opnår den optimale udvikling og robotten kan følge udviklingen og sørge for, at patienten hele tiden er udfordret. Det svarer til at have en personlig træner ved sin side konstant.
For mere information kontakt
Anders Stengaard Sørensen på anss@mmmi.sdu.dk / mobil 2478 2365
Læs mere om Det Tekniske Fakultet.