Henrik Wenzel modtager Fyens Stiftstidendes Forskerpris
Professor Henrik Wenzel fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi har modtaget Fyens Stiftstidendes Forskerpris 2015 for sin forsknings- og formidlingsindsats på Syddansk Universitet siden sin ansættelse i 2007. Prisen blev overrakt i Mediehuset hos Fyens Stiftstidende i Odense torsdag den 4. juni 2015.
Henrik Wenzels forskning tager udgangspunkt i miljømæssig, teknisk og økonomisk forbedring af tekniske systemer og infrastruktur i et helhedsperspektiv.
Sammen med ledende danske virksomheder som Danfoss, Grundfos og B&O udviklede han i 1990’erne de danske værktøjer til miljøanalyse og miljødesign, der lagde grunden for den produktorienterede danske miljøopolitik.
Forsker i smartere energi- og affaldssystemer
Henrik Wenzel har bragt stor erfaring og viden med til Det Tekniske Fakultet, hvor han har fortsat sin forskning, som i dag primært handler om infrastruktur, især energisystemer, affaldssystemer samt biosystemer.
Siden 2007 er det lykkedes Henrik Wenzel at tiltrække midler og dygtige medarbejdere. Han er desuden stærkt engageret i uddannelsen af nye ingeniører. Eksempelvis er han vejleder og medvejleder for omkring 25 afgangsprojekter i dette forårssemester.
For mere information kontakt
Professor Henrik Wenzel, Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi
tlf. 2778 7374 / henrik.wenzel@kbm.sdu.dk