Skip to main content
Fondsmidler

Energi Fyn booster TEK-projekter: Fondsmidler til droner, kirurgi-robotter og læringsudstyr

Energi Fyn har i sin årlige uddeling af udviklingsmidler givet støtte til tre projekter på Det Tekniske Fakultet. Et drone-projekt, kirurgirobotter og udstyr til uddannelse i energisystemer har modtaget sammenlagt 858.000 kroner fra fonden.

Af Jakob Haugaard Christiansen, , 03-05-2022

I sin årlige uddeling af midler har Energi Fyns udviklingsfond set positivt på Det Tekniske Fakultet på SDU ikke færre end tre gange.

Fonden har netop offentliggjort, hvem der modtager støtte til udviklingsprojekter  - og bortset fra en enkelt - er alle modtagerne fra TEK på SDU i år. 

Ialt har Energi Fyns fond uddelt knap 1,1 million kroner og de 858.000 kroner lander i projektkasser hos tre grupper på Det Tekniske Fakultet.  Den fjerde modtager er Global Ocean Aps, der har modtaget 220.000 kroner, der udvikler anlæg til at omdanne saltvand til ferskvand.

Med støtten kan vi bevise, at denne teknologi kan fungere ved at bygge en simpel prototype af en drone, der fastgør en sensor på en højspændingsledninger. Arbejdet vil være nyttigt for at øge netkapaciteten og dermed mindske CO2-emissionerne, når der tilføjes ekstra vedvarende ressourcer til nettet.

Emad Samuel Malki Ebeid, Lektor, SDU UAS Center

Der er penge til ny teknologi indenfor både det danske energinet og det danske sundhedsvæsen, samt penge til nyt udstyr på selve studiet til gavn for de studerende.

Lektor Emad Samuel Malki Ebeid, som bl.a. har arbejdet med projekterne Drones4Energy og Drones4Safety, kan fortsætte sit dronearbejde med den støtte, han modtager fra Energi Fyn. Emad Samuel Malki Ebeid modtager sammen med ph.d.-studerende student Frederik Falk Nyboe 200.000 kroner til forskning i montering af sensorer på elnettet til overvågning af strømgennemløb. Herudover skal der udvikles en droneløsning, der kan montere sensorerne på ledningerne.

- Med støtten kan vi bevise, at denne teknologi kan fungere ved at bygge en simpel prototype af en drone, der fastgør en sensor på en højspændingsledninger. Arbejdet vil være nyttigt for at øge netkapaciteten og dermed mindske CO2-emissionerne, når der tilføjes ekstra vedvarende ressourcer til nettet, siger Emad Samuel Malki Ebeid.

Dronerne er dog ikke de eneste robotter, der får støtte fra Energi Fyn til at bruge ny teknologi på områder, som har betydning for os alle. Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet modtager nemlig 300.000 kroner til indkøb af en platform og tilhørende hardware til forskning i robotkirurgi. Platformen skal facilitere forskning i tiltag, der forbedrer kirurgens informationstilgængelighed før og under en operation samt kvalitetssikring og på sigt automatisering af nogle kirurgiske indgreb.

Endelig har Energi Fyn også haft fokus på de kommende kandidater fra ingeniørstudierne, som også skal have de bedste forhold under studiet. SDU Electrical Engineering modtager således 358.000 kroner til indkøb af en såkaldt undervisningsstand, der kan modellere elforsyningen fra produktion til forbruger. Udstyr der vil understøtte ingeniøruddannelsen i Elektrisk Energiteknologis ønske om at uddanne ingeniører, der både har kompetencer indenfor den almene/traditionelle elforsyning og indenfor en moderne elforsyning med en høj grad af integration af vedvarende energikilder, lyder det fra Energi Fyn.
 

Forskere og foreninger gør en forskel

- Fyn er fyldt med foreninger, forskere og virksomheder, der hver dag gør en indsats for at skabe udvikling og styrke fællesskabet på Fyn. Som fynboernes energiselskab betyder det meget for os, at vi med vores fonde kan skabe værdi for vores andelshavere og bidrage til udviklingen på Fyn. Der er mange gode ideer og et stort engagement mange steder på Fyn. Vi er glade for, at vi igen i år kan bidrage til ideer og projekter, der gør en forskel for Fyn og fynboerne, siger adm. direktør i Energi Fyn, Bent Agerholm.

Energi Fyn har delt penge ud fra udviklingsfonden og sin almene fond siden 2005, hvor begge blev etableret. 

Energi Fyns Almene Fond har gennem årene støttet mange lokale initiativer og har blandt andet bidraget til udviklingen af det frivillige forenings- og kulturliv på Fyn og understøttet de frivilliges indsats i lokalområderne. Fonden uddeler i 2022 i alt 1.565.757 kroner til 22 forskellige projekter.

Redaktionen afsluttet: 03.05.2022