Tillykke til 182 nye ingeniører
Til dimissionsfesten den 25. januar 2014 fejrede Det Tekniske Fakultet de mere end 180 nye diplom- og civilingeniører med taler, livemusik og overrækkelse af diplomer.
Uden for Festsalen skinnede en bleg vintersol, mens stemningen inden for sitrede af forventningsfuld hvisken, små latterudbrud og børnepludder, da TEK fejrede de mange nye ingeniører til årets første dimission.
- Tillykke med, at I nu er ingeniører med både hjerte og hjerne – og går en lys fremtid i møde, sagde dekan Per Michael Johansen i sin festtale til dimittenderne og deres familier.
- Ser vi på ledighedsstatistikkerne, så viser den nyeste opgørelse fra Akademikerens Centralorganisation, at den gennemsnitlige ledighed for ingeniører er helt nede på 2,5%. Det betyder ikke, at drømmejobbet nødvendigvis kommer i første hug, men det viser, at I har virkelig fine chancer for at finde et job inden for kort tid. Tænk på, hvad I har lært og klø på, lød det fra Per Michael Johansen.
Anden jobsamtale i næste uge
Netop fremtidens jobmuligheder optog de nye ingeniører, hvoraf mange er godt på vej ind i karrierens første job. En af dem er Mathias Theil (billedet), der netop er blevet færdig som civilingeniør i Konstruktionsteknik:
- Lige nu håber jeg selvfølgelig på at få et job, hvor jeg kan bruge min uddannelse. Jeg skal faktisk til anden samtale hos virksomheden Newtech i næste uge vedrørende en stilling som udviklingsingeniør, så det er super spændende.
- Generelt er jeg meget åben over for forskellige typer af opgaver, og da jeg har en baggrund som maskiningeniør vil det være oplagt at arbejde med store anlæg eller maskiner, siger han.
Vil gøre en forskel i Afrika
Integreret Design-ingeniør Line Pernille Jørgensen drømmer om at komme til Afrika og gøre en forskel:
- Jeg skal til samtale hos Ingeniør uden grænser i næste uge. Jeg håber at blive udsendt til Afrika, hvor vi skal arbejde med et vand- og sanitetsprojekt, siger hun begejstret og fortsætter:
- Jeg var i Indien i praktik og synes, at det er fantastisk berigende at bruge mine kompetencer til at hjælpe andre samtidig med, at jeg oplever en ny spændende kultur.
Tre brødre uddannet på TEK
Blandt de mange gæster var også familien Lysemose Petersen, som fejrede, at Jesper – som den anden i familien - kan kalde sig diplomingeniør i Integreret Design. Jespers bror, Jacob, har nemlig samme uddannelse, mens den ældste storebror, Joachim, er uddannet Svagstrømsingeniør fra TEK.
Tillykke til de 156 diplomingeniører, 26 civilingeniører og 2 teknisk diplomuddannede.
Se flere billeder på Facebook.
For mere information kontakt
Kommunikationskoordinator Mette Christina Møller Andersen på mcm@tek.sdu.dk