Cykelspion-opfindelse sender studerende til amerikansk iværksætterskole
PDI-studerende Christian Olesen har vundet innovationskonkurrencen Danske Ideer med sin cykelspion-opfindelse. Gevinsten er et ophold på en amerikansk iværksætterskole ved NASA.
Endnu engang løb Christian Olesen, der læser Product Development and Innovation, af med sejren til en opfinderkonkurrence. Denne gang har han vundet konkurrencen Danske Ideer med sin cykelspion, som er en intelligent cykellygte kaldet Velocatr.
10 uger på Iværksætterskole ved NASA Research Park
Christian Olesens bud på et nyskabende produkt, som vil komme mange mennesker til gode, vakte stor begejstring hos dommerpanelet hos Danske Ideer – og dermed kan den unge opfinder se frem til et ti ugers ophold på iværksætterskolen Singularity University i Silicon Valley i Californien som belønning for den bedste idé.
"Idéen opstod ud fra en oplevelse, jeg selv var ude for, da jeg fik stjålet min cykel. Jeg begyndte at kigge nærmere på, hvad der fandtes af løsninger til at finde frem til en stjålet cykel, og i mine øjne er de enten for dyre eller for besværlige at bruge," siger Christian Olesen, der har udviklet ideen sammen med sine medstuderende i Experts in Teams-projektet.
Løsningen er en cykellygte med indbygget chip, som kan snakke direkte sammen med tilsvarende chip og dermed etablere et såkaldt mesh-netværk, som bliver stærkere og stærkere, jo flere der er koblet sammen.
Anerkendelse motiverer
Christian Olesen glæder sig til de ti ugers ophold, som finder sted i sommerferien.
”Førstepladsen og det medfølgende ophold betyder rigtig meget for mig! Vi bygger videre på vores Experts in Teams-projekt, og det er super givende, at vi nu kan få det i et internationalt perspektiv blandt verdens dygtigste forskere og iværksættere,” siger han og fortsætter:
”Anerkendelse er altid rart, og især når man arbejder på et så usikkert projekt, som et “start up” jo er. Derfor er det fedt, når eksperterne fra den virkelige verden klapper en på skulderen og siger: “Det er sgu fedt nok, det I arbejder med dér. Der har I fat i den lange ende”, siger Christian Olesen, der håber, at han engang i fremtiden kan leve af en af sine ideer.
For mere information kontakt
Christian Olesen (billedet) på toles09@student.sdu.dk
Læs mere om Det Tekniske Fakultet.