Skip to main content

Ingeniørstuderende på SDU Sønderborg vil redde verdens bier

Bierne er truede på flere fronter, men nu vil en gruppe ingeniørstuderende komme dem til undsætning. I forbindelse med et semesterprojekt har de udviklet et apparatur, som kan bekæmpe varroa-miden, som plager bistader i Europa og USA.

Af Sune Holst suneholst@mci.sdu.dk

- Fra den sidste bi dør, har menneskeheden fire år tilbage på jorden at leve i. Ingen bier, ingen bestøvning, ikke flere planter, ikke flere mennesker.

Sådan sagde Albert Einstein i sin tid, og selvom forskere siden har fundet ud af, at vi mennesker vil kunne klare den i syv år uden bier, så kan der ikke sås tvivl om vores afhængighedsforhold til de små honningproducerende væsner. For grundtanken er helt korrekt: Ingen bier, ingen mennesker.

Derfor er det også med stor bekymring, at forskere har kunne konstatere markante tilbagegange i honningbiernes bestand. En stor del af tilbagegangen skyldes pesticider, men også den frygtede vaorra-mide, som siden den kom fra Asien i 1977 har lagt bistader øde i både Europa og USA.

Varroamiden er en snylter, der angriber honningbier. Uden indgreb overfor mideangreb fra biavleren kan bifamilier ikke overleve i Danmark. Frem til nu, har biavlernes kun haft to muligheder for at bekæmpe den frygtede mide, nemlig mekanisk ved at fjerne vokstavlen med ung droneyngel eller kemisk ved at tilføje bifamilien myresyre i nøje kontrollerede mængder.

Problemet ved den kemiske bekæmpelse af vaorramiden er, at bierne også dør, hvis mængden er for stor eller temperaturen for høj. Det har ingeniørstuderende fra SDU Sønderborg imidlertid fundet en løsning på i forbindelse med et semesterprojekt.

Fuldautomatiseret løsning

I samarbejde med det lokale firma Swienty, som sælger udstyr til biavl, har de ingeniørstuderende udviklet et apparatur, der automatiserer udledningen af myresyre i bistaderne.

- Som det er nu, skal man selv hælde en portion myresyre i bistaderne og lade det fordampe. Det medvirker, at koncentrationen er meget høj i starten og meget lav i slutningen. Det vil sige, at det er ikke jævn behandling, fortæller Daniel Lyngby Commerou.

Og det er til fare for bierne. Det problem kommer de ingeniørstuderendes apparat imidlertid til livs ved hjælp af en motor og en sensor som fuldautomatiserer processen og samtidig sikrer, hvor meget syre der kommer ud og hvor hurtigt det fordamper.

- Ved at holde den samme koncentration, kan vi slå miderne ihjel uden at slå bierne ihjel, siger Daniel Lyngby Commerou.

De ingeniørstuderende har søgt patent på apparatet, som ikke blot kan redde bier, men også kan gøre livet lettere for Danmarks mange biavlere. Det er nemlig tanken, at apparatet skal tilkobles bluetooth, GSM og WIFI, så det hele kan styres via mobilen hjemme fra stuen. 

- Dermed kan biavleren få kontrol ikke blot med miden, men også temperaturen i bistaderne. Dermed får du et helhedsbillede af sundhedstilstanden i kuben. Hvis man har mellem 80 og 200 bistader, så er det altså et stort manuelt arbejde, du slipper for.

Daniel Lyngby Commerou fortæller videre, at der stadig er et stort stykke testarbejde forude, men at det er planen at kommercialisere produktet i første omgang til hobbybiavlerne og på sigt til samtlige biavlere i Europa.

 

 
Redaktionen afsluttet: 08.01.2018