Skip to main content
Navnenyt

Ny professor i fysioterapi og smertebehandling

Henrik Bjarke Vægter, fysioterapeut, MSc Pain Management, ph.d. er ny professor i fysioterapi og smertebehandling på Anæstesiologisk Intensiv Afdeling på Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, SDU.

Henrik Bjarke Vægter skal i sit nye professorat stille skarpt på forskning i den tværfaglige behandling af kronisk komplekse smerter. Professoratet skal med udgangspunkt i et stærkt tværfagligt miljø bidrage til bedre brobygning mellem forskning og klinisk praksis. Henrik Bjarke Vægter kombinerer sin forskning med klinisk udviklingsarbejde i Smertecenter Syd samt undervisning på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU.

Som professor vil Henrik Bjarke Vægter i tæt samarbejde med den tværfaglige smerteforskningsgruppe på Anæstesiologisk Intensiv Afdeling og klinisk praksis lave forskning, der forbedrer behandlingen af kronisk komplekse smerter – en tilstand med væsentlig reduceret funktionsniveau og livskvalitet og som ikke altid får den nødvendige opmærksomhed.

Henrik Bjarke Vægter har siden 2011 forsket i, hvordan fysisk aktivitet påvirker oplevelsen af smerte samt hvordan kronisk komplekse smerter manifesterer sig. Han leder en række kliniske studier med fokus på at opnå bedre forståelse og bedre behandling. Henrik har siden 2015 været ansvarlig for udvikling og implementering af flere kliniske PRO-databaser i Danmark, bl.a. en smertedatabase (PainData), der har til formål at facilitere dialogen mellem patienter med kronisk komplekse smerter og det tværfaglige team i relation til undersøgelse og behandling, samt at sikre systematisk monitorering, kvalitetsudvikling og forskning inden for kronisk komplekse smerter.

”En velfungerende database skal være med til at sætte retningen for den tværfaglige smertebehandling og gøre os i stand til at lave gode nationale forskningsprojekter, så vi i fremtiden kan træffe endnu bedre beslutninger om det bedste behandlingsforløb til den enkelte patient,” Siger han.
Henrik Bjarke Vægter er uddannet fysioterapeut fra Fysioterapeutskolen i Næstved i 2004 og gennemførte en tværfaglig masteruddannelse i smertebehandling ved Edinburgh Universitet i Skotland fra 2008 til 2010.

Henrik har været ansat som fysioterapeut på Smertecenter Syd på Odense Universitetshospital siden 2010 og forsvarede sin ph.d. med titlen ”Temporal and spatial manifestations of exercise-induced hypoalgesia and conditioned pain modulation” fra Aalborg Universitet i marts 2015. Siden 2016 har Henrik været ansat som post doc og siden klinisk lektor ved Klinisk Institut på SDU og fungeret som forskningsansvarlig for den tværfaglige smerteforskningsgruppe på Anæstesiologisk Intensiv Afdeling på OUH. Han samarbejder tæt med smerteforskere i Aalborg, Tyskland, Spanien og Australien. Henrik er chair for ’On the Move kampagnen’ under den europæiske sammenslutning af smertefora (EFIC) og aktivt medlem af Fagligt Råd under RKKP samt styregruppen for projektet ’Afledte effekter af COVID-19-pandemien’ i Danmark.

Henrik Bjarke Vægter er født i Sønderborg i 1978 og bor nu i Odense med sin hustru og deres to piger. Fritiden bruger han med familie, naturoplevelser og bevægelse.

 
Mød forskeren

Henrik Bjarke Vægter er ny professor i fysioterapi og smertebehandling på Anæstesiologisk Intensiv Afdeling på OUH og Klinisk Institut, SDU.

KONTAKT

Nyheder fra Sundhedsvidenskab
Sund nyhedsbrev

Tilmeld dig nu

Redaktionen afsluttet: 07.04.2022