Fysiker skal jage universets ukendte stof
Størstedelen af alt stof i universet er fuldstændigt ukendt. Ingen aner, hvad det består af. Nu har SDU-fysiker fået 6,8 mio. kroner til at undersøge, hvad dette mystiske stof er og hvor det stammer fra.
Vi har styr på ca. 20 pct. af det stof, som verden omkring os består af: Træer, galakser, ørevoks, planeter, osv. Det betyder samtidig, at der er ca. 80 pct., som vi intet ved om, og som fysikerne kalder mørkt stof.
Mørkt stof må bestå af en eller flere slags endnu uopdagede elementarpartikler – men hvilke? Og hvilken betydning får det for vores forståelse af naturen og universets oprindelse, når vi – forhåbentlig - engang finder det mørke stof?
Det er lektor Mads Toudal Frandsen, Centre for Cosmology and Particle Physics Phenomenology, SDU, optaget af, og til formålet har han nu modtaget 6.847.200 kr. fra Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program: DFF Forskningsleder.
Kan bringe store teknologiske ændringer med sig
Forskningsprojektets specifikke formål er at undersøge, hvad mørkt stof er på elementarpartikelniveau, og hvordan elementarpartiklernes masse opstod.
- Uden elementarpartiklernes masse ville atomer ikke være dannet og dermed ville grundlaget for kemi og liv ikke være til stede. Samtidig har mørkt stof spillet en central rolle i dannelsen af galakser som vores egen Mælkevej. Det er derfor centralt for vores forståelse af Universet, at vi finder svarene. På sigt kan løsningen også bringe store teknologiske ændringer med sig, siger Mads Toudal Frandsen.
Historisk set har nye indsigter i partikelfysikken haft enorm betydning for vores teknologi. Det gælder f. eks. den halvleder-teknologi, som computere er baseret på, strålings- og partikelterapi i lægevidenskaben og GPS-systemerne, som er baseret på den generelle relativitetsteori.
Projekttitel: The Origin of Mass and the Particle Nature of Dark Matter
Hvad er en Sapere Aude Forskningsleder bevilling?
Disse bevillinger gives til fremragende forskere i Danmark og skal sikre de bedste betingelser for at skabe afgørende nye forskningsresultater. I år uddeles der samlet 121 mio. kr. til 18 danske forskere.