De er kolleger, ægtefæller - og blandt de mest talentfulde unge
Anne Loft og Søren Fisker Schmidt får støtte fra Det Frie Forskningsråd
Anne Loft og Søren Fisker Schmidt er kolleger, begge Ph.d’er i Biokemi og Molekylærbiologi på Syddansk Universitet. De arbejder begge i professor Susanne Mandrups forskergruppe på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi - og de er begge så talentfulde, at de er sluppet gennem et meget lille nåleøje og er blandt de kun 15, der i år får en postdoc af Det Frie Forskningsråd Sundhed og Sygdom.
Det er heldigt - de er nemlig også gift og forældre til halvandet år gamle Vilja, og bevillingerne giver dem mulighed for sammen at flytte til München, hvor de begge skal forske i tre år ved Helmholz Zentrum München. De skal forske ved ”Institute of Diabetes and Cancer”- hun i diabetes, han i en kræftsygdom, der på molekylært plan har visse ligheder med diabetes.
Kan diabetespatienter undgå senkomplikationer?
Anne Loft, 32 år, skal prøve at forstå, hvorfor diabetikere, der har haft en periode med et dårligt kontrolleret blodsukker-niveau, har øget risiko for at udvikle invaliderende sygdomme som skader på nethinden, nyrer, lever og hjerte-kar-systemet. - Er der noget indbygget hukommelse i DNA’et, der husker de høje blodsukker niveauer, selv efter de er stabiliseret igen? Hun håber også at finde ud af, om denne hukommelse kan forklare, hvorfor senkomplikationer udvikles så hurtigt - naturligvis med det mål at finde ud af, hvordan patienterne kan undgå disse sygdomme.
Hvad betyder fedtophobning i leveren?
Søren Fisker Schmidt, 34 år, skal undersøge, hvilken rolle leveren spiller i udviklingen af kræft kakeksi. Det er en sygdom, der følger med visse kræfttyper, og som menes at forårsage op til 30 % af kræft-relaterede dødsfald i mennesker.
- Studier har vist, at leveren ophober fedt hos patienter med kræft kakeksi, ligesom hos diabetikere. Men man ved meget lidt om, hvad denne fedtophobning og andre forandringer i leveren betyder for vægttab og dødeligheden hos patienter med kræft kakeksi, siger han.
En begrundelse for at afvikle post doc’en i München er, at de får de bedste faciliteter til at undersøge den fysiologiske betydning af deres opdagelser. Her kan de - ved at arbejde med mus - lave forskning, der er relevant for behandlingen af metaboliske sygdomme.
Søren Fisker Schmidts mål er at udfordre den nuværende opfattelse af kræft kakeksi som et fedt- og muskelvævs syndrom.
- På grund af leverens gode evne til at optage medikamenter har projektet potentialet til at skitsere nye muligheder og mål for en forbedret behandling af kræft kakeksi, siger han.
Udlandsophold opbygger forskernes ekspertise
Jørgen Frøkiær, professor, overlæge, dr. med. og formand for Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom, er meget glad for, at de unge talenter drager ud.
- Med uddeling af postdoc-stipendier giver vi de mest talentfulde danske og udenlandske forskere inden for den sundhedsvidenskabelige forskning mulighed for at forfølge banebrydende forskningsidéer. Når vi er særligt glade for at tildele postdoc-stipendier til danske forskere, der søger inspiration og videreuddannelse ved udenlandske universiteter, er det, fordi vi ved, at et stærkt fokus på internationalisering tilfører forskeren ny viden og opbygning af ekspertise i forskningsmiljøer med et højt fagligt niveau.
Familien flytter til München til sommer med en drøm om at vende tilbage til SDU efter tre år og på et tidspunkt få deres egne forskergrupper.
Bevillingen er på over 3,3 mio kr. fordelt i to lige store portioner.