Nu kan du læse astronomi på SDU
SDU er klar til at modtage ansøgninger fra astronomi-interesserede uddannelsessøgende.
Astronomi handler om alt det i Universet, der ligger uden for Jorden; alle himmellegemerne og verdensrummet. Faget undersøger de store spørgsmål: Hvor stammer galakserne, stjernerne og planeterne fra? Hvordan opstår et sort hul? Og hvad er alt det ukendte mørke stof og mørk energi?
- Alle har vel engang kigget op i himlen og spurgt sig selv, hvor kommer det hele fra? På SDUs nye astronomiuddannelse giver vi dig nu værktøjerne til at besvare det og mange andre spørgsmål, siger professor og underviser Martin Sloth.
SDU er i dag centrum for det internationalt anerkendte Centre for Cosmology and Particle Physics Phenomenology (CP³), der bl.a. arbejder på at løse de to fundamentale spørgsmål om universet; hvordan er det blevet til? Hvad består det af? CP³ er især kendt for sin forskning i kosmologi, mørkt stof og partikelfysik.
En af verdens ældste videnskaber
Sammen med nyligt udnævnte adjungerede professor i astronomi, Anja C. Andersen, vil SDU nu også tilbyde en specialisering i astronomi på fysikuddannelsen.
Anja C. Andersen tilknyttes SDU.
- Astronomi er en af de ældste videnskaber. Universet fascinerer os så meget, at vi slet ikke kan lade være med at prøve at forstå det. Det, som jeg personligt selv er betaget af er, at vi ud fra fysik og matematik kan forudsige ting. Vi kan f.eks. forestille os, at der må være planeter om andre stjerner. Så regner vi ud, hvordan vi forventer, at de kan observeres med de kikkerter, vi har til rådighed. Derefter går vi ud og ser efter. Og når det så lykkes – at de rent faktisk er der, så er det helt magisk, for det er selvfølgelig ikke alle vores modeller, der rammer lige rigtigt i første hug, siger hun.
Undervisningen vil blive både teoretisk og praktisk. Bl.a. får de studerende mulighed for at komme til La Palma på De Kanariske Øer og udføre observationer med Nordisk Optisk Teleskop (NOT), som har et spejl på 2,5 meter.
Hvilke jobs er der til astronomer?
Udover karrieremuligheder som forsker, underviser og inden for vidensdeling, er der som fysiker og astronom rigtigt gode jobmuligheder i erhvervslivet. F.eks. inden for højteknologiske virksomheder, i ingeniør- og konsulenthuse og i finanssektoren. De studerende opnår færdigheder i at opstille og beregne modeller og i at håndtere store datamængder (big data).
Nordisk OptiskeTeleskop ligger på De Kanariske Øer. Foto: Håkon Dahle.
Med astronomiuddannelsen på SDU får den studerende mulighed for at opnå undervisningskompetence i fysik og astronomi i gymnasiet. Den giver også grundlag for at fortsætte med forskning som ph.d. studerende.
- Vi lægger vægt på, at de studerende kommer til at arbejde med professionelle teleskoper og bliver knyttet tæt til forskningsmiljøet og underviserne på SDU gennem mentor- og talentprogrammer. Vi har også et dedikeret program, Inspire Educate Innovate, med fokus på at præsentere alle de mange karrierer i erhvervslivet, man har som fysiker og astronom, siger en tredje underviser, lektor Mads Toudal Frandsen.
Underviserne er anerkendte forskere
Underviserne er alle aktive og ledende forskere inden for astronomi, teoretisk astrofysik og kosmologi.
De ansvarlige undervisere er:
Anja C. Andersen, adjungeret professor i astronomi på SDU og professor, KU.
Forsker i stjernestøv. Arbejder med at kortlægge, hvordan støv dannes i Universet og hvilken indflydelse det har for planetdannelse, stjerneudvikling samt for observationer af det tidlige univers. Har modtaget flere priser for sin undervisning og formidling, bl.a. Rosenkjærprisen.
Mads T. Frandsen, lektor, SDU.
Forsker bl.a. i modeller for mørkt stof og metoder til at detektere mørkt stof på Jorden og i rummet. Har bl.a. modtaget Sapere Aude prisen og Lundbecks talentpris. Uddannet i København og University of California. Har bl.a. arbejdet på Oxford Universitet.
Martin S. Sloth, professor, SDU.
Forsker primært i teoretisk kosmologi. Har bl.a. udviklet en af de to hovedhypoteser for oprindelsen af alt stof og struktur i universet (curvaton mekanismen) og et paradigme for den simpleste form for mørkt stof (Planckian Interacting Dark Matter). Uddannet i Helsinki og har arbejdet på bl.a. CERN og University of California.
Sebastian Hofferberth, lektor, SDU.
Forsker i kvanteoptik og leder af sit eget laboratorium. Han flyttede til SDU med sin gruppe fra Stuttgart og hans gruppe er finansieret med prestigefulde bevillinger fra bl.a. EU. Han er uddannet i Heidelberg og har tidligere også arbejdet på Harvard University i USA.
Chris Kouvaris, lektor, SDU.
Forsker i astrofysik, primært neutronstjerner, sorte huller og mørkt stof. Chris har bl.a. udviklet nye metoder til at lede efter mørkt stof i universet. Uddannet fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA og har modtaget bevillinger fra bl.a. EU og NATO.
Fakta om uddannelsens moduler og kurser
Modul på 10 ECTS i grundlæggende astronomi.
Kursus på 5 ECTS i astrofysik og grundlæggende kosmologi.
Observationelt kursus på 5 ECTS, hvori der indgår observationer med Nordisk Optisk Teleskop (NOT) på La Palma.
Kursus på 5 ECTS i galaktisk dynamik og mørkt stof.
Kursus på 5 ECTS i generel relativitetsteori og kosmologi.