Regionalt samarbejde skal styrke matematik og naturfag
Tirsdag 16. december åbnede det nye Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring - et syddansk samarbejde, som skal udvikle en ny model for undervisning i matematik og naturfagene.
Syddansk Universitet, University College Lillebælt og University College Syddanmark uddanner henholdsvis undervisere til ungdomsuddannelserne og pædagoger og lærere til regionens daginstitutioner, folkeskoler og ungdomsuddannelser.
De tre uddannelsesinstitutioner går nu sammen om at udvikle en ny model for matematik- og naturfagsundervisning i Region Syddanmark. Målet er at bygge bro mellem undervisningen og læringen i henholdsvis daginstitution, folkeskole og ungdomsuddannelse.
Samtidig skal et større fokus på fagenes anvendelse i praksis gøre fagenes indbyrdes sammenhæng mere tydelig for eleverne.
Flere skal kaste sig over naturvidenskab
Baggrunden for Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring er, at interessen for naturfagene og matematik er foruroligende lav.
Laboratoriets leder, professor mso Claus Michelsen fra Institut for Matematik og Datalogi på Syddansk Universitet, ser udviklingen af en ny praksisforankret didaktik som nøglen til at skabe en sammenhængende undervisning i matematik og naturfagene fra førskole til videregående uddannelser. Udviklingen af den nye didaktik er forankret i laboratorier bestående af ungdomsuddannelser med tilknyttede folkeskoler, som på deres side har tilknyttede daginstitutioner. Dette laboratoriemiljø giver grundlag for forskning og praksisudvikling med aktiv deltagelse af forskere, professionelle praktikere og studerende.
Syddansk Universitet og regionens to professionshøjskoler investerer i alt 30 mio. kr. i projektet over de næste fem år. Derudover har Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring modtaget 2.990.400 kr. i støtte fra Region Syddanmarks uddannelsespulje.
Kontakt
Professor mso Claus Michelsen
Tlf: +45 6550 2355
E-mail: cmich@imada.sdu.dk
Foto: Henrik Gautier