Kraftig blæst driller Luna
Onsdag forsvandt to gråsæler fra Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde. Den ene, hansælen Nino, blev hurtigt fundet, mens den anden, hunsælen Luna, stadig mangler. Eftersøgningen fortsætter i dag.
Opdateret den 7. april kl. 12.45:
Luna har endnu ikke opsøgt en strand, men opholder sig ude på vandet. Hun bliver jævnligt set, og her til formiddag er hun set ud for Kerteminde Fjord. Hendes træner, Kirstin Anderson Hansen, er på vej til stedet og vil igen prøve at få kontakt til Luna. Men der kan godt gå flere dage endnu, inden Luna lader sig lokke ind til kysten.
"Måske kommer hun ikke ind, før hun er meget sulten og meget udmattet. Det kan godt tage en uge endnu." vurderer Kirstin Anderson Hansen.
Lunas storebror, Nino, har det forholdsvist godt hjemme i bassinet på Marinbiologisk Forskningscenter, men han er også utryg. Han er ikke vant til at være alene uden Luna, og lige nu befinder han sig i et andet bassin end sit vanlige bassin, som skal repareres.
Opdateret 4. april kl. 14.45:
Luna ligger stadig i vandet og har endnu ikke søgt ind på stranden. Hendes træner, biologen Kirstin Anderson Hansen, er på stranden, men det er svært at få kontakt til Luna ude i vandet, fordi der blæser en kraftig pålandsvind. Vinden bærer Kirstins stemme væk fra Luna, og nu har vinden har også pisket nogle forholdsvist høje bølger op, så det nu også er svært for Luna og Kirstin at få øje på hinanden.
Biologerne er dog stadig fortrøstningsfulde; Luna har masser af fed spæk på kroppen, så hun kommer ikke til at sulte, selvom der går et par dage mere, inden hun kommer hjem.
Opdateret 4. april kl. 09.05:
Forskningssælen Luna, der forsvandt fra Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde i onsdags, er fundet ved kysten, ikke langt fra forskningscentret. Hun ligger i vandet ud for stranden, og hendes træner, biolog Kirstin Anderson Hansen, har haft kontakt til hende siden i går.
Biologerne håber at kunne indfange Luna og få hende sikkert hjem igen. Hun forsvandt sammen med sin bror, Nino, og han blev allerede dagen efter indfanget. Det skete ved, at Kirstin Anderson Hansen, som begge sæler kender godt, vadede ud i det lave vand med en spand fisk til ham.
Planen er den samme med Luna, men der er noget mere postyr omkring hende, end der var omkring Nino. Nino og Kirstin var alene, da han blev indfanget – Luna er omgivet af nysgerrige strandgæster og journalister i både, og det gør hende utryg, siger biolog Magnus Wahlberg fra Syddansk Universitet.
”Det er fantastisk, at så mange har hjulpet med at finde Luna, og det er takket være opmærksomme og hjælpsomme strandgæster, at vi fandt hende så hurtigt. Men nu beder vi om, at folk holder sig på afstand af hende og ikke tager hen til den strand, som hun opholder sig i nærheden af,” siger han.
Luna har brug for ro omkring sig og at der er fred, når hun og hendes velkendte træner, Kirstin Anderson Hansen, skal kommunikere sammen.
”Hvis vi får mere ro på stranden, kan vi få bedre kontakt med Luna, og så skal vi nok få hende hjem igen,” siger Magnus Wahlberg.
Opdateret 3. april kl. 13.53:
Biolog Kirstin Anderson Hansen oplyser, at Luna er fundet. Sælen opholder sig på lavt vand syd for Kerteminde bliver måske allerede i dag indfanget og bragt hjem til Marinbiologisk Forskningscenter.
Opdateret 3. april kl. 13.05:
En Luna-lignende sæl er spottet syd for Kerteminde, og biologer er nu på vej til stedet. Sælen ligger på en strand. Det er uvist, om det er en gråsæl og dermed Luna eller en spættet sæl, som der lever mange af i området.
Ifølge biolog Magnus Wahlberg er det dog meget sjældent, at spættede sæler lægger sig på lige præcis det stykke strand, hvor den Luna-lignende sæl er blevet set.
”Det kunne godt være Luna. Det passer med, at hun har været ude at svømme i lang tid og nu er træt og sulten og derfor har lagt sig op på en strand for at hvile sig,” siger han.
Ifølge biolog Magnus Wahlberg fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet er der gode chancer for, at Luna i løbet af de næste dage eller uger vil opsøge menneskeligt selskab.
”Hun er vant til at omgås mennesker, og når hun har været alene nogle dage, kan hun godt finde på at søge ind til en strand, hvor der er mennesker. Både for selskab og for at få mad,” vurderer Magnus Wahlberg.
Hvis man møder Luna på en strand, skal man ikke forsøge at klappe hende eller nærme sig hende på anden vis, men i stedet ringe til biologerne på de nedenstående telefonnumre.
”Hun vil sikkert virke meget tillidsfuld og ikke flygte. Men sæler er rovdyr, og hun kan finde på at bide, hvis man kommer for tæt på,” siger Magnus Wahlberg.
Når biologerne ankommer, vil Luna genkende sin træner, som tager en spand fisk med til hende, så hun er rolig og tilfreds, når hun bliver indfanget med net og transporteret tilbage til Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde.
De to sæler indgår i et vigtigt forskningsprojekt på Syddansk Universitet, og havbiolog Kirstin Anderson Hansen har bedt offentligheden om hjælp til at finde den forsvundne Luna. Ud over de mange private mennesker, der er gået ud langs kysten for at kigge efter Luna, hjælper også et fly, to både og en bil med eftersøgningen.
Forskerne er fortrøstningsfulde, men også lidt bekymrede. Luna er nemlig opvokset i fangenskab, og hun har aldrig været ude i fri natur og selv skaffe føde.
”Hun har aldrig selv prøvet at fange en fisk, men er vant til at få dem serveret af mennesker,” forklarer Magnus Wahlberg.
Han er dog ikke bekymret for, at hun kommer til at sulte lige med det samme. Det er nemlig forår – en årstid, hvor sæler har oparbejdet et naturligt fedt spæklag, så hun er i god stand.
”Hun skal alligevel i gang med en slankekur nu, så hun kan klare sig et godt stykke tid.”
Hvornår Luna bliver sulten igen afhænger af, hvor mange fisk, hun er i stand til at fange selv.
”Hun er vant til at få 2-4 kg fisk om dagen. Jo mindre hun selv fanger, jo hurtigere bliver hun sulten og vil så forhåbentlig opsøge mennesker,” mener Magnus Wahlberg.
Luna og Nino er søskende og kommer fra en zoo i Madrid. De kom til Syddansk Universitet i december 2013. Nino er tre år gammel, og lillesøster Luna er et år. Planen er at de to sæler skal hjælpe forskerne med at lære mere om, hvordan sæler hører under vand. Den viden kan bruges, når der for eksempel skal opstilles havvindmølleparker.
”Sælen er et havpattedyr, og dem lever der millioner af i verden. Høresansen er deres absolut vigtigste sans, og vi ved ikke ret meget om den. Samtidig lever vi i en verden, hvor der kommer mere og mere støj i verdens have, fra fx etableringen af havvindmølleparker og skibstrafik. Vi ved ikke ret meget om, hvordan denne støj påvirker verdens havpattedyr, og det er vi nødt til at vide noget mere om, hvis vi skal sikre dem et godt liv,” forklarer Magnus Wahlberg.
Fiskeri udgør også en trussel mod sæler. De bliver tiltrukket af fiskene i nettene, men ender for ofte med selv at blive viklet ind i fiskenettene. Man kan måske holde sælerne væk fra nettene, hvis man forsyner nettene med apparater, der udsender afskrækkende lyde.
Gråsælen var engang almindeligt forekommende i danske farvande. I dag er det kun den spættede sæl, der lever naturligt i danske farvande, men gråsælen er på vej tilbage.
Det var en fejl i indhegningen, der gjorde, at de to sæler onsdag kunne stikke af fra Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde.
Kontakt
Magnus Wahlberg: 2216 3950
Kirstin Anderson Hansen: 6056 5090