Vi misforstår ofte Tyskland
Lektor Moritz Schramm vil gøre danskerne klogere på Tyskland. Derfor har han skrevet en bog om kampen om midten i tysk politik i det 21. århundrede.
Vi danskere ved for lidt om tysk politik. Det mener Moritz Schramm, som er lektor i tysk på Syddansk Universitet. Derfor har han skrevet en bog om tysk politik i det 21. århundrede med det mål at oplyse og sætte gang i diskussionen her op til det tyske valg den 26. september.
- Bogen er vokset i mig som en nødvendighed, fordi jeg i mange år gennem min undervisning, ved foredrag og i den offentlige debat alt for ofte er blevet mødt med de samme fejltolkninger. Så den er et oplysningsprojekt om, hvordan jeg tolker samtiden, fortæller Moritz Schramm fra Institut for Kulturvidenskaber.
Selv er han opvokset i Berlin, men har boet og arbejdet i Danmark siden midten af 1990´erne.
En epoke er slut
I sin bog Kampen om midten trækker Moritz Schramm i syv kapitler tråde fra Weimarrepublikken og nazitiden over den tyske deling, murens fald og genforeningen til nutiden med Angela Merkels afgang efter 16 år i spidsen for tysk politik.
- Det er en epoke, der slutter nu, og det påvirker interessen for valget. Fortsætter den pragmatiske rolige dagsorden eller kommer Tyskland ud i politisk uro? I så fald vil det påvirke hele Europa og dermed også Danmark, siger Moritz Schramm og fortsætter:
- Men interessen er kortvarig, og ofte forbliver den på overfladen. Der mangler viden og kontinuitet i forståelsen af Tyskland, og ofte lægger man danske briller ned over Tyskland, mener lektoren.
Kampen foregår på midten
Som eksempler på misforståelser peger Moritz Schramm på vores opfattelse af, at tyskerne siden 2. verdenskrig har været plaget af skyldfølelser over nazisternes ugerninger, og at det tyske demokrati er truet af ekstremisme efter fremkomsten af Alternative für Deutschland og Pegida-bevægelsen.
Nej, tyskerne har ikke siden 2. verdenskrig lidt af skyldfølelse. Og nej, yderfløjene har ikke voksende indflydelse. Det meste af befolkningen bakker op om Merkels ”Wir schaffen das” (Vi klarer det) og den liberale flygtningepolitik. Det er på midten, det foregår. Eller som han skriver i bogens prolog om den politiske kamp:
”Den foregår på midten – og kun dem, der kan binde de stadig mere indflydelsesrige vælgere i den politiske midte til sig, har en reel mulighed for at vinde regeringsmagten i Tyskland.”
Samtidig forandrer midten sig dog, idet den ifølge Moritz Schramm bevæger sig til venstre – akkurat, som Merkel har flyttet sit parti til venstre mod midten.
Naive, når det gælder ytringsfrihed
Ifølge Moritz Schramm er der også forskelle mellem den danske og den tyske opfattelse af demokrati og ytringsfrihed. Når han flere gange har hørt danskere kritisere tyskerne for ikke bakke helhjertet op om ytringsfriheden, skyldes det forskellige opfattelser.
- I Tyskland ses ytringsfrihed ikke som den primære faktor i demokratiet, som det gør i Danmark. Essensens af det tyske demokrati er det enkelte menneskes værdighed, som er ukrænkelig jævnfør artikel 1 i den tyske grundlov. Derfor kan der være grænser for ytringsfriheden, hvis den krænker andres værdighed, fortæller Moritz Schramm.
”I Tyskland ses ytringsfrihed ikke som den primære faktor i demokratiet, som det gør i Danmark. Essensen af det tyske demokrati er det enkelte menneskes værdighed
Denne forskel blev på sin vis synlig herhjemme i forbindelse med diskussionerne om Mohammed-tegningerne, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved ytringsfrihedens ukrænkelighed, eller om der netop følger et vist ansvar med retten til at ytre sig.
- Jeg synes, at danskerne er lidt naive i deres opfattelse af ytringsfrihed, konkluderer Moritz Schramm, som dog straks tilføjer, at han ser både positive og negative elementer i begge landes demokratiopfattelser.
Tyskland efter valget
Også i forhold til EU vil Merkels afgang efterlade lidt af et tomrum. Men heller ikke her skal man frygte de store omvæltninger efter valget.
- Uanset hvem der vinder valget, vil tyskerne være pro-europæiske. Men det åbne spørgsmål er selvfølgelig, hvilket aftryk den nye regering vil afsætte i forhold til videreudvikling af samarbejdet.
EU-politikken er ikke det eneste en ny regering skal tage stilling til. Efter Moritz Schramms opfattelse står en ny regering overfor tre store udfordringer. For det første gælder det som i så mange lande klimaproblematikken, men her har Tyskland også særlige udfordringer.
- Økonomisk er Tyskland stadig et industriland, som skal omstilles til at være klimaneutralt, hvilket er en kæmpe udfordring, påpeger han.
”Der er en stor udfordring i form af mangel på arbejdskraft, Tyskland kommer til at skulle importere arbejdskraft i stor stil
For det andet gælder det digitaliseringen, hvor Tyskland faktisk halter langt efter. F.eks. er det ikke muligt at maile til myndighederne, ligesom der er store huller i mobildækningen, fortæller han og illustrerer det med en lille personlig anekdote.
- Da jeg sidst besøgte Berlin var jeg glad for, at det endelig var blevet muligt at benytte en parkeringsapp. Men efter jeg havde indtastet, sluttede den med at sige, at jeg skulle printe siden ud og lægge den i forruden griner han og fortsætter:
- Endelig er der en stor udfordring i form af mangel på arbejdskraft. Tyskland kommer til at skulle importere arbejdskraft i stor stil og ikke kun højt uddannet, men også ufaglært. Allerede nu oplever de fleste brancher mangel på arbejdskraft, og eksperter regner med, at Tyskland har brug for nettoindvandring på omkring 400.000 mennesker hvert år – og i mange år.
- Det skal den nye regering forholde sig til, og de skal gøre det på en ordentlig måde, så det ikke skaber uro.
Oplæg til diskussion
I Kampen om midten tager Moritz Schramm afsæt i såvel historiske kilder, som litteratur, film og andre kulturelle fænomener, ligesom hvert kapitel indledes med en lille personlig oplevelse – alt sammen for at understrege pointer.
- Kulturen afspejler udviklingen. Derfor bruger jeg såvel kulturelle som politiske og personlige anekdoter for at illustrere udviklingen. Samtidig er det med til at gøre den mere letlæselig. Det er en blanding mellem en debatbog og en fagbog, skrevet til et dansk publikum, forklarer forfatteren, som håber bogen vil være med til at starte en debat.
- Jeg vil gerne fremlægge mit eget perspektiv og komme bag overfladen, da jeg føler det mangler. Men jeg vil også gerne diskutere det efterfølgende, slutter han.
Moritz Schramms bog Kampen om midten er på 196 sider og er udkommet på Gads Forlag.
Mød forskeren
Moritz Schramm er lektor og studieleder ved tyske studier på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.