Hvad kan skønlitteratur lære os om identitetsdebatten?

Hvad er identitetspolitik?

Identitetspolitik er en samlebetegnelse for mange forskellige retninger. Det handler om holdninger eller bevægelser, der tager udgangspunkt i menneskers forskellige sociale og politiske identiteter. Det kan fx være køn, race, klasse, nationalitet, religion eller seksualitet.

Af samme grund bliver identitetspolitik ofte set på som en politisk kampplads, hvor nogle kæmper for at få forrang eller særlige privilegier frem for andre. Og hvor noget er entydigt rigtigt eller forkert.

Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Nogle gruppers forbedrede rettigheder behøver ikke at ske på bekostning af andres. Der er ikke partout tale om et nulsumsspil. I forbindelse med identitetspolitik bør også begrebet intersektionalitet nævnes. Det handler om samspillet mellem menneskers forskellige identiteter eller tilhørsforhold. Intersektionel teori medtænker, at der med udgangspunkt i ens sociale eller politiske identitet kan være flere forskellige måder at blive undertrykt, diskrimineret eller stigmatiseret på – på samme tid.

Hvorfor er identitetspolitik en kampplads?

Identitetspolitik bliver i hver sin ende af det politiske spektrum opfattet som hhv. progressiv eller reaktionær. Man kan godt argumentere for, at det kan tangere det reaktionære, hvis man har en statisk opfattelse af, hvem der er undertrykt.

Et eksempel kunne være kønsdebatten. Her bliver man nødt til at være opmærksom på, at selvom kvinders vilkår og rettigheder er en ekstremt vigtig dagsorden, kan mænd også godt have udfordringer. Fx har mænd en kedelig plads i kriminalitetsstatistikker og i forhold til ensomhed og nogle sygdomme. Hvis man udelukkende tænker binært — at mænd har overhånden og kvinder underhånden — ender man med et forsimplet syn på identitet og identitetspolitik.

Jeg mener, at identitetspolitik er nødt til at være fleksibelt for at være fornuftigt. Man må nødvendigvis forholde sig til og blive ved med at undersøge, hvem der er privilegeret, og hvem der er undertrykt på et givet sted og tidspunkt. Det er forhold, der hele tiden ændrer sig.

Når politiske bevægelser tager udgangspunkt i, hvordan vi adskiller os fra hinanden, snarere end i, hvad vi har tilfælles, så er det svært at undgå polarisering.

En anden årsag til, at identitetspolitik bliver en slagmark, er selvfølgelig, at alle former for politik handler om interesser – og dermed også interessekonflikter: Hvem skal have hvad og hvordan?

På den måde kan man let få den opfattelse, at det drejer sig om grupperinger, der kæmper mod hinanden. Og at nogle skal afgive privilegier, for at andre kan få.

Hvad kan litteratur sige os om identitetspolitiske emner?

Litteraturen kan minde os om, at vi har mange identiteter i os, at vi er sammensatte, at vi er både og. Når vi kommer ind i litteraturen og kunstens verden, kan vi som få andre steder, ’gå ind’ i nogle andre kroppe end dem, vi selv lever i, og forestille os, hvordan det er at leve andre menneskers tilværelse.

Det gør os bedre i stand til at reflektere over mange forskellige politiske og eksistentielle spørgsmål. Man kan tage på tidsrejse eller besøge andre samfundslag eller andre kroppe end dem, man kender i forvejen.

Morten Pape og Yahya Hassan skriver fx om at leve på kanten af samfundet. Det giver læseren mulighed for at se ind i en verden, som rigtig mange mennesker ellers ikke kender til. Litteraturen gør os ikke kun i stand til at sætte os ind i, hvordan det føles for andre; den kan også give ret hverdagslige og konkrete bud på, hvordan vi kan løse nogle af vores samfundsmæssige udfordringer og fx skabe mere social retfærdighed.

Vi kan komme rundt i nogle afkroge af livet, vi ellers ikke kommer i, og det gør noget for os. Vi kan forstå andre menneskers helt daglige praksisnære liv, og hvad de har brug for, og hvad de kæmper med. Og så er der jo selvfølgelig også de narrative og æstetiske greb i kunsten og litteraturen, der gør det spændende og interessant at læse.

Tekster kan vække genkendelse i os og få os til at tænke: Det kan jeg genkende, eller det har jeg prøvet. Det kan godt være, at det er anderledes: Jeg er måske en mandlig læser, der læser om en kvinde, men jeg kan godt forstå, hvorfor hun føler eller tænker, som hun gør.

Hos Maja Lucas, der skriver om moderskab, er det iøjnefaldende, hvordan hun får gjort det usynlige arbejde, som også kaldes the mental load, synligt på en sjov og genkendelig måde. Man kunne også nævne forfattere som Olga Ravn og Cecilie Lind i den sammenhæng.

Med den genkendelse skaber litteraturen sympati for en position, som ikke er ens egen, men som man alligevel godt kan spejle sig i. Og sådan bliver identitetsbegrebet også lidt mindre statisk og lidt mere åbent overfor, at vi kan dele erfaringer, også selvom de er forskellige.

Litteraturen kan synliggøre mangetydigheden og minde os om, at det er okay at mene modsatrettede ting og at have forskellige konfliktende oplevelser og holdninger. Så bliver vi måske alle sammen en lille smule klogere og også mere forsigtige i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert – og dermed mindre polariserede. Det tror jeg, at vi kan lære af litteraturen.