Mindeord for Søren Mørch
Søren Mørch var en varm fortaler for anvendt forskning og for forskeres forpligtelse til at skabe videnskabeligt begrundede synteser, der kunne skabe overblik og viden.
Historikeren Søren Mørch døde 24. januar 2024. Han blev 90 år.
Søren Mørch var uddannet mag.art. i historie ved Københavns Universitet i 1966 og blev samme år ansat som en af de første historikere ved det nyoprettede universitet i Odense. Det blev til i alt 38 års ansættelse på stedet, først som amanuensis og siden som lektor, inden han som 70-årig gik på pension i 2003.
Søren Mørchs tidlige år på universitetet var præget af undervisnings- og studieadministrative opgaver på historiestudiet. Det blev til enkelte forskningspublikationer, en del redaktøropgaver og undervisningsrelevante publikationer om historisk kildekritik og metode, før han i 1982 for alvor slog igennem med bogen ”Den nye Danmarkshistorie 1880-1960".
Den blev et vendepunkt for ham: Ikke blot nåede bogen ud til en bred skare af historieinteresserede læsere, men Søren fandt også, måske for første gang, en formidlingsform, som han kunne se sig selv i. Og derefter gik det slag i slag med nye bøger, primært inden for nyere politisk Danmarkshistorie: Det store Bankkrak, Den sidste Danmarkshistorie, 24 statsministre, bogen om Hørup m.fl., og siden ikke mindst ”trilogien”, som Søren yndede at kalde bøgerne Vældige ting, Store forandringer og Utilsigtede hændelser, tre tykke bøger med fortællinger om ”hvordan verden blev moderne, ”verden, som den er”,” og ”verden som den blev”.
Fortaler for formidlingsforpligtelsen
Søren Mørch var som udgangspunkt kritisk over for den traditionelle grundforskning inden for de humanistiske videnskaber, som han mente ofte havde et legitimitetsproblem: Forskningen havde tendens til at blive centrifugal i den forstand, at de undersøgte problemstillinger blev stadig mere specialiserede, resultaterne mindre anvendelige, og forskningen endte derfor med at blive stadig mere kedelig for andre end de få, der selv var specialiseret inden for området.
Omvendt var han en varm fortaler for anvendt forskning og for forskeres forpligtelse til at frembringe videnskabeligt begrundede synteser, der kunne skabe overblik og generere viden, der havde større gyldighed end summen af de enkelterkendelser, der indgik i den. Og denne opgave var i hans øjne alt for vigtig til at overlade til andre og mindre kvalificerede faggrupper som for eksempel journalister.
Derfor havde han også en klar vision for, hvad der skulle ske, da han i 1985 blev spurgt, om han ville overtage ansvaret for det, der dengang hed arabiske områdestudier. Han havde tre principper for, hvordan et tværfagligt center skulle opbygges: Centeret skulle lave praksisorienteret forskning og forskningsformidling; forskningen skulle fokusere på det moderne Mellemøsten – typisk efter Første Verdenskrig – og kun inddrage ældre historie i det omfang, det havde betydning for forståelsen af de moderne mellemøstlige samfund; og så skulle forskningen eksplicit anlægge en dansk synsvinkel på Mellemøsten.
Opbygningen af Center for Mellemøststudier
Søren Mørchs bedrift i sin tid som leder af Center for Mellemøststudier var, at han havde et meget skarpt blik for disse overordnede principper, og blandt andet derfor lykkedes det ham at opbygge et velfungerende center nærmest fra grunden. Han evnede at motivere færdige kandidater fra forskellige fagtraditioner til at interessere sig for Mellemøsten, gøre dem ”duelige” ved at stille dem praktiske opgaver og derefter skabe betingelser for, at de kunne lave forskning inden for det felt, hvor de havde fået deres videnskabelige træning. Han fik igangsat ph.d.-projekter inden for markedsføring af danske produkter i Golflandene, kunstvanding i Ægypten, digital katalogisering af arabiske bøger på danske forskningsbiblioteker, etnisk identitet og sprogskifte blandt unge tyrkere i Danmark, og tilegnelse af arabisk som moderne fremmedsprog. Derved fik han stor betydning for en hel generation af yngre forskere og medarbejdere, hvoraf mange stadig arbejder med Mellemøsten og migration i dag.
Søren var på mange måder forud for sin tid. Med sit fokus på anvendt og eksternt finansieret forskning, krav om obligatoriske studieophold i Mellemøsten og etablering af en lang række efteruddannelseskurser, for faggrupper med særlige berøringsflader til Mellemøsten og flygtninge- og indvandrersektoren i Danmark fik Søren lagt et solidt fundament for et samfundsrelevant og levedygtigt center.
I 1995 vendte Søren tilbage til historie som et led i centerets omstrukturering. Det var ikke med hans gode vilje, for han forudså, at centret derved hurtigt ville komme til at stå ved en korsvej, hvor der skulle vælges side – mellem forskningscentrifugalitet og praksisorienteret forskning – og at det valg ikke nødvendigvis ville falde ud til centrets fordel. Men han var også bevidst om, at han efterlod sig en arv hos dele af centrets medarbejdere, for hvem Center for Mellemøststudiers DNA og eksistensberettigelse stadig lå i klar forlængelse af hans visioner. De sidste 10 år, hvor han fagligt havde fokus på historiefaget, viste sig dog heldigvis at bekomme ham vel.
Et privat menneske
Gastronomi og vin var gennem hele livet Sørens store interesse. Han var medlem af Det Gastronomiske Akademi, var en fantastisk kok og havde en encyklopedisk viden om vin og vinsmagning. Og mad var da også en af de forskningsinteresser, han dyrkede som leder af Center for Mellemøststudier, hvor studieture til fx Tyrkiet og Marokko skærpede hans interesse for det osmanniske og det marokkanske køkken.
Søren Mørch var et meget privat menneske. Han foretrak at holde sig i baggrunden og overlod hellere end gerne rampelyset til andre, hvad enten det gjalt politik eller forskningsformidling. Men han var altid parat til at ”støbe kuglerne”, som han sagde, hvis der var brug for et indspil eller en hjælpende hånd med et fagligt problem. Han var et mangefacetteret menneske med visioner for universitetet og forskningen, en dygtig formidler og bag det til tider barske ydre en meget hjælpsom og venlig person. Han vil virkelig blive savnet.
Æret være Sørens minde.
Helle Lykke Nielsen
Center for Mellemøststudier, Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber