Jørgen Dines Johansen er død
Jørgen Dines Johansen, professor emeritus, er afgået ved døden 6. marts 2018.
Jørgen Dines Johansen, i daglig tale blot Dines, blev efter studier til mag. art. i ’almindelig litteraturvidenskab’ ved Københavns Universitet og en guldmedalje for en afhandling om novellen som litterær kunstart først ansat på RUC og derefter i 1976 som professor i almen og sammenlignende litteraturvidenskab ved Odense Universitet.
Han blev med sin unikke viden om tekstvidenskab en af humanioras ’tunge’ professorer, indtil han i 2013 fratrådte sin stilling som professor ved Institut for Kulturvidenskaber.
Dines var en særdeles produktiv forsker, der publicerede og samarbejdede internationalt længe før, det blev normalen for danske litteraturforskere.
Hans fokus inden for den sammenlignende litteraturvidenskab var især psykoanalyse og semiotik, men han bidrog også til udviklingen af genreteori og strukturalistiske tilgange til litteraturen, og mod slutningen af sin karriere studerede han krydsfeltet mellem evolutions- og litteraturteori.
Dines var internationalt anerkendt inden for semiotikken. Hans bog Dialogic Semiosis (1993) om den amerikanske tegnteoretiker Charles Sanders Peirce står endnu som et referenceværk i Peirce-forskningen. Det samme gælder hans litteraturteori på semiotisk grundlag: Literary Discourses. A semiotic-pragmatic Approach to literature (2002) .
Dines samarbejdede med forskere som Umberto Eco, Jean og Thomas Sebeok, Gilles Fauconnier og foretog længere forskningsophold, her under som Fulbright-professor ved University of California, Berkeley i 1994-95.
På hjemlig grund var Dines kendt som Rifbjerg-ekspert, og hans forkærlighed for kulturradikale forfattere og kunstnere foldede sig ligeledes ud i en bog om Poul Henningsen, hvis viser og vers han undersøgte i Redskab og musik (2011). Ibsen var en anden skandinavisk forfatter, som Dines behandlede, bl.a. i Ind i natten: Seks kapitler om Ibsens sidste skuespil (2004) om frygt og begær hos Ibsens mandlige hovedpersoner. Også i dette tilfælde vil Dines’ arbejde blive stående i nordisk og international Ibsen-forskning.
Dines var kendt og elsket blandt de studerende som en skarp tekstlæser, der fastholdt kravet om en grundig, systematisk og videnskabelig tilgang til tekster. Dines kunne lide begreber, kategorier og skemaer, men trangen til systematik var altid funderet i argumenter samt i respekten for litteraturens og det narrative som grænsetilfælde.
Dines var som underviser og forsker drevet af en vilje til oplysning, forklaring, opklaring og sammenligning. Hans viden og belæsthed var næsten frygtindgydende, men studerende fra næsten fire årtier vil også mindes Dines som en underviser, der under sin faglige og måske undertiden lidt lukkede overflade var et lunt, hjertevarmt og humoristisk menneske, der lyttede.
Dines havde en forkærlighed for de store 1800-talsromaner og betragtede Tolstojs Anna Karenina og Flauberts Madame Bovary som århundredets bedste romaner. Joyces Ulysses fra første halvdel af det 20. århundrede ville dog, ifølge Dines, aldrig blive overgået. Hans undervisning i emner som Det moderne gennembrud, Shakespeare og T.S. Eliot står ifølge tidligere studerende særlig stærkt frem i en i forvejen imponerende portefølje af litteraturkurser.
Vi vil huske Jørgen Dines Johansen som en fornem litterat, en engageret og god kollega samt en seriøs og venlig underviser.
Æret være hans minde.
Professor mso Johs. Nørregaard Frandsen, lektor Søren Frank og institutleder Anne Jensen