Skip to main content
Anbefalinger 

Savner du gode råd til, hvad skal du skal høre, se og læse i din juleferie?

Julen står for døren, og for de fleste af os venter nogle helligdage, hvor vi kan se familie og venner, spise julemad og åbne gaver. Når der er en stille stund, hvor du kan sætte dig med en kop kaffe og en småkage for at blive både klogere og underholdt – hvad skal du så vælge? Bare rolig - vi guider dig!

Af Caroline Zoffmann Jessen, , 21-12-2021

Rigtig mange af de bøger, film, serier og musik, som vi holder af, kommer fra USA, og udvalget er stort, så hvad skal du vælge? Bare rolig, som altid er vi gået til eksperterne for at blive klogere – denne gang til vores kolleger på Amerikanske studier.  Vi har spurgt professor Jørn Brøndal og lektor Niels Bjerre-Poulsen, hvad de selv holder af at se, høre og læse – og hvad de kan anbefale, hvis vi både vil underholdes og forstå det store komplekse land, som USA udgør.

Det er juleferie og man kan sætte sig med en bog, en serie eller lytte til musik. Hvad skal man vælge, hvis man vil forstå USA, de værdier, som har betydning for den menige amerikaner og mekanismerne i det amerikanske samfund?

Jørn Brøndal: En virkelig fremragende bog, der belyser amerikansk politik i det helt store og brede historiske perspektiv, er Jill Lepores bog ”These Truths: A History of the United States” (2018). Hun er professor i historie ved Harvard og er samtidig en flittig skribent ved The New Yorker. Bogtitlen ”These Truths…” refererer til Uafhængighedserklæringens (1776) mest berømte sætning: "We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal…" I bogen fastholder Lepore fokus på disse idealer, samtidig med, at hun gennemgår nationens historie. Hendes analyse af demokratiske valg i nyere amerikansk historie er interessant alene derved, at hun demonstrerer, hvilken stor rolle reklamebranchen og pr-foretagender har haft på udbredelsen af politiske budskaber. Og så skriver Lepore, så englene synger.

Niels Bjerre-Poulsen: Begrebet ”den menige amerikaner” har svære betingelser i disse år. Den politiske polarisering i det amerikanske samfund er voldsom, og man kan meget vel få det indtryk, at to dele af befolkningen lever i hver deres ekkokammer, og har meget svært ved at forstå, hvad ”de andre” har gang i. Men når det nu er jul og hygge, og man har mulighed for at ”binge” en serie, så vil jeg anbefale serien ”The Good Fight”. Serien, der udspiller sig på et advokatkontor i Chicago, måler sig måske rent kunstnerisk ikke med de allerbedste serier fra de seneste år, men den behandler fra første scene en række af Trump-årenes brændende politiske og sociale spørgsmål på en særdeles underholdende måde. Alle 6 sæsoner er bestemt værd at se!

Er der en bog, et stykke musik/kunstner eller en serie, som du særligt vil anbefale?

Jørn Brøndal: David Simons tv-serie ”The Wire” (5 sæsoner 2002-2008) er en barsk gennemgang af forholdet mellem politi og den lokale befolkning i den fattige indre by i Baltimore, Maryland. En særlig interessant egenskab ved serien er, at politi og lovbrydere moralsk set sidestilles. Begge parter indgår i et system præget af fattigdom, racisme, brudte familier, narkomisbrug, korruption og dårlige uddannelsesforhold. Serien giver ikke ved dørene. Men når først den har fået fat i én, giver den ikke slip igen.

Som en slags supplement til ”The Wire” kan man passende læse Ta-Nehisi Coates' bog ”Between the World and Me” (2015), der ligeledes tager udgangspunkt i The killing fields i Baltimores indre by. Bogen er skrevet til Coates' teenagesøn og gennemgår de mange problemer og farer, man konfronteres med som sort amerikaner.

Niels Bjerre-Poulsen: Jeg hører meget musik fra den genre, der er et af USA’s største bidrag til verdenskulturen, nemlig jazzen, men den sangerinde og sangskriver, der mere end nogen anden har præget mig, og fortsat gør det, er Joni Mitchell. Hun er efter min mening den betydeligste amerikanske sangskriver (om end jeg her anvender ”amerikanske” i bredeste forstand, for hun er oprindeligt fra Canada).

Hvilken amerikansk film, bog eller musiker vender du tilbage til igen og igen?

Jørn Brøndal: Snarere end at nævne en amerikansk musiker, jeg igen og igen vender tilbage til, vil jeg nævne en musikgenre: Funk. Den har jeg holdt af lige siden min ungdom. Musikere som Herbie Hancock, James Brown, Diana Ross, Marvin Gaye, Sly Stone, Chaka Khan, George Clinton og William "Bootsy" Collins bliver jeg ved med at lytte til, og det samme gælder grupper som The Crusaders, The Commodores, The Barkays, B.T. Express, The Temptations, Parliament/Funkadelic og The Isley Brothers. Jeg holder også af mange andre genrer, herunder klassisk musik. Her har jeg dog ikke så mange "amerikanske" præferencer, selvom jeg da bestemt holder af George Gershwin og synes, at Antonín Dvořáks "amerikanske" symfoni From the New World er smuk. Alt i alt handler min musiksmag meget om de tre store B'er: Bach, Beethoven og Bootsy.

Niels Bjerre-Poulsen: Der er adskillige film, jeg vender tilbage til gang på gang, men ingen jeg genser med samme glæde som Cohen-brødrenes ”The Big Lebowski” (1998). Det er først og fremmest en hylende sjov komedie, men dens hovedperson, ”The Dude”, har alligevel givet inspiration til flere bøger om filosofi, som ”The Big Lebowski and philosophy” og ”The Tao of the Dude”. Det er da noget!

Hermed er anbefalingerne til både bøger, musik serier og film givet videre med ønsket om en Glædelig jul og et Godt nytår.

Mød forskeren

Jørn Brøndal, Institut for Historie, SDU

Læs mere

Mød forskeren

Niels Bjerre-Poulsen, Institut for Historie, SDU

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 21.12.2021