Skip to main content
Fokus: EM 2024

Overvind frygten for tysk med en metode, der virker

Der er en ting, der i særlig grad kan hjælpe folk med at lære tysk – og andre fremmedsprog. Da det gik op for kandidat i tysk og idræt Jacob Nørregård blev det hans professionelle mission at udbrede metoden for at overkomme fremmedsprogsangst.

Af Katrine Friisberg, , 19-06-2024

Det var da Jacob Nørregård som lærervikar i tysk stod foran en 10. klasse, at han fik en aha-oplevelse, der var med til at ændre hans liv. Han havde søgt jobbet, fordi han som studerende i idræt og tysk på Syddansk Universitet havde sat retning mod et arbejdsliv som gymnasielærer.

Men som tysklærer var det svært at sparke gang i en diskussion. Uanset hvor godt han forberedte sig og hvor lette, svære eller interessante spørgsmål, han stillede, var det svært at få mere end fire – fem elever til at række hånden op.

- Alle tysklærere kan genkende det med, at man går gå ind til klassen med følelsen af, at have forberedt verdens bedste undervisning og klassediskussion. Når man så stiller et spørgsmål på tysk, er der bare dødstille, siger Jacob Nørregård.

 

Alle tysklærere kan genkende det med, at man går gå ind til klassen med følelsen af, at have forberedt verdens bedste undervisning og klassediskussion. Når man så stiller et spørgsmål på tysk, er der bare dødstille.

Jacob Nørregård, alumne

Meget mere end læring

Med sin viden fra studiet i idræt, vidste han, at bevægelse i undervisningen kan gøre en forskel.

- Jeg vidste, at der var en masse fordele ved at bruge bevægelse i undervisningen. Så det begyndte jeg at bruge. Og så kunne jeg ikke bare se, at de lærte mere, for det var egentlig det, jeg havde forventet. Men jeg kunne se, at de var meget mere engagerede og åbnede meget mere op, siger han.

Den indsigt blev startskuddet til en ny bane for Jacob Nørregård. Han begyndte at dreje de fag på universitetet, hvor det var muligt, over på studiet af fremmedsprogtilegnelse og fremmedsprogsangst. Det er en særlig form for ængstelse, der betyder, at mange ikke har lyst til at sige noget på et fremmedsprog højt foran andre.

Færre bliver gode til tysk

Når eleverne ikke deltager aktivt i undervisningen, forstærker det en følelse af, at tyskfaget er kedeligt. Og når den følelse bliver kombineret med en opfattelse blandt mange om, at det ikke er vigtigt eller relevant at lære tysk for eksempel, bliver det endnu sværere for læreren at få eleverne med.

Den onde cirkel har alvorlige konsekvenser. Færre danskere bliver gode til tysk. Ifølge Undervisningsministeriet faldt antallet af gymnasieelever med tysk på A-niveau fra 2013 til 2021 fra cirka 9 % til 6 %.

Når unge begynder på gymnasiet, har de som regel allerede en opfattelse af, om de er gode eller dårlige til tysk. Det kan forstærke den sidste gruppes ulyst til ikke at sige noget på tysk foran andre og gør det nemmere for dem at vælge et andet fremmedsprog, så de begynder forfra, når de begynder på gymnasiet.

 

Når vi bruger bevægelse og fysisk aktivitet, skaber vi en mere spændende undervisning, hvor eleverne får drejet deres fokus væk fra en selv-evalueringsfølelse og over på aktiviteten i stedet for. På den måde bruger de deres sprog og kan arbejde mere frit, og det skaber en højere motivation og ikke mindst en højere glæde ved undervisningen.

Jacob Nørregård, alumne

Bevægelse flytter fokus

På sit studie gennemførte Jacob Nørregård blandt andet igennem sit speciale et aktionsforskningsprojekt på en skole. Efterhånden stod det lysende klar for ham, at bevægelse er vejen til bedre tyskundervisning.

- Når vi bruger bevægelse og fysisk aktivitet, skaber vi en mere spændende undervisning, hvor eleverne får drejet deres fokus væk fra en selv-evalueringsfølelse og over på aktiviteten i stedet for. På den måde bruger de deres sprog og kan arbejde mere frit, og det skaber en højere motivation og ikke mindst en højere glæde ved undervisningen, forklarer Jacob Nørregård.

 

Spil dig bedre til tysk

Jacob Nørregård understreger, at sprogtilegnelse ved hjælp af bevægelse er bedst med en facilitator, men som privatperson kan man dog godt gøre sit tyske bedre ved at bevæge sig imens.

En god måde at lære tysk på er ved at spille sjove spil på tysk med venner og familie. Det skal helst være spil, hvor du bevæger dig. Det kan for eksempel være et spil som Exit Games eller Hint – som kan købes på tysk på nettet. Du kan også udvikle opgaver til et bevægelsesspil som for eksempel Kongespil. Opgaverne kan for eksempel handle om i hold at konstruere sætninger med et bestemt ord, som står på hver kube, der bliver væltet.

Hvis du har mulighed for det, kan du finde en tysk ven at spille med.

Sommercamps

Som færdig kandidat var han stålsat på, at han skulle bruge sin viden til at udbrede brugen af bevægelse til at gøre børn gladere for at lære sprog. Derfor stiftede han virksomheden Sprog&Sport, som afholdt sommerlejre, hvor han netop brugte bevægelse til at skabe sprogglæde blandt eleverne. År efter år fordobledes antallet af eleverne på lejrene.

Efter få år begyndte Jacob Nørregård at få tysklærere og skoleledere i røret, som ville høre, om han ville komme ud på skoler og afholde kurser. De kunne mærke, at de elever, som havde været på sprogcamp, var mere åbne for at deltage i undervisningen.

Efter nogle år fusionerede Jacob Nørregårds virksomhed Sprog&Sport med virksomheden Din Camp. Det gik godt, og virksomheden opnåede blandt andet investering og støtte fra iværksætterkongen Jesper Buch gennem Løvens Hule.

Starter ny virksomhed

Men Din Camp tog en drejning væk fra sprogtilegnelse. Derfor valgte Jacob Nørregård februar i år at forlade Din Camp og åbne virksomheden Aktiv Læring. Igennem den holder han foredrag, kurser og workshops i, hvordan lærere kan få elever til at deltage i sprogundervisning, overvinde fremmedsprogsangst og øge indlæringen.

Han håber, at han med sin virksomhed kan hjælpe til, at flere elever bliver glade for fremmedsprog. 

- Tysk er et vigtigt sprog, men det har desværre fået renommé for at være kedeligt, tørt og svært. Men ved brug af bevægelse og fysisk aktivitet, kan vi skabe en sjov og motiverende undervisning, som kan bidrage til at ændre tyskfagets renommé og dermed sprogets fremtid i Danmark, siger han.

 

Tre tips til sprogunderviseren: 

  1. Det er afgørende, at aktiviteterne foregår på en måde, så eleverne ikke føler sig udstillet – enten med hele klassen eller i grupper, hvor eleverne arbejder sammen om løsningen på en opgave.
  2. Indled med et kort fagligt oplæg, så eleverne ved, hvad de øver, for eksempel bøjninger eller gloser. Afslut også gerne med en opsummering.
  3. Giv (lidt) slip på klassestyringen og indtag ,i højere grad, rollen som facilitator. Hvis du styrer aktiviteten stramt, går det ud over elevernes deltagelse og læring. Observer hvilke gentagne fejl eleverne begår, så du kan følge op på dem i undervisningen.
Mød alumnen

Jacob Nørregård er cand. scient. i idræt og tysk fra SDU. Han er i dag ejer af virksomheden Aktiv Læring. Siden 2014 har han udviklet metoder, hvor bevægelse og sport integreres i læring, særligt inden for fremmedsprog.

se mere

Redaktionen afsluttet: 19.06.2024