Fire udfordringer for videnskabskommunikation i coronakrisen

Af Susan Grønbech Kongpetsak, suko@sdu.dk, 26-03-2020

Verden over lukkes samfund ned og der indføres regler om social distance for at bremse coronavirussen. ”Vi skal stå sammen ved at holde afstand,” som statsminister Mette Frederiksen har udtrykt det.

Det er alt sammen tiltag, der kræver store sociale forandringer af befolkningerne, og den videnskabelige kommunikation spiller derfor en helt afgørende rolle i at få indsatsen mod corona-krisen til at lykkes. 

Epidemiologer, virusforskere, politikere og videnskabsjournalister er allerede lykkedes med at gøre termer som ”social distance” og ”flade kurven ud” til en helt naturlig del af den offentlige samtale om coronavirus, men der er stadig befolkningsgrupper, som er uvillige til at ændre deres adfærd.

Videnskabens kommunikative udfordringer

Forskningen i videnskabskommunikation kan ifølge Mikkel Gerken, der er lektor i filosofi ved Institut for Kulturvidenskaber, bidrage med indsigt i, hvorfor befolkningsgrupper er selektive i deres accept af videnskabelige facts.

Her spiller begrebet motiveret kognition en central rolle. Motiveret kognition betyder, at vi alle har en ubevidst tendens til at acceptere videnskabelige udmeldinger, der passer med de hypoteser, som vi er motiverede til at antage, og omvendt afvise dem, der udfordrer det, som vi har en motivation til at antage. Denne tendens forstærkes i spørgsmål, der betyder meget for vores sociale identitet.

Videnskabsfolk står altså med en række kommunikative udfordringer, der sættes på spidsen midt i den globale corona-krise.
SDU-filosof Mikkel Gerken, der forsker i videnskabskommunikation, udpeger her fire faldgruber og et bud på løsning for videnskabskommunikationen i coronakrisen, som er væsentlige at notere sig for forskere, der deltager i den offentlige debat om coronakrisen.

1. Mange af hypoteserne om coronavirus er usikre

- Offentligheden er vant til at forstå videnskabelige hypoteser som de mest sikre og bedst begrundede hypoteser, der findes. Men med corona-krisen ser ting helt anderledes ud. Man er nødt til at træffe kæmpe store beslutninger på baggrund af ganske usikre hypoteser om både spredning, dødelighed og tidshorisont for corona-virussen. Derfor er både myndigheder og videnskabsfolk nødt til at kommunikere om usikkerheden og være forsigtige i deres konklusioner i en situation, hvor folk virkelig brænder for at få at vide, hvad der skal ske og hvad der bliver konsekvenserne. Det skaber grobund for en masse online-halløj med folk, der ikke køber de officielle udmeldinger, og udtaler sig langt mere bombastisk og måske virker mere overbevisende, fordi de er mindre forsigtige i deres konklusioner end videnskabsfolk og politikere. 

2. Politisk og videnskabelig kommunikation blandes sammen

-Det er en kæmpe udfordring, at det i coronakrisen er meget svært at adskille den faktuelle videnskabskommunikation fra den politiske kommunikation. Den klassiske arbejdsdeling, hvor videnskabsfolk fremlægger deres hypoteser, og politikerne træffer beslutningerne ud fra dem, den er rigtig svær at opretholde. De videnskabelige hypoteser om sygdommen og hvilke interventioner, der virker, er dybt integreret i de politiske beslutninger, og dermed fremstår de videnskabelige hypoteser og anbefalinger politiske og der kan åbnes for fortolkninger. I Danmark er kanalerne dog rimelig klare på pressemøderne, og der er, på trods af nogle svipsere, ikke sket de store kommunikationskatastrofer, selvom man tydeligt kan se alle udfordringerne – særligt for videnskabskommunikationen. I USA derimod er udfordringerne langt større. Mere om det i næste punkt. 

3. Politisk polarisering

- I USA har de alle de samme problemer, som resten af verden med corona-krisen. Og så det ekstra problem, at der er en kæmpe politisk polarisering, som påvirker tilliden til videnskaben. På grund af præsident Trumps udmeldinger omkring corona-virus, så er pandemien – på linje med klimaforandringer og våbenspørgsmål - blevet en vigtig identitetsmarkør for visse befolkningsgrupper i USA. Man kan se i indtil flere meningsmålinger, at republikanske vælgere tager ’social distancing’ langt mindre alvorligt end demokratiske vælgere og er mere tilbøjelige til at betragte coronavirussen som et fupnummer – den er bare en influenza. Her ses effekten af motiveret kognition meget tydeligt. Så de amerikanske epidemiologer står overfor en del flere udfordringer end deres danske kollegaer, givet at tiltag som social distance er langt mindre effektive, hvis det kun er halvdelen af befolkningen, som gør det. 

4. Forskere udtaler sig udover deres fagområde

- Det er påfaldende både i dansk og international kontekst, at mange forskellige forskere – lige fra økonomer til læger - udtaler sig om epidemiologi, selvom det ikke er deres fagområde, og de derfor ikke er de bedste eksperter på dette område. Det er ikke hensigtsmæssigt, at de faglige grænser på denne måde flyder sammen – særligt ikke i denne tilspidsede situation. Og det vigtigt, at forskerne er særligt opmærksomme på det, da offentligheden kan have svært ved at gennemskue, om man faktisk er ekspert på området – eller bare en forsker med en holdning.

5. Et bud på løsning

- Med indsigten i motiveret kognition kan man som forsker overveje at supplere sin sædvanlige kommunikation af videnskabelige facts med strategier om mere værdibaseret kommunikation, der gør de videnskabelige facts forenelige med bestemte værdier. I tilfældet med republikanere i USA, kunne det være at udvælge talspersoner fra gruppen, der viser at eksempelvis ”social distancing” er foreneligt med deres værdier. Der kan dog også være problemer forbundet med denne strategi. For eksempel kan den bidrage til at mudre skellet mellem fakta og værdier. Endvidere kan en sådan adressering af bestemte segmenter gøre det sværere at have en entydig kommunikationsstrategi. Så der er nok desværre ikke en simpel løsning på de kommunikative udfordringer, det videnskabelige samfund står overfor.