Skip to main content
DA / EN
SDU

Økonomiske tilpasninger på næsten 50 mio.kroner på SDU

To fakulteter og Fællesområdet har udmøntet økonomiske tilpasninger i deres budgetter for 2021. Den samlede personalereduktion forventes være 50 medarbejdere.

Af Bente Dalgaard, , 26-03-2021

Tre af Syddansk Universitets seks hovedområder har foretaget økonomiske tilpasninger for at kunne overholde deres budgetter i 2021 og i de kommende år.

Det drejer sig om Det Humanistiske Fakultet, Det Tekniske Fakultet samt Fællesområdet, som arbejder på tværs af hele universitetet og understøtter de faglige miljøer.

De tre hovedområder har i årets første måneder arbejdet med at finde lokale besparelser, der tilsammen udgør næsten 50 millioner kroner. Det svarer til godt 1,4 procent af SDU’s samlede budget på 3,4 mia. kroner.

Frivillige fratrædelser

Et af målene for de tre ledelser har været at reducere antallet af afskedigelser. I januar og februar blev der indgået 27 aftaler om frivillig fratrædelse.

Ledelsen indstillede i starten af marts 23 medarbejdere til afskedigelse. Hovedparten af disse medarbejdere har som alternativ til afskedigelse indgået en fratrædelsesaftale.

Den samlede personalereduktion tæller således 50 medarbejdere. Derudover er der ledige stillinger, som ikke vil blive genbesat.

Forskellige årsager

Der er forskellige årsager til, at de to fakulteter og Fællesområdet har haft behov for tilpasninger, f.eks.  færre studiepladser, dyrere licenser, nye it-systemer, forsinkelser og aflysninger på grund af corona-pandemien. Derfor vil tilpasningerne på de tre hovedområder også blive udmøntet forskelligt.

Den samlede driftsbesparelse vil – udover personalereduktionerne - være omkring 20 mio.kr.

Godt samarbejde

– Tilpasninger og besparelser er altid vanskelige at gennemføre, da mange medarbejdere bliver påvirket. Vi har igennem hele forløbet haft et godt samarbejde med samarbejdsudvalg og tillidsrepræsentanter, og vi har fundet fælles løsninger til at komme igennem en svær tid, siger universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind.


Redaktionen afsluttet: 26.03.2021