Skip to main content
DA / EN
Organisationen

Ny direktør for førende forskningsmiljø på SDU

Jes Søgaard skal stå i spidsen for det tværdisciplinære forskningscenter CPop, der adresserer væsentlige samfundsudfordringer inden for demografi og aldring.

Af Marlene Jørgensen, , 29-01-2020

Jes Søgaard tiltræder den 1. marts 2020 som direktør for Interdisciplinary Center on Population Dynamics (CPop), som er førende på verdensplan, når det gælder forskning i demografi, aldring og folkesundhed.

Jes Søgaard har en enorm viden om det danske sundhedsvæsen, og han kommer fra en stilling som professor i sundhedsøkonomi på SDU.

På hans cv står også fire år som cheføkonom og afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse, 15 år som direktør for det daværende Dansk Sundhedsinstitut og adskillige forskerstillinger på bl.a. SDU, Aarhus Universitet og Linköpings Universitet.

Hvad skal samfundet gøre?

Gennem hans karriere har tværfaglighed og anvendelsesorienteret forskning fyldt meget, og det kommer Jes Søgaard også til at bringe i spil, når han tiltræder som direktør.

- CPop er et stærkt forskningsmiljø med fokus på befolkningens dynamik og dødelighed. Vi ved, at vi bliver ældre og ældre, og det er en positiv udvikling, men også en udfordring. Min ambition er, at vi skal tage forskningen et skridt videre og se på, hvad det er for et liv, vi får, og hvordan vi skal indrette samfundet, når der bliver stadig flere ældre, siger Jes Søgaard og uddyber:

- Det er derfor oplagt at inddrage flere forskere, der f.eks. har viden om teknologiske hjælpemidler, pensionssystemer, sundhedsvæsenet og familiestrukturer m.m.

En vigtig samfundsudfordring

CPop har ca. 60 medarbejdere, og organisatorisk hører centret hjemme på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, hvor fakultetets dekan Jens Ringsmose ser frem til at få Jes Søgaard med på holdet.

- Med Jes Søgaard får CPop en meget erfaren og visionær direktør. Han har et indgående kendskab til sundhedsområdet og er meget optaget af, at forskning skal være relevant og skabe værdi for omverdenen.

- Udsigten til en ændret befolkningssammensætning er en meget væsentlig samfundsudfordring, som CPop kan bidrage til at løse, og jeg er sikker på, at Jes er den rette til at videreudvikle og sætte centret på dagsordenen – nationalt og internationalt, siger Jens Ringsmose.

Om CPop

  • CPop er en tværfakultær satsning på SDU, som forsker i årsagerne til og konsekvenserne af de demografiske ændringer, som de fleste samfund står over for som følge af aldrende befolkninger.
  • I 2017 blev centret evalueret som verdens førende forskningsprogram om biologisk og biomedicinsk demografiske studier af aldring.
  • Siden er forskningen blevet udvidet, og centret har i dag topforskere tilknyttet fra en række forskellige discipliner: demografi, folkesundhed, biologi, matematik, økonomi, statskundskab og humaniora.
Om Jes Søgaard

Jes Søgaard er professor MSO, og han har senest været tilknyttet Dansk Center for Sundhedsøkonomi (DaCHE) og Institut for Klinisk Forskning på SDU. Hans forskning omfatter sundhedstjenesteforskning, sundhedsøkonomi og sundhedspolitik, og han har mange års ledelseserfaring såvel i som uden for forskningsverdenen.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 29.01.2020