Skip to main content

Eva Arnspang Christensen

Hvorfor blev du forsker?

Jeg er nok inspirereret af min far, som arbejdede som professor i datalogi. Jeg er grundlæggende nysgerrig og opdraget til at interessere mig for, hvad der ligger bag ting.


Hvilken anden person ville du helst være?

Jeg ville stadig gerne være forsker på SDU, hvor jeg har dygtige ledere og kolleger. Men hvis jeg kunne kombinere det med funding-systemet fra USA og klimaet fra Australien, ville det være perfekt.


Hvad laver du i fritiden?

Den tilbringer jeg helst med familien. Og hvis jeg en dag får tid, vil jeg gerne genoptage mit klaverspil; jeg har et flygel stående hjemme i stuen, som jeg ikke har spillet på i nogle år.


I hvilket land tilbringer du helst en ferie?

Engang skal jeg vise mine børn Australien. De skal se kænguruerne og strandene. Men nu holder vi typisk ferie i Danmark eller Sverige – eller måske Schweiz, hvor min lillebror bor.


Hvilken anden forsker beundrer du mest?

Hvis jeg kun kan pege på én, bliver det Jennifer Lippincott-Schwartz, som var leder på the National Institute of Health i USA, da jeg arbejdede der som postdoc. Hendes tilgang til videnskab er meget inspirerende, og hun prøver ofte at anskue ting fra en ny vinkel.


Hvad er din største styrke og din største last?

Jeg er mega stædig. Det er en styrke, når et eksperiment driller, eller jeg skal søge om penge til et projekt. Så er jeg parat til at perfektionere igen og igen. Men i andre sammenhænge opleves min stædighed måske lidt blandet.


Hvilket spørgsmål vil du allerhelst finde svar på?

Jeg ville gerne kunne finde ud af, hvordan nano- domæner har indflydelse på membranproteiners funktion. Det er grundforskning og handler i sidste ende om at forstå vores celler og derigennem bekæmpe sygdomme.


Hvad overvejede du ellers at blive?

Jeg har både villet være delfinopdrætter og astronaut. Jeg kunne stadig godt tænke mig en tur ud i rummet, og jeg kunne sikkert udføre nogle relevante forsøg inden for min forskning derude.



Gå tilbage til Gæstehjørnet

Sidst opdateret: 09.03.2023