Skip to main content
Naturbevarelse

Droner skal overvåge vilde dyr

Vi står midt i en biodiversitetskrise, og autonome droner skal nu indsamle ny viden om dyrelivet, som kan hjælpe. Syddansk Universitet står i spidsen for forskningsnetværket WildDrone, som netop har modtaget 28 millioner kroner.

Af Sebastian Wittrock, , 28-03-2023

Det vil revolutionere måden, man bedriver naturbevarelse. Intet mindre.  

Det er i hvert fald ambitionen bag det nye stort anlagte forskningsnetværk WildDrone, som Syddansk Universitet står i spidsen for.

Netværket har fået 3,68 millioner euro – eller knap 28 millioner danske kroner – i støtte fra EU, den britiske forskningsfond UK Research and Innovation (UKRI) og det schweiziske sekretariat for uddannelse og forskning (SERI). 

Med i netværket er hele 19 partnere, heriblandt en række europæiske og afrikanske universiteter, adskillige forskningsinstitutioner, naturreservater, interessereorganisationer, private virksomheder og store globale aktører som BBC. Selve forskningen kommer til at foregå både i Europa og Afrika.  

Autonome droner  

Forskeren, der skal koordinere det hele, er professor Ulrik Pagh Schultz Lundquist fra dronecenteret på Syddansk Universitet i Odense.  

- Kort sagt går WildDrone ud på at samle tre forskellige fagområder: biologi, droneteknologi og computer vision. Målet er at udvikle droneteknologien, så den kan blive mere nyttig inden for naturbevarelse, siger Ulrik Pagh Schultz Lundquist.  

Allerede nu bruger man i stor stil droner i naturen, bl.a. til at indsamle information om truede dyrearter. Men det er et relativt arbejdskrævende manuelt værktøj, som kræver en dronepilot, der kan styre dronen, og efterfølgende skal man også nærstuderede alle optagelserne.  

I WildDrone vil forskerne automatisere processen, så dronerne flyver af sig selv, og informationerne bliver behandlet helt automatisk. Dermed vil man kunne indsamle helt ny viden om dyreliv, man ellers ikke ville kunne få adgang til.   

Dronepilot

- Vi forventer, at vi kan indsamle en større mængde data, end man kan nu, og vi forventer også at få data på et højere niveau, fordi vi kan behandle det automatisk, siger Ulrik Pagh Schultz Lundquist. 

Netværket skal gennemføre en række konkrete forskningsprojekter. For eksempel skal dronerne overvåge løver i Kenya med henblik på at undgå konflikter med kvægbesætninger.

De skal også observere marsvin, sæler og fugle i Vadehavet og undersøge storkes migrationsruter mellem Nordeuropa og Afrika.  

WildDrone rammer lige ned i en af de allervigtigste globale dagsordener lige nu. Dyrearter forsvinder over hele verden i et så bekymrende tempo, at forskere taler om en sjette masseuddøen. Ifølge FN befinder vi os lige nu i en tredobbelt planetær krise: klimakrise, forureningskrise og biodiversitetskrise. 

Droner kan hjælpe med rette information

Men for at kunne sætte ind overfor biodiversitetskrisen er vi nødt til at have den rette information. Og den kan vi blandt andet få ved hjælp af autonome droner.  

- Det kan være information, som kan bruges direkte til at gå ind og redde truede dyrearter, men det kan også være information, som kan kvalificere beslutninger på politisk niveau, siger Ulrik Pagh Schultz Lundquist.  

- For eksempel når vi skal etablere nye havvindmølleparker, kan det være relevant at vide noget om dyrelivet i området.
Det er ikke tanken, at dronerne helt skal erstatte eksisterende teknologi som GPS-sendere eller observationer i felten. Men de kan være et særdeles vigtigt supplement, lyder det fra professoren.  

- Man har for eksempel masser af teknologi, der kan spore fugle, men den teknologi kan ikke give os præcis information om, hvad fuglene laver dér, hvor de opholder sig. Og det kan være vigtigt at vide, om fugle befinder sig et sted, fordi de fouragerer, eller bare fordi de holder pause.  

Droner kan give os information, som kan bruges direkte til at redde vilde dyrearter - og til at kvalificere politiske beslutninger

Ulrik Pagh Schultz Lundquist, professor

Selv om der er sat meget ambitiøse mål for WildDrone, skal vi dog ikke regne med, at der foreligger et færdigt droneprodukt til naturbevarelse, når projektet afsluttes om fire år.  

- Det er grundforskning, det her, men hvis bare halvdelen af vores mål lykkes, har vi opnået rigtig meget, i forhold til hvad man kan bruge droner til ude i naturen, og vi bliver under alle omstændigheder klogere, siger Ulrik Pagh Schultz Lundquist. 

- Jeg forventer også, at vi vil kunne bruge resultaterne inden for andre områder, for eksempel landbruget og overvågning af dyr i naturparker.

Netværket er en del af EU’s såkaldte Marie Skłodowska-Curie Actions, hvorfor der undervejs skal uddannes i alt 13 ph.d.-studerende fra hele Europa inden for biologi, droneteknologi og computer vision. Og som koordinatoren for WildDrone siger:  

- Både biologerne og ingeniørerne kommer til at stå med nogle helt nye tværfaglige kompetencer, der kan blive centrale i løsningen af fremtidens udfordringer.  

Kort om projektet

  • WildDrone er et interdisciplinært forskningsnetværk under EU’s Marie Skłodowska-Curie Actions, der skal udvikle brugen af autonome droner og automatisk billedbehandling til naturbevarelse.  
  • Netværket er aktivt fra 1. januar 2023 til 31. december 2026 og er samlet set støttet med 3.699.680,14 millioner euro, svarende til 27,7 millioner kroner.  
  • Bag projektet står et konsortium med 19 partnere. Kernepartnerne er Syddansk Universitet, Max Planck Institute of Animal Behavior, Westfälische Wilhelms-Universität Münster, WIPSEA, Wageningen University & Research, University of Bristol, Fondazione Bruno Kessler - FBK, Avy B. V. og Ecole polytechnique fédérale de Lausanne.   
  • Derudover er der også en række tilknyttede partnere: Ol Pejeta Conservancy, Nationalpark Vadehavet, Bristol Zoological Society, Kenyatta University, Universität Konstanz, KBR Wyle Services, Miljøministeriet, Kuzikus Wildlife Reserve, Landbrug & Fødevarer, BBC og WWF Schweiz.   
Mød forskeren

Ulrik Pagh Schultz Lundquist er professor og leder af dronecenteret SDU UAS på Syddansk Universitet.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 28.03.2023