”Jeg er skuffet over den lille rolle, forskningen fik lov at spille”

Hvad har du lært af Covid-19?

Professionelt har jeg lært at kommunikere bedre om forskning. Helt tilfældigt havde jeg i foråret 2020 fået det råd at sparre med Benjamin Elberth om kommunikation vedrørende vores forskning i uspecifikke effekter af vacciner, og vi mødtes første gang i juni 2020.

I september 2020 skrev jeg til ham, at jeg sad på kanten af stolen, når jeg så på, hvordan vi håndterede covid-19, med meget lidt øje for et af mine kerneområder: at se på, hvordan sundhedsinterventioner påvirker den samlede sundhed. Der var så meget fokus på covid-19, at det gik ud over en række andre områder. I oktober skrev jeg en LinkedIn artikel om det, og den katapulterede mig ind i covid-19-debatten.

Benjamin har også rådgivet mig i den debat. Samlet set har jeg lært så meget om at ytre mig på de sociale medier, at jeg føler det, som om jeg har taget en helt ny uddannelse. Det har været spændende. Jeg har helt undervurderet, hvor betydningsfuldt det er at få hjælp fra en professionel på det område.

Personligt har kommunikationstræningen haft positive afsmittende effekt på min evne til at præsentere min forskning. Jeg har aldrig følt, at jeg var særligt god til det. Jeg har fået mere selvtillid på det område. Det er en stor personlig lettelse.

Debatten om covid-19 og alle de afledte effekter har ofte været hård. Hvad har det betydet for dig?

Jeg har taget del i vaccinedebatten, hvor de to ekstreme grupper Pro-vax og Anti-vax er løbet med meget opmærksomhed, selvom de kun er et mindretal af befolkningen, og det er på midten med plads til nuancerne, vi bliver klogere. Som i så mange andre situationer, så er sandheden ikke så enkel. Men mine forsøg på at bibringe nuancer med udgangspunkt i data er undertiden blevet mødt med voldsomme og heftige reaktioner fra begge ekstreme grupper.

Jeg ville ikke have fortsat, hvis jeg ikke havde haft Benjamin til at rådgive mig og samle mig op, når ”the going got tough”. Det er jeg ked af at skrive, for alle dem, der ikke er så privilegerede at have midler til at betale en ”Benjamin”. Men det er sandt.

Det er vigtigt, at universiteterne er meget opmærksomme på dette, hvis vi skal undgå, at mange dygtige fagfolk holder sig væk eller trækker sig ud af den offentlige debat pga. den nogle gange hårde tone. Det ville betyde, at vi ikke får ikke hele talentmassen i spil – og vi mangler måske især at høre fra de mere eftertænksomme.

Kan du som forsker tage nogle positive erfaringer og indsigter med fra to år med pandemi? Og hvilke?

Jeg er glad for, at Anton Pottegård og jeg fik vist, at man kan se på sparsomme data og være enig om, hvad de viser, men også nå frem til to forskellige konklusioner, som vi gjorde det i et meget set Zetland program om covid-19 vacciner til børn. Det program fik så meget positivt feedback. For mig at se et klart tegn på, at borgerne påskønner nuancer.

Jeg er til gengæld skuffet over, hvor lille en rolle forskningen har fået lov at spille ift. evalueringen af de sundhedstiltag, der har været rullet ud. Vi kunne have været så meget klogere på denne og kommende pandemier, hvis vi havde inddraget forskerne i en videnskabelig udrulning af de forskellige interventioner, såsom vacciner, masker, skolelukninger og massetestning, så vi havde fået nogle mål for effekten.

Hvilken restriktion er du mest tilfreds med at slippe for?

Vaccinepas. Fordi det aldrig gav videnskabeligt mening. Myndighederne oversolgte i min optik vaccinerne for deres evne til at beskytte mod infektion og transmission, og associerede dem med frihed for restriktioner, selvom restriktionerne var et politisk valg.

De oversolgte også, hvad vi vidste om de nye vacciners sikkerhed. De underkommunikerede om det faktum, at alvorligheden af COVID-19 er meget afhængig af alder og underliggende sygdom, og at særligt unge raske mennesker ikke var i stor risiko, og de ignorerede i lang tid data, der viste, at naturlig immunitet er stærkere end vaccineimmunitet. 

Vaccinepasset tvang en masse raske unge mennesker med lav risiko for alvorlig COVID-19, inklusiv nogle, der allerede havde haft COVID-19, til at lade sig vaccinere, selvom mange slet ikke havde lyst til det. Nogle sad og græd, mens de fik vaccinen. Det krymper sig i mig at tænke på. Og jeg frygter, hvad det koster på tilliden til myndighederne på den længere bane.

Tror du, vi kommer til at tale om covid-19 igen næste vinter?

Ja, vi vil have sæsonbetinget SARS-CoV2 cirkulerende, og der vil blive testet for det og man vil følge indlæggelses- og dødstal. 

Kommer pandemien til at forandre noget eller vender vi hurtigt tilbage til status quo?

Under pandemien lavede vi et litteratureksperiment på Danish Institute for Advanced Study. Vi inviterede de studerende på SDU til at skrive en kort novelle om en dag i 2025.

Det var skræmmende læsning. Selv om de fleste forestillede sig, at vi i 2025 ”ser tilbage på” pandemien, forudså de også, at vi stadig ville bruge mundbind, stadig ville spritte alting af, og at vi stadig ville være bange for, at fremmede kom for tæt på os i bussen eller i toget.

Pandemien ville have efterladt et permanent mærke og gjort os mindre trygge ved at være i verden (samtlige noveller ligger online – varm anbefaling herfra).

Jeg er dog positivt overrasket over, hvor meget folk nu allerede igen synes at stå tæt, kramme og kysse. Og sådan skal det være. Vi er stærke eksistenser, skabt til at leve sammen med hinanden og med alverdens mikrober. Vi kan skade os selv ved at pakke os for meget ind. Vi har brug for at genskabe troen på vores duelighed.

Står vi bedre rustet til at håndtere en pandemi nu end før covid-19?

Lidt bedre, men slet ikke godt nok. Vi forsømte nemlig at inddrage forskerne og lære noget om effekten af vores interventioner undervejs. Det snakker jeg mere om her.