Skip to main content
Innovation

Nyt stort projekt skal skabe flere forskningsbaserede virksomheder

Med en bevilling på 75 mio. kr. fra VILLUM FONDEN ser et nyskabende og ambitiøst projekt dagens lys: ’Spin-outs Denmark’. Formålet er at skabe flere virksomheder, der udspringer fra forskningsmiljøerne ved alle landets otte universiteter. SDU bliver koordinator på projektet.

Af Susanne Siig Petersen, , 22-03-2021

’Spin-outs Denmark’ er i en dansk og europæisk sammenhæng et unikt samarbejdsprojekt, der skal løfte både antallet og kvaliteten af de forsknings- og teknologibaserede virksomheder, der udspringer fra de danske universiteter.

Formålet med projektet er også at skabe flere jobs for højtuddannede og understøtte udviklingen af et nationalt økosystem af akademiske iværksættere.

Virksomheder i verdensklasse

Baggrunden for projektets tilblivelse er, at Danmark har et stort uforløst potentiale og overgås af sammenlignelige europæiske lande og regioner, når det gælder etablering af nye virksomheder og kommercialisering i verdensklasse.

Det vil sige, dén forretningsskabelse, der udspringer fra forskningen og den innovation, som den giver muligheder for. Det skal der nu laves om på.

For at adressere disse udfordringer, har ’Spin-outs Denmark’ som projekt defineret tre hovedmål:

• At øge universiteternes kapacitet og kompetencer i teknologioverførslen.
• At øge antallet af forskere, der bliver iværksættere.
• At opbygge et stærkt og velfungerende iværksætterifællesskab.

SDU leder og koordinerer

SDU bliver koordinator på projektet, og for at sikre projektets fremdrift nedsættes et Advisory Board med erfarne internationale eksperter, repræsentanter fra Vækstfonden, Innovationsfonden, danske virksomheder og investorer.

Bevillingen på 75 mio. kr. finansierer det femårige forløb, og det er Syddansk Universitet der leder, koordinerer og driver projektet i et tæt samarbejde med landets øvrige syv universiteter.

Det er derfor en glad chef for SDU’s Research & Innovation Organisation (SDU RIO), Søren E. Frandsen, der sammen med kollegaerne nu endelig kan se det landsdækkende projekt blive en realitet: 

Det er et vigtigt og perspektivrigt projekt for Danmark, danske forskere og universiteter. Ambitionsniveauet er højt – og det siger også noget om udfordringen.

Søren E. Frandsen, chef for SDU RIO

– Vi har længe arbejdet for, at dette enestående samarbejde kunne blive til virkelighed. Det er et vigtigt og perspektivrigt projekt for Danmark, danske forskere og universiteter. Ambitionsniveauet er højt – og det siger også noget om udfordringen. Den glæder vi os til at tage på os, siger Søren E. Frandsen og fortsætter:

– Vi er derfor umådeligt glade for den meget flotte bevilling, som vi netop har modtaget fra VILLUM FONDEN. Den muliggør, at vi kan påbegynde et sådant projekt på tværs af alle landet universiteter.

– Jeg er overbevist om, at det ikke alene vil styrke samarbejdet universiteterne imellem, men også vil gavne hele samfundet i forhold til både iværksætteri, jobskabelse, innovation og kommercialisering af dansk forskning og viden.

Det var forskningsdirektør Thomas Bjørnholm fra VILLUM FONDEN, der overbragte den glædelig nyhed om bevillingen, og han ser naturligvis frem til projektet:

– Vores bevilling til Spin-outs Denmark er næring til det økosystem, som får grundforskning til at vokse til anvendelse.

– Vi glæder os over at have muligheden for at støtte op om universiteternes prioriteter og håber, at samarbejdet mellem tech trans-kontorerne ved de danske universiteter vil styrke dem i arbejdet med at levere innovation, som kan hjælpe med at tilvejebringe løsninger på f.eks. klimaudfordringerne.

Thomas Bjørnholm kommer som forskningsdirektør selv til at sidde med i projektets Advisory Board som observant og repræsentant for VILLUM FONDEN.

Spin-outs Denmark

Projektet er finansieret af VILLUM FONDEN med en 5-årig bevilling på 75 mio. kr.

Projektets midler anvendes på tre instrumenter:

  • Kapacitets- og kompetenceopbygning af universiteternes teknologioverførsel
  • faglig og finansiel understøttelse af forskere, der har potentiale til at blive iværksætter
  • opbygning af et stærkt og velfungerende iværksætterifællesskab.

Hvad får forskerne ud af det?

  • 40-60 postdocs får finansieret deres tid i op til et år
  • de får midler til at modne deres ideer eller teknologier med kommercielt potentiale
  • de får hjælp af erfarne mentorer til at udvikle både personlige og kommercielle kompetencer
  • de får adgang til aktiviteter og et netværk, der kan hjælpe dem videre.
Redaktionen afsluttet: 22.03.2021