Kroppen skal med i terapi

Hver tredje dansker rammes af psykisk sygdom i løbet af livet, og et stigende antal danskere går i disse år i psykoterapi for at få hjælp til deres psykiske problemer. Undersøgelser viser, at 80 procent af de patienter, der har været i psykoterapi, efterfølgende klarer sig bedre end patienter, som ikke har været i psykoterapi.

Men hvad foregår der egentlig, når patient og terapeut sidder på hver sin stol og taler sammen? Og hvad er det ved samtaleterapi, som hjælper?

Det har sprog- og interaktionsforskere fra SDU’s Institut for Sprog og Kommunikation undersøgt i et flerårigt samarbejde med Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Ganske ekstraordinært er forskerne blevet lukket ind i det terapeutiske rum, hvor kun patient og terapeut normalt har adgang.

Ord kan ikke stå alene i terapi

Gennem video- og lydoptagelser og fysiologiske målinger af terapeut og patient ved 634 terapisessioner samt daglige spørgeskemaer til de 30 patienter i behandling er de nået frem til overraskende resultater. Forskningsresultater som udfordrer vores gængse opfattelse af, at ordene da må være det vigtigste i samtaleterapi.

– Samtaleterapi er først og fremmest samværsterapi. Det kropslige samspil er afgørende for, hvad der sker i terapien. Det har været interessant at se ordene få deres væsentlighed i kraft af, at de fletter sig sammen med den kropslige interaktion.

– Sprog er tydeligvis ikke kun knyttet til tale, men til hele kroppen, siger professor Sune Vork Steffensen fra Centre for Human Interactivity på SDU. Han har ledet projektet sammen med lektor Thomas Wiben Jensen.

I løbet af forskningsprojektet er det blevet tydeligt for både forskere og terapeuter, at interaktion og koordination mellem patient og terapeut spiller en langt mere central rolle, end man har været opmærksom på hidtil.

– Gestik, mimik og det kropslige bliver en måde at tale om det, der er svært på. Vi kan se, hvordan terapeut og patient spejler hinandens gestik, og hvordan patienten inviterer terapeutens fortolkninger ind i samtalen for bedre at kunne navigere i sine fortællinger, forklarer Sune Vork Steffensen og uddyber:

- Terapeuterne er meget opmærksomme på, hvilken krop der ligger i det, som patienterne siger. Når de bringer disse observationer ind i samtalen og fx siger: ’Du taler meget højt, når du fortæller om det’, så ændrer interaktionen sig. På den måde bliver terapeutens perspektiv til en del af patientens selvforståelse.

Kroppens selvopmærksomhed i spil

Professor Sune Vork Steffensen er – efter flere års undersøgelser – ikke i tvivl om, at samspillet mellem terapeut og patient er fuldstændig afgørende for at forstå, hvordan psykoterapi virker.

– Interaktionen og koordinationen er psykoterapien. Ord er ikke bare midler til at dele eller udtrykke tanker. Sammen med det mimiske, gestiske og kropslige bidrager talen til at ændre patientens opmærksomhed på kropslige fornemmelser og følelser. For mig at se er psykoterapi i høj grad en læringsproces, siger Sune Vork Steffensen og tilføjer:

– Patienterne lærer at blive opmærksomme på deres egne kropslige reaktioner og derigennem forstå, hvad der sker og hvorfor de har det, som de har, fx i relationen til deres medmennesker og omverden. Det kan hjælpe dem til en mere fleksibel adfærd fremfor at hænge fast i psykopatologien.

Indsigter bruges i praksis

Det er ikke kun sprog- og interaktionsforskerne, som har haft stort udbytte af forskningssamarbejdet i det terapeutiske rum. På Brønderslev Psykiatriske Sygehus bruger de allerede mange af indsigterne fra SDU-forskernes systematiske undersøgelser af deres terapisamtaler.

– For mig har det været en gave at kunne se sig selv udefra og blive bevidst om, hvordan jeg arbejder med gestik og opfanger signaler fra patienterne.

– Jeg bruger det allerede aktivt som virkemiddel. Skruer op eller ned for min mimik eller spejling i terapisamtalerne afhængigt af hvilke typer patienter, jeg behandler, fortæller psykolog Stine Steen Høgenhaug.

Også for ambulatorieleder Marie Skaalum Bloch har forskningen leveret vigtig ny viden til arbejdet med patienterne, særligt i forhold til de udvalgte patienter, der på daglig basis har besvaret spørgsmål om deres humør, helbred og relationer i løbet af deres behandling.

– Patienternes selvrapportering giver os et langt mere præcist og værdifuldt indblik i, hvordan forandringer i patienternes tilstand svinger op og ned. Ligesom man kan se, at de dårlige perioder bliver kortere og færre under behandlingsforløbet, siger hun og uddyber:

– For terapeuterne er det vigtig læring til bedre at kunne håndtere, at patienterne har det dårligt også i løbet af behandlingen. Nu har vi data på, at den store forandring ofte først kan ses bagefter.

Viden skal bredes ud

Også rent samfundsmæssigt ser forskere og psykologer potentiale i metoderne til selvafrapportering fra patienter, så man bl.a. hurtigere kan afgøre om behandlingen har effekt, eller man skal prøve noget andet.

Marie Skaalum Bloch understreger desuden, at der er brug for at udbrede projektets dokumentation af, at det kropslige samspil er afgørende i psykoterapi.

– Det fylder forsvindende lidt på psykologistudiet, at så stor en del af kommunikationen mellem mennesker, handler om det kropslige og niveauerne under det talte sprog. Fremover burde det fylde langt mere i træning og supervision af psykologer. Efter projektet har jeg allerede ændret min supervision og lægger meget mere mærke til det kropslige i terapisamtalerne.

Samarbejde fortsætter

SDU-forskerne og Brønderslev Psykiatriske Sygehus fortsætter nu samarbejdet gennem et nyt projekt, der sigter mod at identificere de interaktionelle træk, der skaber de psykologiske forandringer.

Gennem et tværfagligt studie, hvor både interaktionsforskere og psykologer analyserer projektets data, er det forskernes mål at komme nærmere en forståelse af samtalens terapeutiske virkning.