Kvinder i forskning: Louise Nyholm Kallestrup

Der er en generel forestilling om, at forskningsverdenen er mandsdomineret. Er det en forestilling, du kan genkende? Og hvordan har du selv oplevet at gøre karriere i en ’mandeverden’?

Jeg er historiker og underviser på Historiestudiet. Her har vi de senere år oplevet, at rigtig mange unge kvinder søger ind på uddannelsen. I dag er det vel omtrent 40 pct. af de studerende, der er kvinder. Når der rekrutteres ph.d.-studerende afspejler det sig også, og de sidste ti år har vi haft rigtig mange dygtige kvindelige ph.d.-studerende. Her er andelen formentlig 50-50. Men desværre følger Historie det generelle flaskehals-billede for academia, hvor antallet af kvinder bliver færre, jo længere op på karrierestigen vi kommer.

Antallet af ”full professors” ved historieuddannelserne på de danske universiteter er 14 fordelt på de fem klassiske universiteter. Heraf er tre kvinder. Det viser med al tydelighed, at det er mere end bare en forestilling, at forskningsverdenen er mandsdomineret. Så rigtig mange kvinder oplever at være en af få i forskningssamarbejder, når de er på vej op ad karrierestigen.

Dette er en lang diskussion, som jeg har engageret mig i i mange år, og som vi dårligt kan komme rundt om her. Så jeg vil nøjes med en bemærkning, som jeg tror mange af mine kvindelige kolleger kan genkende, nemlig at kombinationen af at være ung og kvinde kan give dobbelte udfordringer i universitetsverdenen.  

Ofte forventes det, at man indtager sekretærrollen og tager referat, eller som minimum sørger for kaffen og bestilling af kage til møder. Her har det haft visse fordele at runde de 40.

Hvem er dine største forbilleder? Har du nogen, du spejler dig i?

Jeg har heldigvis mange. Både mandlige og kvindelige forbilleder. Og jeg er heldig at have flere som kolleger både på SDU og de øvrige danske universiteter. Folk som trods egen modgang formår at opføre sig ordentligt over for alle uanset hierarkisk placering, og som søger at løfte fællesskabet.

Skal man kigge lidt ud i verden, så har en række kvinder været banebrydende i historikerverdenen, både hvad angår temaer og approach. I dag bør enhver historiker naturligt forholde sig til køn som et parameter for en undersøgelse, hvad enten det er centrum for analysen eller ej. Men langt op i det 20. århundrede manglede kvinderne i historiske fremstillinger – og fordelingen mellem mænd og kvinder er trods alt noget af det, der er nogenlunde konstant gennem historien.

Nutidens kønsperspektiv udspringer i høj grad af kvindehistorien, og her var det en række kvindelige historikere, der var pionerer fra 1970’erne og 1980’erne. Mine egne kvindelige forbilleder er især Natalie Zemon Davis, Elizabeth Cohen og senere Lyndal Roper. De har på hver deres måde bidraget direkte og indirekte til min forskning. At Lyndal Roper i dag sidder som første kvindelige Regius professor i Historie på Oxford University er en blåstempling af både mine emner: hekseforskning, følelseshistorie og reformation, såvel som af kvindelige historikere.

Hvad drømmer du om at opnå med din forskning?

Jeg håber med min forskning og undervisning at kunne inspirere til videre studier, og at flere unge forskertalenter tager tematikkerne op. Hekseforfølgelser forekommer måske for nogen som et vel eksotisk forskningsemne, men det rummer en indgang til at forstå fortidens kulturelle, sociale normer og forestillinger på en måde, som er grundlæggende for forståelsen af datidens samfund i en bredere forstand. Hertil kan emnet noget i forhold til at bygge bro mellem universitetet og verden udenfor. Emnet vækker nysgerrighed, fordi det taler direkte ind i interessen for kulturarv og egen identitet, og på den måde medvirker til at gøre forskningen på universiteterne relevant. Dét håber jeg at være med til at udbrede.