Derfor holder Trump til flere kritiske sager end andre præsidenter

Først var der den langstrakte Rusland-undersøgelse mod Trump, der dokumenterede russisk indblanding ved præsidentvalget i 2016 og kontakter mellem Trumps kampagnestab og Rusland, men ikke fandt beviser for en kriminel sammensværgelse mellem Trump-staben og den russiske regering.

I begyndelsen af 2020 kom så rigsretssagen mod Trump for ulovligt at have anmodet den ukrainske præsident om at videregive skadelige oplysninger om præsidentkandidat Joe Biden og hans søn og holde udbetaling af militærstøtte til Ukraine tilbage. Her blev Trump frikendt af et flertal af republikanske senatorer.

Og indimellem har der været andre alvorlige sager om bl.a. sammenblanding af personlige og statslige interesser. Alle har de været kendetegnet ved at være skandaler, som ville give enhver anden amerikansk præsident alvorlige problemer. Men Trump har verfet sagerne af sig, og kæmper nu for at få fire år mere i Det Hvide Hus.

Men hvorfor holder Donald Trump til langt flere kritiske sager end andre politikere? Det giver to af landets førende eksperter i amerikanske forhold, Niels Bjerre Poulsen og Jørn Brøndal, fra Amerikanske Studier på SDU, deres bud på her:

1. Det Republikanske Parti overgav sig

Niels Bjerre Poulsen: - Da Trump blev valgt som præsident stod det klart, at de amerikanske demokratiske institutioner ville blive testet. Ser man på, hvordan systemet har klaret presset de seneste fire år, bliver det tydeligt, at domstolene og medierne har klaret det godt, mens det har haltet gevaldigt hos de republikanske medlemmer af kongressen.

-Kongressens rolle som kontrollerende instans i forhold til præsidenten har ikke bestået prøven. Det har været den største overraskelse, at Det Republikanske Parti, der var meget modvillige overfor Trump som præsidentkandidat, på en eller anden måde overgav sig til Trump. Særligt tydeligt var det i rigsretssagen, hvor kun ét republikansk kongresmedlem stemte for at dømme Trump, selvom anklageskriftet var klokkeklart.

Jørn Brøndal: -Det har tydeligvis været svært for republikanerne at stille noget op overfor præsident Trump. Dem der har forsøgt og været tydeligt kritiske - eksempelvis Jeff Flake og Bob Corker – har ikke haft den store succes med kritikken og er nu ude af politik.

-Det hører også med til historien, at partiet har fået mærkesager igennem under Trump; både en stor skattepakke, massevis af antiregulerings-tiltag, USA ud af klimaaftalen og handelskrigen med Kina er dagsordener med opbakning i Det Republikanske Parti.

2. Trumps base

Niels Bjerre Poulsen: - Det er lidt af en gåde, hvordan Det Republikanske Parti på den måde blev Trumps parti, men meget handler nok om, at republikanerne nødigt vil lægge sig ud med Trumps vælgerbase. Trump har konstant i fire år i stort set alle meningsmålinger haft opbakning fra ca. 40 pct. af vælgerne, uanset om han var ramt af skandaler eller rigsretssag.

-Støtten til Trump har været bemærkelsesværdig stabil i forhold til tidligere præsidenter, der svinget markant mere i opbakning. Lige nu rykker meningsmålingerne dog en del til Joe Bidens fordel, så det bliver interessant, hvordan Trumps base ser ud til valget 3. november.  

Jørn Brøndal: - Trump holder til alle de dårlige sager, fordi hans base af vælgere følger ham i tykt og tyndt. De opfatter ham som meget mere autentisk end andre politikere, fordi han taler magteliten midt imod. Det elsker de, selvom Trump jo ret beset er en del af magteliten.  Derfor tilgiver de ham også gerne, at han siger en masse forkerte ting.  Dog er der i den nuværende valgkamp en tendens til, at de budskaber ikke længere står så stærkt.

-Trumps anti-globaliseringsbudskaber i forhold til bl.a. immigration og frihandel – der er en ny tendens helt i toppen af amerikansk politik – har også været populære budskaber hos vælgerbasen. Antiglobaliserings-budskaber har eksisteret længe, men har for det meste boblet lige under overfladen. Med Trump er de nærmest strøg til tops i partiet.

3. Trump og medierne

Niels Bjerre Poulsen: - Trump havde, allerede før han blev indsat som præsident, en klar strategi om, at de etablerede medier var hans hovedfjende – ikke demokraterne. Det gjaldt om at undergrave hans tilhængeres allerede begrænsede tillid til medierne, så de blev immune overfor dårlig omtale af Trump. De skulle ikke stole på, hvad de læste i medierne, men læse Trumps Twitter-konto i stedet.

-Meget sigende for forholdet til medierne har han et fast ritual ved sine rallys, hvor alle på et tidspunkt vender sig mod de fremmødte journalister bagerst i lokalet og buh’er. På den måde er Trumps forhold til medier nået helt andre højder, end man er vant til. Normalt undskylder og forklarer politikere, hvis de fanges i usandheder, og anstrenger sig for ikke at gentage fejlen. Trump er fuldstændig ligeglad med, at medierne påviser hans usandheder. Det bekræfter bare, at medierne er ude efter ham og ikke er til at stole på.

Jørn Brøndal: - I et ekstremt segmenteret amerikansk mediebillede, der opererer i forskellige paralleluniverser, har Trump i tweetet fundet en ny og effektiv måde at styrke sit forhold til vælgerne på. På Twitter kommunikerer han med sin base af millioner af republikanske græsrødder fuldstændig uden filter, en klar kommunikationsform, som andre amerikanske præsidenter hidtil kun har kunnet drømme om. 

4. Populisme og polarisering

Jørn Brøndal: -Det er vigtigt at holde sig for øje, at Trump ikke er en trold skudt op af en æske. Han repræsenterer tværtimod en populisme og polarisering, som løbende er blevet opbygget i Det Republikanske Parti. Man har helt tilbage fra 1990’erne tilladt en populisme at florere bl.a. med politikere som Pat Buchanan, Sarah Palin og hele Tea Party-bevægelsen, som man ikke har gjort nok for at inddæmme. Og med Trump mistede partieliten kontrollen med partiet.

-Sideløbende er polariseringen i amerikansk politik vokset markant. Et vigtigt startpunkt var, da Newt Gringrich som formand for Repræsentanternes Hus satte gang i den republikanske revolution, der prioriterede en hård stil med angreb mod politiske modstandere fremfor kompromiser og samarbejde. Den linje vandt genklang i befolkningen.