Skip to main content
DA / EN
Ny forskning

SDU intensiverer forskningen i kunstig hud

Forskere vil udvikle og 3D-printe hud til mennesker. Novo Nordisk Fonden giver 15 mio. kr. til nyt forskningsprojekt.

Af Birgitte Svennevig, , 10-03-2020

At blive i stand til at fremstille kunstig hud og andre organer er en af forskningens helt store udfordringer i disse år. Gevinsterne er mange og inkluderer bl.a. bedre behandling af sår-patienter, medicinalforskning uden dyreforsøg og mere effektiv sygdomsforskning.

Forskningsområdet er stadig i sin vorden, og med en bevilling på 15 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden melder lektor Jonathan Brewer og adjunkt Kedar Natarajan fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi sig nu ind i kampen om at udvikle og 3D-printe hud til mennesker.

Brewer og Natarajan er en del af en forskningsgruppe, der i denne sammenhæng også inkluderer professor Jörg P. Kutter fra KU og lektor Jakub Szedinski fra KU og DanStem.

For let at rive over

Over hele verden arbejder forskere hårdt på at fremstille kunstig menneske-hud, og det er også lykkedes flere at fremstille noget, der kan kaldes kunstig hud.

Men ifølge Jonathan Brewer har ingen endnu fundet den perfekte opskrift; der er stadig langt til, at vi står med noget, der har samme kvalitet og egenskaber som rigtige menneskers hud.

- Fx er der robustheden og elasticiteten. Den kunstige hud er meget skrøbelig og for let at rive over i forhold til rigtig hud, siger Jonathan Brewer.

Alle mennesker har deres egen hudfarve, så det gælder også om at kunne genskabe den

Jonathan Brewer, biofysiker

En anden udfordring er udseendet af den kunstige hud. - I dag ser al kunstig hud ens ud – ensfarvet hvid. Men alle mennesker har deres egen hudfarve, så det gælder også om at kunne genskabe den. Målet må være, at den enkelte patient kan få en transplantation med hud, der passer til patientens egen.

Brewer og kollegerne har flere mål med dette forskningsprojekt. Helt grundforskningsmæssigt vil de undersøge hudens mekaniske egenskaber; hvordan reagerer de forskellige lag af huden på forskellige stimuli?

Færre dyreforsøg

Sådanne forsøg kan kaste værdifuld viden af sig, som kan bruges til at skabe nye og bedre former for kunstig menneske-hud.

Et andet mål er at blive i stand til at printe hud med forskellige variationer. Måske en forsker er interesseret i at tilføje cancerceller under printningen. Måske en anden forsker vil tilføje hårfollikler for at studere hårdannelse og vækst.

- Jeg forventer, at den farmaceutiske industri bliver i stand til at spare en hel del dyreforsøg, når sådanne teknikker bliver mulige, siger Jonathan Brewer.

Kunstig hud på lager på sygehuse

Der er store perspektiver i at udvikle individuelt skabt kunstig hud til den enkelte patient, men det er ikke ensbetydende med, at alt forsknings-krudt bør fyres af i den retning, mener Jonathan Brewer.

Lige nu tager det fx tre uger at dyrke hud til brandsårspatienter.

Som alternativ forestiller Brewer sig, at der kan være værdi i at undersøge, om det er muligt at udvikle et antal standard hudtyper, som kan ligge på lager og være klar til brug på sygehusene. Det er for tidligt at sige, om det er muligt, men det vil have stor betydning - også i forhold til udvikling af andre kunstige organer.

- Dette kan være et realistisk mål, hvis vi også bruger noget energi på at finde metoder, der gør det muligt for standard-typerne at blive accepteret af patientens krop. Lige nu er det en stor udfordring, men jeg mener, det er en udfordring, der kan løses, siger Jonathan Brewer.

Projektets titel er Multiscale approach to engineer 3D bio-printed physiological human skin for use in basic and applied research og støtten er givet inden for Interdisciplinary Synergy Programmet.

Mød forskeren

Jonathan Brewer er biofysiker, lektor og forskningsleder på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 10.03.2020