Genforeningen 100 år: 1920-2020
Den 10. februar er det 100 år siden at borgerne i det nuværende Sønderjylland, stemte om deres nationale tilhørsforhold. Professor Nils Arne Sørensen uddyber baggrunden for Genforeningen.
Hvad baggrunden for grænsedragningen i 1920?
Konkret var baggrunden to folkeafstemninger: I februar i det nuværende Sønderjylland (zone 1) og i marts i det, vi nu kalder Sydslesvig, men som dengang blev betegnet som Mellemslesvig (zone 2). Folkeafstemningerne skulle sikre, at grænsen fulgte befolkningens nationale sindelag.
At det overhovedet blev muligt at revidere den dansk-tyske grænse, skyldtes Tysklands nederlag i 1. verdenskrig, men samtidigt, at forestillingen om national selvbestemmelsesret i løbet af krigen blev et centralt begreb, når man diskuterede, hvordan Europa skulle organiseres efter krigen.
Krigens sejrherrer gjorde sig til stærke fortalere for den nationale selvbestemmelsesret, og derfor var der solid medvind, da Danmark fremlagde ønsket om grænseændring på baggrund af folkeafstemninger på fredskonferencen i Paris i 1919. At Tysklands nye, demokratiske styre også var indstillet på, at den nordlige del af Slesvig skulle afgives til Danmark, var selvfølgelig også en fordel.
Ved afstemningerne (hvor valgdeltagelsen var tårnhøj) stemte 75 procent i zone 1 for Danmark, mens 80 procent i zone 2 stemte for Tyskland. Det førte til, at Slesvig blev delt langs grænsen mellem de to afstemningszoner.
Vi kalder det en Genforening, er det dét?
Både ja og nej. Nej, fordi kongeriget Danmark kun gik til Kongeåen. De danske konger havde godt nok også magten i Slesvig (og Holsten), men som hertuger. Slesvig var altså en del af det danske monarkis besiddelser, men ikke en del af kongedømmet Danmark – det gik kun til Kongeåen. Junigrundloven fra 1849 gjaldt således ikke i Slesvig.
Fra senmiddelalderen og til 1800-tallet var Slesvig på mange måder tættere knyttet til det tyske Holsten end til Danmark nord for Kongeåen.
Men før Sønderjylland i 1232 var blevet gjort til et hertugdømme af Valdemar Sejr, havde landsdelen ikke haft en særlig status. Det fik den først i løbet af de følgende ca. 200 år, og den tætte tilknytning til det tyske Holsten betød, at både tysk og dansk var talesprog i Slesvig.
De nationale bevægelser
Da nationale bevægelser voksede frem, krævede både danske og tyske nationalister, at Slesvig skulle være en del af deres nationalstat. Slesvig kom derfor til at spille en helt central rolle i det danske nationale projekt, hvor man ud over sprog også betonede, at landet oprindeligt havde været dansk.
De nationale bevægelser splittede også befolkningen i Slesvig i dansk- og tysksindede fra 1830erne. Det førte til krige i 1848 og 1864, og efter nederlaget i 1864 blev håbet om, at Nordslesvig, hvor dansksindede udgjorde flertallet, kunne blive dansk helt centralt i Danmark og blandt de dansksindede slesvigere.
Det skete i 1920, hvor Slesvig blev delt, og Slesvigs deling er på mange måder den mest præcise måde at omtale det, som vi kalder genforeningen, hvis vi ser på det i termer som stat og suverænitet. Men i national kulturel forstand giver genforening god mening – også uden at hente ammunition tilbage i tiden før 1232.
Hvad karakteriserede det Sønderjylland, som kom hjem?
Først og fremmest at det var et område domineret af landbruget. Slesvigs i særklasse vigtigste by, Flensburg, havde stemt for at forblive tysk og lå derfor efter 1920 syd for grænse og toldmure.
Efter 1920 måtte landbruget i Sønderjylland derfor omstille sig fra at forsyne det tyske marked og til en dansk model med intensivt landbrug. Det betød, at mange landmænd oplevede trange tider i 1920’erne.
Man skal også huske på, at der var grænser for, hvor dansk Sønderjylland faktisk var. Vi glemmer tit de 25 procent i zone 1, der stemte for at blive ved med at være tyske statsborgere. For de 25.000-30.000 tysksindede borgere i Sønderjylland var der ikke noget at glædes over: Først havde de tabt krigen, så havde de mistet deres fædreland.
Hvad gjorde Danmark for at understøtte, at Sønderjylland nu var en del af Danmark?
Rigtigt meget. Den danske stat var meget bevidst om, at Sønderjylland naturligvis var anderledes end resten af landet, og at det var vigtigt at integrere det fuldt ud i Danmark.
Derfor blev der fx investeret massivt i infrastruktur, så Sønderjylland kom til at hænge bedre sammen med resten af landet. Der blev samtidig indført visumtvang ved den dansk-tyske grænse, og det understregede landsdelens nye, danske status.
Der kom også en stribe statsinstitutioner til landsdelen, ligesom der naturligvis blev flyttet militær til landsdelen. Sidst - og nok allervigtigst - blev uddannelsessystemet systematisk fordansket. Det skulle sikre og gerne udbrede danskheden.
Grænsen i 1920 betød også to nye mindretal; et dansk i Sydslesvig og et tysk i Sønderjylland – hvordan har de levet med majoritetsbefolkningen?
Både det tyske mindretal i Danmark og det (meget mindre) danske mindretal i Tyskland arbejdede i årene efter 1920 først og fremmest på at styrke sammenholdet indadtil gennem opbygning og styrkelse af nationale foreninger, kirker og skoler.
Både nord og syd for grænsen levede mange også i håbet om ændringer af grænsen. Det fik størst konsekvenser for det tyske mindretal, der lokket af nazisternes slagord om ”et folk, et rige”, i vid udstrækning lod sig nazificere. Det gjorde skellet til danskerne skarpere, især efter 1945, hvor mange ”hjemmetyskere” blev retsforfulgt, fordi de havde gjort tysk krigstjeneste.
Siden er det heldigvis gået meget fremad, både nord og syd for grænsen. Et vigtigt skridt var dansk-tysk gensidig anerkendelse af mindretallenes rettigheder i 1955. Danmarks EF-medlemskab hjalp også med til at mindske skellene, og i dag taler mindretallenes foreninger med klar stemme om vigtigheden af brobygning mellem majoritet og minoritet.
Mød forskeren
Nils Arne Sørensens primære forskningsområder er første verdenskrig og mellemkrigstidens politisk-kulturelle historie, amerikaniseringsprocesser i Danmark, tid og tidsforståelser, byrum og materialitet, fortidsbrug og erindringshistorie.