Julefred under krig hører fortiden til

Isnende kulde, konstant beskydning, rædsler og død var hverdag for soldaterne i skyttegravene langs Vestfronten under 1.

Verdenskrig, og blandt de fleste unge mænd i uniform begrænsede juleønskerne sig til at overleve krigens rædsler.
Men juleaftensdag i 1914 skete der noget uventet. Geværerne tav, og tyskerne tændte små juletræer i deres skyttegrave, og hen under aften genlød først skyttegravene, siden Ingenmandsland af julesalmen ”Glade Jul” på mange sprog. Og soldater og officerer vovede sig ubevæbnede op af skyttegravene og ud i Ingenmandsland. Her mødtes soldaterne midt på slagmarken, hvor de hilste, hentede døde og sårede, udvekslede smågaver, viste billeder af koner, børn og kærester og spillede fodbold.

Ændret DNA

– De spontane våbenhviler i julen 1914 – og i meget mindre omfang i 1915 – under 1. Verdenskrig har man ikke set siden, heller ikke i andre krige, fortæller professor, lic.phil. ved Institut for Historie, Nils Arne Sørensen.
Krigens DNA har nemlig ændret sig markant siden de to store verdenskrige, og det er en af årsagerne til, at 1. Verdenskrigs uformelle våbenhviler ikke kunne finde sted i dag.
– I 1914-18 førte man statskrig. Det var en temmelig stabil krig, og de våben og det udstyr, der blev brugt førte til, at det blev en skyttegravskrig og altså dermed en ret stilleliggende, og det er nødvendige forudsætninger for, at disse spontane våbenhviler kan opstå, forklarer Nils Arne Sørensen.

Lighed blandt fjender

Når den uformelle julefred kunne opstå for hundrede år siden, hænger det også sammen med, at der blandt soldaterne og nationalstaterne herskede en vis lighed.
– Man lignede hinanden en hel del. Kulturelt, økonomisk og udstyrsmæssigt. Soldaterne kæmpede først og fremmest for konge og fædreland med en nogenlunde fælles forståelse af fjendebilledet. Soldaterne kæmpede mod ligemænd, ikke mod ”undermennesker” af en fremmed ideologisk og kulturel opfattelse, siger Nils Arne Sørensen.

Rædselsslagne generaler

Når de spontane våbenhviler ikke fik rodfæste gennem hele krigen, skyldtes det til dels den reaktion, de affødte blandt de militære ledelser. Der blev allerede i 1914 udsendt rasende bulletiner om, at den slags forbundet med dødsstraf for både officerer og menige.
– Der er ikke noget at sige til, at militærledelserne blev bange. Man risikerede jo, at folkene opdagede, at fred var bedre end krig, og nægtede at slås. Eller endnu værre: vendte geværerne mod egne befalingsmænd og deserterede i flokke.

En nutidig umulighed

I dag er det helt utænkeligt, at en sådan spontan våbenhvile kan opstå på grund af en højtid – eller i det hele taget, mener Nils Arne Sørensen.
– Vi udkæmper ikke statskrige mere. Vi udkæmper borgerkrige, ofte med international indblanding og højteknologisk krigsudstyr, og det betyder implicit, at vi i vores udgangspunkt er ideologisk og ofte også kulturelt meget langt fra hinanden. – Fjendebillederne er kort sagt blevet langt stærkere, siger Nils Arne Sørensen.

Af Helle Dioni, held@sdu.dk

Se hele artiklen i Ny Viden