Skip to main content
DA / EN

Det grønne foreningshus ved Sønderborg

SDU-studerende har opfundet et klimaanlæg, som kan erstatte de konventionelle anlæg. Det nye energivenlige anlæg kører på havvand. I det næste halve år bliver klimaanlægget testet i et foreningshus på Als

Ideen startede som et semesterprojekt, men nu bliver et energivenligt klimaanlæg testet med en reel mulighed for at komme i stordrift. Michael Sørensen og Henrik Andersen står bag et nyt bæredygtigt anlæg, som bruger

Green Water

havvand til at afkøle eller opvarme bygninger. Målet med anlægget er at gøre danske forbrugere uafhængige af fossile brændstoffer, som biogas, kul og olie.
– Det er grønt, det er fossilfrit, og det har en høj virkningsgrad. Danmark er omgivet af vand, og derfor har vores klimaanlæg gode betingelser. Havet er jo en uudtømmelig energikilde i forhold til de fossile brændstoffer biogas, kul og olie, siger Michael Sørensen.
Klimaanlægget er netop installeret i Hardeshøj Foreningshus, hvor de to ingeniører over det næste halve år i projektet Green Water skal teste blandt andet virkningsgrader, valg af materiale og hardware, og derudover dokumentere mulige miljøpåvirkninger.

Bæredygtig teknologi med potentiale

Bitten og Mads Clausens Fond har støttet projektet med to millioner kroner i alt. Det nyindviede Green Water Living Lab i Hardeshøj Foreningshus skal blandt andet være med til at sikre, at Sønderborg bliver CO2-neutral i 2029. Et mål, som byen går benhårdt efter at opnå. Men teknologien vil kunne installeres i alle nye byggerier, så klimaanlægget har stort potentiale for at blive brugt som en bæredygtig energikilde.
Klimaanlægget skal afkøle og opvarme foreningshuset, der huser både motorcykelklub, dykkerklub og fest- og mødelokaler. Anlægget bruger meget lidt elektricitet og bliver drevet af solceller på taget. Det gør foreningshuset helt CO2-neutralt.

Ambitioner i stor skala

En dansk husstand forbruger i gennemsnit cirka syv-otte kilowatt under spidsbelastning, og anlægget på Hardeshøj Foreningshus producerer til otte husstande.
Næste skridt er at folde projektet ud i en større skala, som skal afdække, om der er økonomi i anlægget. Derudover mangler makkerparret at få udviklet den software, som kan bringe anlægget op på den helt store skala. Michael Sørensen og Henrik Andersen leder efter en samarbejdspartner, der kan drive et nyt site.
– Vores studieprojekt kunne skabe 7 kilowatt. Anlægget i Hardeshøj Foreningshus kan skabe 80 kilowatt. Det nye site bør være et 5-10 megawatt-anlæg. Det bliver potentielt 1000 gange større end det første anlæg, som stadig sidder i kælderen under Alsion, fortæller Michael Sørensen.

Af Stine Charlotte Hansen, stich@sdu.dk

Se hele artiklen i Ny Viden

Redaktionen afsluttet: