Gennem nationalt og internationalt samarbejde sikrer vi det store perspektiv og får den nyeste viden og udbreder vor egen viden til gavn for vore patienterne.
Vi vil med innovativ forskning og nytænkning skaffe midler til translationel forskning, hvor vi kan gøre en forskel både i diagnostik og behandling. Vi vil også ved epidemiologisk forskning udnytte de registre, vore patienter er en del af, til at klarlægge mønstre og sammenhænge til gavn for de kommende patienter. Udvikling af nye og skånsomme diagnostiske metoder ved hjælp at ny teknologi har høj prioritet. Vi vil også tilstræbe, at forskningen er patientnær, og hvor det er muligt, at den enkelte patient direkte kan have glæde af at deltage i et forskningsprojekt. Endelig vil vi tilstræbe, at størstedelen af vore patienter kan deltage i et projekt, så både de og kommende patienter kan få glæde af de mange data og prøver, der indsamles ved indlæggelse eller et ambulant forløb. Det skylder vi patienterne.
Forskningen vil være flerstrenget og inden for flere lungemedicinske områder, så vi kan sikre, at mange patienter får tilbuddet om deltagelse. Fra det mindste molekyle til eksempelvis svære socialkomplekse palliations-forløb. Vægten vil ligge på de områder, hvor vi mener, vi kan gøre en forskel - baseret på viden og innovation.
I det daglige kliniske arbejde ser vi mange patienter med KOL og astma, hvorfor diagnostik, udvikling og afprøvning af ny medicin inden for disse sygdomme prioriteres. Lungecancer er også et stort område, hvor vi gerne vil være førende. Infektionssygdomme i luftveje og lunger udgør en betydelig del af akutte indlæggelse og medfører stor sygelighed i det hele taget i befolkningen. Allergi har betydning for mange og bør generelt prioriteres højere. Forekomsten af interstitielle lungesygdomme er stigende og her vil vi gerne være med til at facilitere forskning og behandling.
Forskningen udgår fra Lungemedicinsk Forskningsenhed, hvor vi samarbejder med en række andre specialer. Vi lægger vægt på at deltage i kliniske lægemiddelforsøg og afprøvninger, så vi også kan tilbyde vore patienter fremtidens behandling. Denne del skal også være med til at befordre vor egen investigator-initerede forskning.
Vi er på nuværende tidspunkt én professor, 4 deltidsforskere på overlægeniveau, én postdoc, 6 phd studeredende, 4 medicinstuderende og 4 forskningssygeplejersker. Målet er inden for 5 år at udvikle afdelingen, så den omfatter 2-3 professorer, 2-3 post-docs, 6 deltidsforskere, 8-10 phd studerende, 6 forskningssygeplejersker og 4-6 medicinstuderende. Medarbejderne vil løbende blive tilbudt uddannelse og udviklingsforløb lokalt, nationalt og internationalt, så vi kan opretholde de høje professionelle kompetencer.