Slutrapport fra det maritime evakueringsprojekt
Tre års forskningsarbejde inden for det danske maritime sundhedsvæsen er afsluttet, og den endelige rapport er netop offentliggjort.
Tre års forskningsarbejde inden for det danske maritime sundhedsvæsen er afsluttet, og den endelige rapport er netop offentliggjort på såvel Den Danske Maritime Fond som CMSSs hjemmeside. Det overordnede formål med dette projekt er en belysning af, hvorledes kvaliteten af de maritimmedicinske ydelser kan optimeres samt en analyse af, hvorvidt det samlede danske maritime telemedicinske system leverer på et sammenligneligt internationalt niveau. Fokus har været på evakueringer, som afspejler de mest alvorlige og kritiske helbreds- og sikkerhedsmæssige hændelser om bord i den danske handelsflåde. Projektet har over en 3 årig periode bidraget til en kortlægning af det maritime sundhedsvæsen og i særdeleshed de maritimmedicinske ydelser; herunder hvad der registreres, af hvem og hvordan. Særligt sidstnævnte har været en høj prioritet og muliggjort etableringen af et unikt register for RMD sager i Danmark, hvorfra forskere i samarbejde med det maritime sundhedsvæsen nu og fremadrettet kan trække viden om søfolkenes sygdoms- og ulykkesmønstre til søs med henblik på at fremme forebyggelse, sundhedsfremme tiltag samt behandling til søs. Samarbejde er etableret med andre søfartsnationers TMAS enheder, og arbejdet er godt i gang for at klargøre journaldata elektronisk således, at en benchmarking er mulig på relevante indikatorer.
Download og læs den afsluttende rapport her: Optimering af det danske maritime sundhedsvæsen.