Skip to main content
Forskning
Nyhed

Tresserne var et omskifteligt årti, også uddannelsespolitisk set

Hvordan så uddannelsessystemet ud 1968?

Af Center for Gymnasieforskning, , 10-04-2024

Tresserne var et omskifteligt årti, også uddannelsespolitisk set. Gymnasiet havde tidligere i store træk været en skole for samfundets elite, men i løbet af tresserne begyndte også arbejderklassens børn at få adgang til gymnasiet, og nye pædagogiske tanker fik indflydelse på skolens organisering og arbejdsformer, såsom elevdemokrati. Anders K. Ljungdalh og Ane Qvortrup undersøger i artiklen ”The Doing of Upper Secondary School” erfaringerne fra uddannelsessystemet i denne omskiftelige tid. Det gør de gennem analyse af 70 danske stile fra studentereksamen i 1968, der besvarer opgaven: ”Sociale skel og fordomme i Danmark i dag”, og som i store træk tematiserer sociale skel og fordomme i uddannelsessystemet fra den tid.

Fokus i analysen er på de erfaringer, eleverne trækker ind som gyldige grunde, antagelser eller betingelser i deres ræsonnementer. Her havde eleverne – ikke overraskende – ofte fokus på, hvordan de sociale skel og fordomme kom til udtryk i den verden, de kendte, dvs. i uddannelsessystemet, der på det tidspunkt bar kraftigt præg af de sociale klasseskel, men som også var under forandring, og bl.a. genstand for uddannelsespolitiske og pædagogiske interventioner. At have et primært fokus på variationen i elevernes stile er tænkt som et bidrag til curriculumforskning og uddannelseshistorisk forskning, idet elevprodukter i sådanne sammenhænge oftest blot bruges illustrativt. Artiklen bygger bl.a. på Harry Haue, Vagn Skovgaard-Petersen og Erik Nørrs arbejde vedrørende gymnasieinstitutionens historie, men også i bredere forstand på skolehistoriske udgivelser af bl.a. Ning de Coninck-Smith.

Læs her artiklen her

Artiklen er en del af projektet ”Knowledge and learning in the Danish Gymnasium”, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, som du kan læse mere om her

For mere information kontakt Center for Gymnasieforsknings fokusområdeansvarlige for ”Gymnasiet i et historisk perspektiv”, lektor Anders Kruse Ljungdalh, på ankl@sdu.dk. Læs mere om dette og de øvrige fokusområder her

Har du spørgsmål?

Kontakt lektor Anders K. Ljungdalh

Klik her

Redaktionen afsluttet: 10.04.2024