Skip to main content
Forskning
Artikel

Rekruttering & Fastholdelse

I foråret 2023 indledte Ane Qvortrup og Anke Piekut et samarbejde med Region Hovedstaden om at undersøge seks ungdomsuddannelsers mulighed for at øge ansøgertal og fastholde elever på uddannelsen. I årene forud for dette, var der en række politiske beslutninger, der fik stor betydning for en række ungdomsuddannelser.

Af Center for Gymnasieforskning, , 26-01-2024

I foråret 2023 indledte Ane Qvortrup og Anke Piekut et samarbejde med Region Hovedstaden om at undersøge seks ungdomsuddannelsers mulighed for at øge ansøgertal og fastholde elever på uddannelsen.  I årene forud for dette, var der en række politiske beslutninger, der fik stor betydning for en række ungdomsuddannelser. I oktober 2021 vedtog regeringen at fire ungdomsuddannelser i Hovedstadsområdet og to ungdomsuddannelser i Aarhus ikke måtte optage elever fra skoleåret 2022. Begrundelsen var at uddannelserne igennem en årrække havde oplevet faldende søgning og var udfordret på en skæv elevfordeling. Nogle forskere fra Center for Gymnasieforskning fulgte tre af skolerne for at undersøge, hvordan skolerne greb et 0-optag an og hvilken betydning det havde for skolen som organisation, for skolekulturen og for undervisningen. Ud af denne undersøgelse voksede samarbejdet mellem Region Hovedstad og seks gymnasier i Hovedstadsområdet.

Rekruttering & Fastholdelse

Samarbejdet mellem skolerne, Regionen og Center for Gymnasieforskning havde til formål at undersøge, om og hvordan skolerne kunne rekruttere flere 1. prioritetsansøgere og fastholde de elever, der startede på skolen. I projektet ’Rekruttering & Fastholdelse’ samarbejdede vi med følgende skoler: Hvidovre Gymnasium & HF, Høje-Taastrup Gymnasium, Herlev Gymnasium & HF, NEXT Sydkysten, Ørestad Gymnasium og Lyngby Handelsgymnasium U/NORD. Vi undersøgte strategipapirer, tiltag og introforløb, eleverne svarede på en survey om skolestart, introforløb, fortællinger om skolen og trivsel, blandt andet. Vi interviewede elever, lærere og ledere og observerede undervisningen i introforløbet.

Hvad fandt vi?

I undersøgelsen finder vi frem til, at skolerne yder et stærkt og kvalificeret arbejde med at rekruttere og fastholde elever igennem iværksatte tiltag og strategier. Vores undersøgelse viser også, hvilke tiltag der især har et stort potentiale, og hvordan tiltag yderligere kan skærpes eller justeres. Vi finder også frem til en række tværgående temaer, der har betydning for skolernes rekruttering og fastholdelse, nemlig trivsel, fællesskab, relationer, mangfoldighed og fortællinger om skolen. Vi finder også en række strukturelle forhold, der gør det vanskeligt for skolerne at øge ansøgertal – og fastholde de elever, de er blevet tildelt uden at eleverne har ønsket denne ungdomsuddannelse. De strukturelle forhold kræver politiske løsninger og har afgørende indflydelse på de nævnte skolers råderum og handlemuligheder. I rapporten ’Rekruttering & Fastholdelse’ kommer vi med en række anbefalinger på det videre arbejde med introforløb, trivsel, fællesskaber, mangfoldighed og fortællinger om skolen. Disse anbefalinger kan du læse her: https://www.regionh.dk/presse-og-nyt/pressemeddelelser-og-nyheder/Documents/Rapport-om-rekruttering-og-fastholdelse-i-gymnasier-med-skaev-elevsammensaetning-og-vigende-soegning.pdf

Redaktionen afsluttet: 26.01.2024