Dimission mastere i gymnasiepædagogik

Af CfGE, cfge@sdu.dk, 24-09-2024

I fredags dimitterede vores Mastere i gymnasiepædagogik, 2023-årgang. Jeppe Kragelund, rektor på Mulernes Legatskole i Odense, holdt festtalen
og der blev overrakt masterbeviser, sunget, spist og hygget. Det var festlige timer, men også et vemodigt afsked med 2 års tilknytning til Masteruddannelsen på SDU. Vi i Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning, er glade for og stolte over at kunne sende reflekterede, nysgerrige og dygtige mastere ud i verden igen.  Tillykke til jer – og god vind fremover!

Jeppe Kragelunds tale kan læses herunder:

Kære dimittender

Hjertelig tillykke med eksamensbeviset.

Jeg hedder Jeppe Kragelund og fra den 1. maj sidste forår blev jeg en del af Fyn og Odense, da jeg var så heldig at få jobbet som rektor på Mulernes Legatskole.

Adgangen til det job gik - foruden held - naturligvis gennem min masteruddannelse her fra Syddansk Universitet, naturligvis.

Ingen lederstilling uden at man har været igennem Peter Henriks Raaes firfeltmodeller, paradigmebeskriver og hans pædagogisk princip om nederlagets styrke praktiseret ved gentagende gange at afvise mine udkast til problemformuleringer til ja vist alle semesteropgaver – jeg valgte en anden vejleder til masterafhandlingen, ellers havde jeg nok ikke stået her i dag.

Det er ca. 15 år siden, at jeg læste her i Odense, og jeg må tilstå, at jeg ikke før min søn flyttede til byen for et par år siden for at læse har haft det store kendskab til hverken Fyn eller Odense.

Ser man bort fra min mastertid, så har Fyn mest været ”noget som skulle overstås”.

2160 timer svarende til knapt hundrede dage af mit liv, har jeg brugt ekstra i en DSB-vogn på at rejse hen over Fyn, når jeg skulle til og fra møder i København fra Vejle, først mange år som aktiv i GL og sidenhen i Danske Gymnasier, hvor jeg pt. er næstformand.

Spørgsmålet: Hvad gør Fyn godt for – altså når man ikke lige er masterstuderende – har strejfet mig et par gange.

Som med så meget andet, som man stopper op ved og fordyber sig en smule i, så kan man gå hen og blive klogere.

Jeg har nu opdaget, at foruden forlænget rejsetid, så har Fyn og Odense rigtig meget at byde på.

Jeg nævner i vilkårlig rækkefølge:

De sydfynske æbleplantager,

H. C. Andersen og
brunsviger.

Skulle man være i tvivl om, at H. C. Andersen er fra Odense, så skal man nok blive mindet om det, når man går rundt i byen. I Odense midtby kan man gå i H. C. Andersens fodspor.

Ja helt bogstaveligt.

Rundt om i byen er der malet fodspor, som skal lede turister, afhoppende jyder og dimitteret masterstuderende til H. C. Andersens hus.
Side 2 af 7

Skulle du i din iver efter at følge fodspor have glemt den store digter, ja så vil lysreguleringer på din vej få tankerne ledt tilbage på rette spor igen. For naturligvis er det H. C Andersen, som er "rød mand stå, grøn mand gå" her i Odense.

Den lærde mand har sat sit aftryk.

At H. C. Andersen forlod byen allerede som 14-årig for at løsne sig fra fattigdommens lænker i Odense, springer vi over her i dag.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan eventyret om den grimme ælling havde lydt, hvis H. C. Andersen havde haft muligheden for at gå i nutidens gymnasium.

I eventyret glorificeres H. C. Andersen, den hvide svane, som går så meget ondt igennem som ælling, inden den endelig finder sine ligesindede - en flok andre flotte hvide svaner. Her kan den føle sig hjemme og accepteret.

Set fra svanens - det enkelte individs perspektiv - ser historien jo ud til at ende lykkeligt. Men, for der er et men.

Jeg tror, at vi i en nyfortolkning af den grimme ælling vil høre om de ar på sjælen, som mobning og udstødelse gennem hele ællinge-tiden har givet - selv for den flotte svane.

Vi vil i en moderne fortolkning høre om trivsels-ænder, som arbejder med inkluderende ællinge-miljøer.

Vi forstår i dag, at udstødelse, mobning og fremmedgørelse har store konsekvenser for det senere fælles liv på og omkring søen mellem ænder og svaner. 
Det er svært at forestille sig den store forsoning mellem ænder og svaner i 1800-tallets sø.

Så meget er sket siden 1800-tallets andegård.
Heldigvis - og her spiller vores fælles uddannelsessystem en meget vigtig – ja helt afgørende samfundsrolle.

Jeg har taget et eventyr med til jer.
Det kan vi bruge til både at fejre jer og vores velfungerende uddannelsessystem. Så læn jer bare tilbage, og så kan vi komme tilbage til lidt politisk snak om vores uddannelsessystem, som hvis regeringen får magt som den agt, står over for store omvæltninger, men det tager vi bagefter.

Der var engang et lille kongerige højt mod nord, hvor man brystede sig af, at alle børn uanset klæder skulle have lige muligheder for at dygtiggøre sig.
Kongen kaldte det for social mobilitet.
I det lille kongerige kunne gårdmandens søn eller sågar datter gå på sammen skole som herremandens børn - ja endog i sammen klasse.
Jo tak - her var der lighed til, i hvert fald, hvis paragrafferne i Lovtidende stod til troende.

Men noget var galt i det lille kongerige.
Ungdommen var begyndt at følge lovteksterne.
Alle - ja også husmandens søn og i endnu højere grad datter, søgte boglig visdom.
For alle ville de på gymnasiet.
De unge ville rigtig nok uddanne sig, som tidligere generationer havde prædiket for dem, og derigennem få de bedste muligheder fremover for sig selv og deres familier både i forhold til beskæftigelse, livsløn og livskvalitet.
Blev der ikke grebet ind, vil det jo ende med en veluddannet befolkning, hvor fjerpen og privileger også ville tilfalde husmandens børn.

Magen til uorden dette kunne bringe i samfundets hierarki, tænkte de lærde, som ikke just havde tænkt sig at dele ud af fjerpenne og privileger.
Noget måtte gøres.
Kongen blev advaret om denne udvikling fra mange af de lærde.
Kongen tænkte, så det knagede - en knagen, som kunne høres i store dele af kongeriget. Men lige meget hjalp det.

Men en dag bankende det på døren til kongens arbejdsgemakker. Ind trådte den øverste ved hoffet.
Iført vanlige røde klæder og bundesligahår fremførte hofmarskalen et forløsende råd.

Kære konge
Lav en konkurrence om en reform af vores ungdomsuddannelser, som kan få husmænds unge på andre tanker end at søge gymnasiet - for muges ud i stalle skal der jo fortsat.
Som præmie udlov da et giftermål med prinsessen og føj det halve kongerige til.
Rygtet om konkurrencen gik fra mund til mund over det ganske land.
I et udkantssogn nord for Aros sad en driftig bondedreng og lyttede med.
Tænk sig - at få sig en prinsesse og det halve kongerige.

Men faderen ville i skam ikke sende sin bondesøn Mattias. Skønt driftig han var og god med hjulploven, så kunne dette ikke opveje den mangle studenterhue.
I stedet blev den ældste søster Rosenkrans sendt mod slottet.
Søster Rosenkrans var kendt for sit skarpe sind og sine mange uigennemtænkte og spontane ideer - som på nydansk vil oversættes til driftig og innovativ.
Endelig en som ikke dyrkede detaljen og fordybelsen.
Hun måtte være den rette at sende mod slottet for at vinde prinsessens hjerte.
Ja woke var det det lille kongerige også - man kunne vel sin LGBT.

Nu skulle Rosenkrans’ helt store ide stå sin prøve, en ide som Rosenkrans havde arbejdet på i flere timer.
Med sig til slottet medbragt hun et ufuldstændig forslag til en elevfordeling, som ville bringe bøndernes og adelens børn sammen omkring gårdmandsstederne overalt i landet.
Unge fra hele kongeriget skal flyttes på kryds og tværs. Selv herremændenes børn skal underlægges en elevfordeling, thi de skal også rejse til fjerntliggende gårde på den jyske hede, hvis altså herremandens indkomst i rigsdaler er af en størrelse, som ellers kun var adlen forundt.
Prisen for modellen var så beskeden, som 800 000 rigsdaler pr. elev, som skulle fordeles.
Rosenkrans nåede knap til ende med at præsentere sit forslag, før prinsessen rystede på hovedet. "I min faders kongerige skal de unge frit kunne vælge," udbrød hun brysk, uvidende om kongerigets realiteter, men med et skarpt blik for, hvordan adlen og de lærde straks vil spidse deres fjerpenne. Dette huede ikke prinsessen.

Skuffet måtte Rosenkrans forlade slottet og ydmyget vige pladsen til sin lillebror.

Mattias var smartere og mere kløgtig end sin storesøster. Han havde for vane at tænke over tingene. Så trods manglende studenterhue, så måtte der gøres et forsøg mere for at vinde den skønne prinsesse, og således gik det til, at den unge driftige bondedreng Mathias drog mod slottet. Med sig havde han en helt ny idé – en ny ungdomsuddannelse, som ingen før havde set eller hørt magen til.
Han trådte ind foran prinsessen og præsenterede i et tempo, så selv den langsomste skriver kunne følge med, sit forslag:
Jeg har fundet på en helt ny ungdomsuddannelse: "Det praktiske gymnasium!"
Her kan alle bøndebørn i kongeriget gå og tilmed tro, at de får en gymnasial uddannelse. Om man lærer om lykkepiller eller lykke Per, kan vel komme ud på ét, mente Mattias.

Prinsessen blev meget begejstret. "Det er genialt – intet mindre. " udbryd hun glad.
Og ja sådan gik det til, at Mattias fik sin nye ungdomsuddannelse, det halve kongerige og den ufaglærte prinsesse.
Og de levede lykkeligt, ja lige til næste valg.
Eventyrsgenren tilsiger en lykkelig afslutning, om virkelighed er med på den, ja der har jeg nok min tvivl om.

I starten af august måned blev interessenter - nutidens lærde om man vil – inviteret af Børne og Undervisningsministeren Mattias Tesfaye til Sorø Akademi for at drøfte fremtidens uddannelseslandskab.

I år var overskriften: En ny ungdomsuddannelse.
Bemærk at overskriften er skrevet uden spørgsmålstegn.

Ministeren foreslår, at der fremover skal være to hovedspor efter grundskolen. Den akademiske linje, som vi kender i dag fra de 3-årige gymnasiale uddannelser og en mere praksisrettet gymnasieuddannelse, som fx kunne bygges op omkring hf-uddannelsen, som i dag spiller en helt afgørende rolle for mange unge.

Alle unge, også de unge som er mindre begejstret for bøgerne eller ikke har tilstrækkelige evner i en boglig retning, skal have et attraktivt uddannelsestilbud efter grundskolen. Et uddannelsestilbud som også tilbyder et godt ungemiljø, som vi kender det fra gymnasiet i dag.

Gode og spændende tanker, som overordnet respekterer og anerkender, at gymnasierne kan noget helt særligt i forhold til at skabe gode lærings- og ungemiljøer.

Jeg synes, at ministerens overordnede intentioner og tanker er gode, men risikerer han i sin iver efter ligestilling mellem ånden og håndens arbejde at skabe et a- og b-hold indenfor uddannelse, for gemt i strukturen ligger, at der skal ske en selektering mellem unge allerede efter 9. eller 10. klasse.

Er ministeren ved at skrue tiden mere end 50 år tilbage ved at gå i retning af et ekskluderende uddannelsestilbud i stedet for et inkluderende?

Op gennem 70'erne og 80'erne så vi en markant stigning i antallet af unge, som valgte en gymnasial uddannelse. Perioden er kendetegnet ved en stigende opmærksom på uddannelse som en måde at fremme social og økonomisk vækst. Arbejderklassens børn skal også have adgang til uddannelse og den frigørelse, som ligger i at kunne uddanne sig.

Senere udvides gymnasiets rolle med indførelsen af kompetencebegrebet. Der kommer et øget fokus på gymnasiets rolle i forhold til at sikre de rette kompetencer i forhold til erhvervslivets behov – faglighed og almendannelse står ikke længere alene.

Balancen mellem det erhvervsrettede fokus og det dannelsesmæssige aspekt præger fortsat debatten omkring gymnasiets rolle.
Med Mattias Tesfayes foreløbige tanker bringes endnu et aspekt ind i gymnasiet, nemlig tilegnelse af praktiske færdigheder, som skal forberede de unge mod erhvervsrettede uddannelser.

Mattias Tesfaye har udtalt, at han synes, at det er rimeligt, at man skal stå på tæer, og at det faglige niveau i gymnasiet skal øges.
Er han ved at bryde med den udvikling, som vi har set siden 70'erne og 80'erne, hvor gymnasiet er blevet et tilbud til en større og større del af ungdommen?
Vil den socialdemokratiske undervisningsminister tilbage til et fagligt elitært gymnasium for de få og tilbage til en tid, hvor gymnasiets primære formål var at forberede til en universitetsuddannelse?
Flere aktører ønsker at gå den vej ved at foreslå at hæve adgangskravet til det 3-årige gymnasium fra det nuværende bløde 5-tal til et rent 6-tal eller sågar et 7-tal.
Vores fag-faglige undervisningsopgave på gymnasierne vil helt sikkert bliver nemmere, men vores rolle i samfundet fattigere.

Er vores opgave ikke netop at bane vejen til fremtiden for så mange unge som muligt, sådan som vi gør i dag?
Er vores rolle ikke netop at bringe unge sammen fra alle dele af samfundet for derigennem at opnå forståelse for hinanden og dermed undgå kimen til splittelse og polarisering i befolkningen, som vi ser i samfund omkring os - med USA som skræmmeeksempel?

Gymnasieuddannelserne i Danmark inkl. hf er en kæmpe uddannelsessucces.

Næste 90% af de unge, som starter på en gymnasial uddannelse, ender med at få huen på. Og hele 9 ud af 10 studenter starter på en videregående uddannelse som fx sygeplejerske, lærer, pædagog, it-teknikker, ingeniør eller læge.

Alle disse unge, som også består af gruppen af unge med et karaktersnit på under 6 fra grundskolen, er grundlaget for vores samfund.

Meget er på spil, rigtig meget.

Gode ungemiljøer er ikke noget, som man bare lige bygger op.
Jeg håber, at I med jeres master-uddannelses-stemmer vil være med til at præge debatten, så ministeren og de øvrige politikere i deres reformiver ikke kommer til at hælde barnet ud med badevandet.

Mange har stærke holdninger til uddannelser, og der kommer mange såkaldte "gode råd" fra folk, som slet ikke er i sektoren. I har et godt afsæt til at være med til at kvalificere og nuancere debatten.

Den hurtige vej til prinsessens hjerte og det halve kongerige kan være dyrt købt.