Jacek Fiutowski og IRCA vinder BHJ-priser
En glad og stolt Jacek Fiutowski modtog fredag BHJ-prisen som ’Årets unge forsker’, der tildeles til SDU Sønderborg-medarbejdere på under 40 år. Jacek Fiutowski har markeret sig med banebrydende forskning, som har ryddet forsider i anerkendte videnskabelige magasiner. Innovation Research Cluster Alsion (IRCA) modtog 100.000 kroner fra fonden.
- Jeg er glad for, at jeg er så ung, at jeg kan vinde prisen som ’Årets unge forsker’. Samtidig er jeg også glad for, at vor forskning her på SDU Sønderborg nu er så moden, at flere og flere industrielle partnere nu ser stor værdi i at samarbejde med os.
Sådan lød det i takketalen, da Jacek Fiutowski ved en prisuddeling på Alsion modtog 25.000 kroner fra BHJ Fonden. Den unge, polske forsker har en bred baggrund inden for nanofysik, hvor han dækker hele paletten fra teori, simulering til fabrikation. De seneste år har han dedikeret sit arbejde til at bygge bro mellem universitetsmiljøet og den omkringliggende industri.
Et eksempel på dette er hans status som projektleder for projektet ’CheckNano’, hvor Jacek Fiutowski sammen med andre forskere på NanoSYD og Nanooptics skal udvikle en chip-prototype til at identificere meget små og dermed farlige nanopartikler i kosmetik og fødevarer. Til dette projekt blev der tidligere i år allokeret cirka otte millioner kroner i tilskud fra Interreg Deutschland-Danmark med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.
IRCA vinder innovationspris
BHJ Fonden uddelte også årets Innovationspris i forbindelse med arrangementet på Alsion. Denne gik til Innovation Research Cluster Alsion (IRCA), som var repræsenteret ved Oliver Niebuhr (TEK), Susanne Gretzinger (SAMF), Kerstin Fischer (HUM) og Serguei Chiriaev (TEK).
IRCA blev stiftet i 2015 med det formål at promovere SDU Sønderborg på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt niveau. Sammenslutningen har formået at etablere innovative forskningsområder med bund i forskellige discipliner og på tværs af fakulteterne på SDU Sønderborg. Også IRCA stod til at modtage 25.000 kroner fra BHJ Fonden, men fondens repræsentant kunne som en glædelig overraskelse informere om, at prisen var blevet forhøjet til de firedobbelte, så den kom til at lyde på 100.000 kroner i alt.
Efter uddelingen af priserne fra BHJ Fonden, blev MCI Industry Day skudt i gang, hvor virksomheder fik mulighed for at blive præsenteret for et udpluk af den forskning, som der bliver bedrevet på SDU Sønderborg.