Skip to main content

Nyhedsbrev 9

Nyhedsbrevet fortæller om Naturmødet, om NatureMoves på Nordfyn, om status for NatureMoves og mere uddybende om et af visionsprojekterne – Bypark Øst i Kolding.

NatureMoves på Naturmødet

NatureMoves deltog på årets Naturmøde i Hirtshals 24-26 maj, som er det årlige folkemøde om natur og friluftsliv. Det er stedet hvor organisationer, foreninger, institutioner, politikere, forvaltere og helt almindelige mennesker mødes og udveksler ideer og diskuterer forhold som har med natur og friluftsliv at gøre.

Det er 3. gang naturmødet afvikles og det virker som om mødet har fundet sin form og at mange prioriterer at deltage, fordi der her er en mulighed for at mødes på kryds og tværs under lidt mere uformelle rammer men samtidigt at diskutere vigtige temaer og få ny viden og inspiration.

NatureMoves havde en stand på Naturmødet sammen med Center for Børn og Natur. Det betød at der her var samlet en god gruppe med fokus på børn og unge – natur og friluftsliv, og at der var mulighed for at møde såvel forskere, naturformidlere som frygtindgydende orker!

På Naturmødet præsenterede vi vores nye kommunikationsmidler i form af en ny folder og dertil hørende Roll-ups (bannere). Her præsenteres dels projektet i overblik, udvalgte forskningsresultater og de 6 visionsprojekter. Folderen kan downloades fra hjemmesiden (under publikationer).



Vi havde to aktiviteter på naturmødet:
- En quiz om børn og unges friluftsliv baseret på forskningsresultaterne fra NatureMoves – primært den kvantitative spørgeskemaundersøgelse af børn og unges hverdagsfriluftsliv. Quizzen var udfordrende og selvom mange forsøgte sig fik ingen alle rigtige! Trods det blev der uddelt flotte præmier og de rigtige svar – og dermed forskningsresultaterne – blev afsløret ved en seance omkring bålpladsen. Quizzen findes på hjemmesiden – prøv selv!
- En tegneaktivitet hvor opgaven er at tegne sit eget yndlingssted i naturen som barn. Øvelsen - som var tiltænkt både børn og voksne – er en god øvelse og sætter gang i en masse minder, følelser og oplevelser. Det var mest børn som tog udfordringen op og der blev produceret rigtigt mange flotte tegninger som blev hængt op til udstilling.

Kort status på NatureMoves

Forskningsdelen af NatureMoves er tæt på at være afsluttet. Der er tre hoveddele: den kvantitative undersøgelse af børn og unges hverdagsfriluftsliv, den kvalitative undersøgelse af udvalgte steder for børn og unge og endelig Jan Arvidsens Ph.D. studie i børns egne udendørssteder. De to første undersøgelser er afrapporteret i form af to Movements-rapporter som er tilgængelige via hjemmesiden.

Jan har afleveret sin Ph.D. som rummer nogle spændende resultater om børns egne selvvalgte udendørs steder med perspektiver på betydningen af den nære natur i form af haven, af den kropslige interaktion med andre børn og med forskellige materialer og endelig på naturen og uderummet som et frirum eller tilflugtssted for børnene. Planen er at Jan skal forsvare afhandlingen i løbet af efteråret.

De 6 visionsprojekter – beskrevet i Nyhedsbrev 6 – er alle på vej til at blive etableret. De er som tidligere nævnt meget forskellige i forhold til form, indhold og også i forhold til hvor langt de er nået. Processen viser at det er rigtigt vanskeligt at styre interventionsprocesser. Mange ting spiller ind – lokale forhold, økonomi m.m. – og måske skal man heller ikke styre så meget – men snarere lade projekterne udvikle sig så de hver især bedst muligt afspejler lokale behov, ideer og muligheder samtidigt med at de bygger på forskningsmæssige resultater?

Planen og håbet er at alle projekter er etableret med udgangen af 2018, hvorefter de kan tages i brug og hvorefter vi kan starte evalueringen. Formålet med evalueringen er få konkret forskningsmæssig viden om hvad der virker, hvordan, hvor og for hvem – og dermed viden om hvordan man med fokus på strukturelle fysiske interventioner kan udvikle børn og unges aktive udeliv.

NatureMoves på Nordfyn

Det første visionsprojekt i NatureMoves er nu blevet officielt indviet. Tirsdag d. 12/6 blev det nye friluftsområde i Bogense på Nordfyn indviet med taler ved bl.a. borgmesteren og engagerede lokale børn.



Området er tidligere blevet beskrevet i Nyhedsbrev 7 i forbindelse med første spadestik – men nu er det færdigetableret og klar til at blive taget i brug af nordfynske børn og unge. Der er tale om et lille naturområde i udkanten af Bogense, hvor man har udviklet og indrettet et område til natur- og friluftsaktiviteter for børn og unge og hvor de også bare kan mødes og hænge ud i hyggelige og natur-nære rammer. Området er blevet til i tæt samarbejde med den lokale skole og elever fra 6 klasse har været involverede i såvel ideudvikling og i prioriteringen af de forskellige elementer på området.



Eleverne har også fået ansvar for at navngive område i form af en konkurrence om et passende navn til området. Valget faldt på….NatureMoves! Som et kuriosum kan nævnes at der på skoleskemaet næste år vil være et nyt fag - NatureMoves – hvor lærere og elever sammen skal finde nye og gode måder at bruge området på. En spændende måde at aktivere et område!

Det bliver interessant at følge den videre udvikling af NatureMoves på Nordfyn!

NB! På IOB's Facebookside og Twitter-profil findes der materiale om NatureMoves på Nordfyn.

Status på NatureMoves i Kolding

(ved Mads Kyed, udviklingsfaglig koordinator, Kolding Kommune)

Her i Kolding er vi gået i jorden. Vi er i fuld gang med at forme det landskab, som NatureMoves i Kolding skal etableres på. Det fysiske program for NatureMoves skal lægges oven på klimatilpasningsprojektet (LAR-projektet) i Bypark Øst. De to lag kommer til at forme et samlet rekreativt lag, som skal styrke borgernes - og i sær de unges - muligheder for natur- og friluftsliv.



Programmet for det nye naturområdet midt i Kolding kommer til at indeholde en sammenhængende rute med en række aktivitets- og mødesteder, der giver mulighed for interaktion med de forskellige naturtyper i parken. Vi vil skabe nye fysiske rum og faciliteter samt organisatoriske og fælleskabsfremmende tiltag sammen med de unge, der lægger op til møder, ophold og friluftsaktiviteter året rundt i Klimaparken. Vi vil integrere faciliteter til friluftsliv og mødesteder i klimaløsningerne i Klimaparken.

Projektet inden for NatureMoves har fokus på temaet ”Sociale mødesteder” for især de ældre børn og unge og med et særligt fokus på pigerne. Vi vil udfordres af temaet og problematikken om at skabe løsninger der også anvendes i årets kolde og mørke perioder.

Projektet udvikles og etableres gennem input fra forskellige aktører, herunder forskere, designere, arkitekter, folkeskoleelever, ungdomskolen, Naturskoler samt tre forvaltningsområder i Kolding Kommune, herunder By- og udviklingsforvaltningen, Børne- og uddannelsesforvaltningen og Senior- og Socialforvaltningen.

Projektets målsætninger :
• At de etablerede faciliteter og aktiviteter inspirerer og faciliterer til møder og friluftsaktiviteter blandt målgruppen. Og, at specielt de ældre piger deltager aktivt.
• At der er fællesskaber og sociale relationer på tværs af disse elevers baggrunde gennem fælles udvikling og ibrugtagning af det nye område.
• At de etablerede faciliteter anvendes ugentligt året rundt af specielt målgruppen, men også af andre borgere og brugere i nærområdet.
• At der skabes sammenhæng mellem de nye faciliteter ifm NaturMoves og de øvrige faciliteter, aktivitetsmuligheder, forbindelseslinjer og strukturer i området.

Etablering af Bypark Øst sker i tæt samarbejde med parkens brugere for at sikre optimal kvalitet, realisme, forankring og ejerskab. Parken etableres i tre overordnede faser: ’koncept-’, ’detaljerings- og anlægsfasen’ og ’ibrugtagningsfasen’.

Projektet adresserer nogle vigtige udfordringer, som fx: hvad motiverer børn og unge til at bruge uderummet? Hvordan indtager børnene og de unge de nye rum, som de har været med til at skabe? Hvordan udvikler vi uderum - naturrum i byen med gode mødesteder, hvor unge og ældre mødes om noget sammen og i mindre grupper adskilt? Hvordan lykkes forankringen og ibrugtagningen med værtsskabet og en høj grad brugerinvolvering? Hvordan lykkes det at kombinere en klimaløsning med et naturligt rekreativt område centralt i byen?

Redaktionen afsluttet: 10.08.2018