Skip to main content

Nyhedsbrev 6

Læs mere om NatureMoves' implementering af seks forskellige visionsprojekter

Nu sker der noget nyt i NatureMoves - forskningen og visionerne bliver til virkelighed.

 NatureMoves implementering af visionsprojekter er nu startet. Der er udvalgt 6 visionsprojekter, som alle har intention om via lokale innovative interventioner at skabe nye og bedre rammer for børn og unges aktive udeliv.

De udvalgte projekter er meget forskellige, både hvad angår størrelse, form og geografisk placering.

Fælles for dem er dog, at de alle har til formål at udvikle og skabe noget visionært, som vil få flere børn og unge ud i naturen. Fælles er også, at de alle indgår i en videnskabelig undersøgelse, hvor virkningen af interventionen vil blive evalueret.

Projekterne er udvalgt, og udviklingen af dem skydes i gang med en kick-off-workshop på IOB/SDU d. 25/1, hvor projektejere mødes med forskere og repræsentanter for fonde. På workshoppen vil der bl.a. være oplæg om ny forskning på området, innovativ tænkning og brugerinddragelsesprocesser.

Herefter følger en proces hvor projekterne udvikles og kvalificeres, bl.a. ved at inddrage brugergrupper (dvs. børn og unge), arkitekter, forskere m.fl.

Ved udgangen af 2018 - for flere af projekternes vedkommende tidligere - vil projekterne være implementeret og vil kunne indtages af børn og unge. Herefter indledes den sidste fase, som handler om at evaluere virkningen af interventionerne.

Her følger en oversigt over og præsentation af de 6 visionsprojekter med en kort beskrivelse af ide og vision:

Brønshøj:
I forbindelse med opførelse af et moderne spejderhus på en mindre naturgrund i Københavns Kommune vil en del af grunden indrettes til udendørs leg, læring, og aktivitet til offentligt brug i form af NaturCirklerne

Cirklerne er nøje afpasset til de eksisterende træer - og det fredede vandtårn - på grunden. Sammen med vegetationen og en let kupering af terrænet skaber cirklerne et markant visuelt udtryk. Med det nye, åbne spejderhus og Naturcirklernes rum til friluftsliv tilbydes børn og unge en tidssvarende og attraktiv mulighed for at være aktive i det fri tæt på deres hjem.

Nordfyn:
Nordfyns vil lave et bynært rum for børn og unges hverdagsfriluftsliv, hvor sociale relationer og oplevelser er omdrejningspunktet for den gode friluftsoplevelse.

Området tilbyder bl.a. forskellige attraktive hænge-ud-steder til de unge, hvor der etableres WIFI-hotspot og lydanlæg (fx hule træstammer, kæmpe sneglehuse/konkylier i træ), hvor de unge kan lege med lyd, sidde sammen i større grupper eller bare sidde og hygge to og to. Der skabes således et socialt rum i naturen, som integrerer de unges behov for brug af mobiltelefoner og sociale medier.

Vejle:
Med to friluftsstøttepunkter og sammenhængende stisystem vil Vejle Idrætshjskole og Vejle Idrætsefterskole skabe synergi mellem skolernes unikke udendørs faciliteter og den omkringliggende skovs muligheder for både ro og rekreation samt aktiviteter som mountainbike, løb og forhindringsbaneløb. Friluftsstøttepunkterne skal fungere som servicefacilitet for udendørs ophold, socialt hænge-ud- og mødested, turdestination, lege- og idrætsfaciliteter samt udgangspunkt for aktivitet i skoven eller på skolerne.

Kolding:
Det er visionen dels at styrke de ældre børns muligheder for friluftsliv og dels at styrke dannelsen af sociale relationer på tværs af sociale og kulturelle skel. Det vil vi gøre ved at skabe nye fysiske rum og faciliteter samt organisatoriske og fælleskabsfremmende tiltag for og med børn, der faciliterer til møder, ophold og friluftsaktiviteter ret rundt i Bypark Øst.

Bypark Øst er under forandring gennem et klimaprojekt. Vi vil integrere faciliteter til friluftsliv og mødesteder i klimaløsningerne i Bypark Øst. Brugerne børnene vil vi invitere ind som ligeværdige designpartnere gennem hele processen fra den første ideudvikling, under etableringen og i forhold til ibrugtagningen.  

Bagenkop, Sydlangeland:
Når projektet AQTIV Sydlangeland lægger til kaj i 2018, s vil Sydlangeland udmærke sig som en af Danmarks bedste områder for vandaktivitet og outdooroplevelser. Det gamle færgeleje i Bagenkop vil danne rammen om et moderne kraftcenter for kajaksejlads, stand-up-padling (SUB), dykning, open-water svømning, lystfiskeri, vinterbadning og andre tilsvarende aktiviteter. Sammen med et halvt dusin mindre, lokale hotspots for vandaktivitet i området, er det målet, at AQTIV Sydlangeland skal få lokale borgere, store som små, til i højere grad end i dag, at benytte sig af det blå element som et sted for rekreative aktiviteter, leg og læring. Projektet skal samtidig tiltrække turister og nye borgere til den sydlige del af øen for at boltre sig i områdets fantastiske natur. Projektet er et samarbejde mellem lokale ildsjæle, skoler, foreninger, private, Langeland Kommune og Naturturisme I/S.

Kongelundsfortet, Amager:
Dragør Kommune og DGI Storkøbenhavn samarbejder omkring aktivering af Kongelundsfortet ud fra en fælles vision om, at fortet skal blive et støttepunkt for natur og friluftsliv.

Projektet er et aktivitetsprojekt i perioden 1. april 2017 til 31. marts 2020. I projektperioden skal fortet aktiveres på flere niveauer, fx afprøvning af forskellige frilufts- og læringsaktiviteter, der kan understøtte samt afprøvning af nye tilgange til organisering af fællesskaber. Afprøvning af nye tilgange til dannelse af organiserede og selvorganiserede fællesskaber skaber grundlag for at indgå i interventionen under NatureMoves indsatsen.

Ambitionen er 1) Lave en brugerinddragelsesproces, der kan belyse nye veje, behov og tilgange til dannelse af fællesskaber i fritiden; 2) Danne nye fællesskaber for målgruppen; 3) Afprøve nye innovative tilgange til dannelse af fællesskaber.

Redaktionen afsluttet: 24.01.2017