Skip to main content
visionsprojekt

NatureMoves hjælper med at udfolde nyt friluftsområde for unge på Nordfyn

Hænge-ud-spot, tipier, jump-track cykelbane, shelter og fiskesø. Det er bare et udpluk af de elementer, der tilsammen udgør det spændende nye friluftsområde ved Bogense på Nordfyn, som blev indviet forleden.

Området er de første af seks såkaldte visionsprojekter i forsknings- og interventionsprojektet NatureMoves, der nu officielt er blevet indviet. NatureMoves er et forskningsprojekt under Active Living forskningsenheden ved Institut for Idræt og Biomekanik, SDU.

Det nye friluftsområde ved Bogense på Nordfyn blev indviet med taler ved blandt andre medlem af Nordyns Kommunes kommunalbestyrelse Mette Landtved Holm og engagerede lokale børn.

Skoleelever var aktive i udviklingen af ideer

Der er tale om et lille naturområde i udkanten af Bogense, hvor man har udviklet og indrettet natur- og friluftsaktiviteter specifikt for børn og unge. Her kan de dyrke en række aktiviteter sammen - eller bare mødes og hænge ud i hyggelige og naturnære rammer.

- Området er blevet til i tæt samarbejde med den lokale skole, hvor elever fra 6. klasse har været involverede og arbejdet forbilledligt i såvel ideudvikling og i prioriteringen af de forskellige elementer, der nu er etableret på området.

Det fortæller projektleder Søren Andkjær fra NatureMoves og tilføjer:

- Hensigten med området og med NatureMoves projektet generelt er at arbejde for at flere børn og unge bliver aktive i naturen og får naturoplevelser i hverdagen.

Viden og erfaringer fra Bogense skal hjælpe andre projekter

Selvom aktiviteterne er målrettet unge, så er det nye område åbent for alle, og Nordfyns Kommune håber, at det kommer til gavn og glæde for mange på tværs af generationer.

Udviklingen af området er kvalificeret gennem forskningsresultaterne fra NatureMoves. Efter etableringen er det intentionen at undersøge og evaluere, hvad der virker, hvor og for hvem – og udbrede denne viden til andre projekter rundt om i Danmark.

Se mere
Bogenseprojektet er beskrevet i NatureMoves Nyhedsbrev 7, som du finder her.

Gå heller ikke glip af den lille fotoserie fra indvielsen, som vi har lagt på Facebook.

NatureMoves er støttet af Nordea-fonden og Friluftsrådet.

Redaktionen afsluttet: 12.07.2018