Bibliotheca Groothoffiana består af ca. 7.000 bind og er
en specialsamling der omfatter dansk og udenlandsk litteratur inden for en
række fagområder, særligt med vægt på jura, historie, kunsthistorie og
zoologi. Samlingen er tæt forbundet med Herlufsholm Skoles Bibliotek, og
blev sammen med denne erhvervet af Odense Universitetsbibliotek i 1969.
Samlingen blev skabt af kammerherre Anton Vilhelm Heinrich Groothoff
(1847-1923). Groothoff virkede, efter en lang karriere som embedsmand i
centraladministrationen, i årene 1903-13 som amtmand over Sorø Amt. Han
opførte i Sorø en ny amtmandsbolig, nemlig ejendommen der nu huser Hauchs
Physiske Cabinet under Sorø Akademi. Han var en ivrig og passioneret bog-
og møntsamler, og opbyggede gennem sit embede et bekendtskab med miljøet på
Herlufsholm Skole, og testamenterede sin bogsamling til denne institution.
På Syddansk Universitetsbibliotek i Odense finder man således ca. 7.000
bind, hvoraf flere har karakter af bogskatte. Et eksempel er bl.a. den
meget smukke La Turquie i en udgave fra Paris 1854 med litografier af den
franske maler Camille Rogier (1810-1896). Groothoffs bøger genkendes let
ved et karakteristisk exlibris, placeret på indersiden af forpermen på de
enkelte bind.
Til samlingen er knyttet et legat, der dels skal anvendes til
vedligeholdelse, dels understøtte en forøgelse af samlingen.
Hvordan får jeg fat i materialerne?
Samlingen opbevares i bibliotekets kældermagasin og skal derfor bestilles.
Skriv til: SpecialCollections@bib.sdu.dk
Samlingen er tilgængelig for udlån efter SDUB's almindelige låneregler.