Vil du være med til at udvikle intelligente produkter?
- Så er en uddannelse som diplomingeniør i Mechatronics måske noget for dig.
Du vil, med en uddannelse i Mechatronics, være med til at skabe brugervenlige og intelligente produkter som kombinerer mekanik, elektronik og indlejrede systemer. Det kan fx være en robothånd, som kan plukke en tomat eller en kunstig fod, der kan bruges af atleter.
Hvad lærer jeg?
I løbet af studiet vil du arbejde med udviklingen af mekatroniske produkter, dvs. intelligente produkter, der indeholder mekaniske, elektroniske og softwarebaserede løsninger som fx droner og servostyring.
Uddannelsen giver dig en bred teknisk viden gennem grundlæggende kurser i mekanik, elektronik, programmering, matematik og fysik. I løbet af studiet har du mulighed for at specialisere dig via valgfag, dit praktikophold og dit afgangsprojekt. Uddannelsen giver dig endvidere viden inden for matematik, fysik, mekanik, elektronik, programmering, effektelektronik, termodynamik, maskinlære og meget mere.
Hvordan er studiet opbygget?
Uddannelsen består af en kombination af teorikurser og projektarbejde. Under uddannelsen vil du arbejde meget i projektgrupper, hvor du sammen med dine medstuderende kommer til at løse problemer for virksomheder gennem case-baseret arbejde.
Første semester er der fokus på at lære, hvad mekatronik er, og hvad der skal til, for at udvikle mekatroniske produkter. På andet semester får du forståelse for systemkomponenter og deres interaktioner. Tredje semester bygger videre på den viden, du har fået om mekatronik og udvikling af mekatroniske produkter. På fjerde semester får du grundlæggende viden om reguleringssystemer og hvordan de integreres i et produkt. På femte semester kan du specialisere dig via valgfag samtidig med at du styrker dine tværfaglige færdigheder i et tværgående projekt (Experts in Teams). Du kan også læse semestret i udlandet. På 6. semester skal du som diplomingeniørstuderende på et obligatorisk praktikophold i en virksomhed. Opholdet kan afvikles i Danmark eller i udlandet. På 7. og afsluttende semester skal du udarbejde et afgangsprojekt – ofte i samarbejde med en virksomhed.
Uddannelsen foregår på engelsk i et internationalt studiemiljø.
Læs mere om uddannelsens opbygning, fag og studieordning.
Hvad kan jeg blive?
Som mekatronikingeniør vil du typisk starte din karriere som udviklingsingeniør. I løbet af få år har du muligheden for at kombinere teknisk arbejde med ledelsesfunktioner. Du er også ofte en del af udviklingsprocesser på tværs af organisationer samt involveret i samarbejde med eksterne virksomheder - nationalt og internationalt. Du kan også finde beskæftigelse som kundevejleder, konsulent, underviser eller iværksætter.
Læs mere om dine karrieremuligheder her.
Første-job-garanti
Som diplomingeniørstuderende på SDU Sønderborg har du garanti for første job, når du har afsluttet din diplomingeniøruddannelse (gælder for studerende, der starter september 2020) Læs mere om jobgarantien her
Kan jeg læse videre?
En diplomingeniøruddannelse er en selvstændig, afsluttet uddannelse. Så efter de 3½ år er du færdiguddannet diplomingeniør og kan komme ud at arbejde som ingeniør. Ønsker du at fordybe dig yderligere kan du læse videre til civilingeniør i Mechatronics eller elektronik.
Derfor skal du læse...
- Du er garanteret dit første job, når du har afsluttet diplomuddannelsen
- Du får en virksomhedsorienteret uddannelse, med gode karrieremuligheder
- Du lærer at udvikle innovative løsninger til konkrete problemer
- Du har mulighed for en international karriere, som du allerede kan starte under studiet ved at tage et praktikophold eller læse et semester i udlandet