Skip to main content
DA / EN

Skab tekniske løsninger inden for kemi- og bioteknologi

Vil du skabe tekniske løsninger, udvikle produkter og processer og forske i ny teknologi inden for kemi- og bioteknologi? Så er en uddannelse i kemi-og bioteknologi måske noget for dig.

Fremtidens kemi- og bioteknologiingeniør er central for udvikling af det bæredygtige samfund, hvor grøn klimavenlig produktion af basis kemikalier, medicinalprodukter og fødevare er centralt. Ingeniøruddannelsen i kemi- og bioteknologi handler om at udvikle og producere produkter i industrien. Det kan fx blive din opgave at sikre, at basis kemikalier, fødevarer, lægemidler, enzymer, katalysatorer eller brændstof udvikles og produceres med moderne teknologi, som sikrer lav CO2-udledning, lille miljøbelastning og lavt energiforbrug.

Som civilingeniør i kemi- og bioteknologi bliver du uddannet til at skabe tekniske løsninger, udvikle produkter og processer, forske i ny teknologi og arbejde innovativt i samarbejde med andre.

Hvad lærer jeg?

Med en uddannelse i kemi- og bioteknologi får du kompetencer til at kunne designe, planlægge og optimere procesanlæg og produkter, udvikle og validere analytiske målemetoder, indgå i faglige og tværfaglige samarbejde, varetage rådgivnings- og konsulentopgaver og meget mere.
På uddannelsen lærer du om uorganisk, organisk og analytisk kemi, anvendt matematik og fysik, biokemi og mikrobiologi, kemiske og biokemiske processer og teknologier, proces- og produktdesign.

De fire første semestre af uddannelsen er ens for de diplom- og civilingeniørstuderende i kemi- og bioteknologi. Her får du en grundlæggende viden om kemi- og bioteknologiingeniørens arbejde. Du får også mulighed for at arbejde i et laboratorium med analytiske eller tekniske opgaver.

Hvordan er studiet opbygget?

Uddannelsen består af en kombination af teorikurser og praktisk projektarbejde. Hvert semester er baseret på et hovedtema, som bliver udgangspunktet for semestrets teori- og projektarbejde.
På første semester er der fokus på kemisk produktion og miljø. Andet semester handler om energi og materialer. På tredje semester er der fokus på bioteknologiske processer og kemiske enhedsoperationer. Fjerde semester er der fokus på instrumentelle analytiske metoder, statistiske metoder, metodevalidering og god laboratoriepraksis. På femte semester er der fokus på iværksætteri og innovation, og du arbejder sammen med medstuderende fra andre studieretninger. Du kan også vælge at læse et semester på et udenlandsk universitet. På sjette semester skriver du dit bachelorprojekt, hvor du samler din viden fra de tidligere semestre.
Læs mere om uddannelsens opbygning, fag og studieordning.

Kandidatuddannelse

Bacheloruddannelsen varer tre år, hvorefter du tager den toårige kandidatuddannelse for at blive civilingeniør. Her har du mulighed for at fordybe dig i de fagområder, der interesserer dig.
Læs mere om kandidatuddannelsen i kemi og bioteknologi eller kandidatuddannelsen i miljøteknologi.

Hvad kan jeg blive?

Uddannelsen giver dig en række karrieremuligheder – både i Danmark og i udlandet. Du kan fx arbejde med forskning og udvikling, produktion og kvalitetskontrol i kemiske virksomheder, i levnedsmiddel- og medicinalindustrien. Som civilingeniør i kemi- og bioteknologi kan du fx få job som projektleder, laboratorieleder, udviklingsingeniør, analytiker, kvalitetschef, forsker, konsulent eller underviser. Du kan også fortsætte med en 3-årig forskeruddannelse, som fører til en ph.d.-grad.
Læs mere om karrieremuligheder her.

Derfor skal du læse...

  • Du får spændende kemisk og bioteknologisk viden
  • Du har gode karrieremuligheder
  • Du lærer at udvikle innovative løsninger til konkrete problemer

Hør om kemi- og bioteknologi på SDU

Stemningen som ingeniørstuderende i Odense