Skip to main content
DA / EN

Joint ph.d. tilknyttet Juridisk Institut

Ph.d.-stipendiat An-Sofie Vanhouche fra Vrije Universiteit, Bruxelles, Belgien tilknyttes Juridisk Institut som joint ph.d. med lektor Linda Kjær Minke som hovedvejleder. Projektet omfatter en komparativ analyse af fængselsforplejningssystemet i Belgien, Holland og Danmark.

An-Sofie Vanhouche, Vrije Universiteit ,Bruxelles, Belgien er tilknyttet Juridisk Institut som joint ph.d. i perioden den 1. januar 2016 til den 28. august 2017. Joint aftalen indebærer, at An-Sofie erhverver sig en dobbelt ph.d. grad fra såvel Vrije Universiteit (kriminologi/jura) som Syddansk Universitet (kriminologi/jura).

An-Sofies ph.d. projekt omfatter en komparativ analyse af fængselsforplejningssystemet i Belgien, Holland og Danmark. An-Sofie skal i den forbindelse gennemføre observationsstudier og interviews i Statsfængslet i Nyborg i de perioder, hvor hun opholder sig her. Hun skal desuden orientere sig i de regler, der gælder for selvforplejningssystemet i danske fængsler. Endelig følger An-Sofie de aktiviteter, der er for ph.d. studerende her såsom præsentation og diskussion af undersøgelsesdesign og metode.

I samarbejde med professor Kristel Beyens, Department of Criminology og professor Peter Scholliers, Department of Law, begge fra Vrije Universiteit fungerer lektor Linda Kjær Minke, Juridisk Institut som hovedvejleder. Når ph.d. projektet er indleveret og bedømt, nedsættes der et bedømmelsesudvalg med deltagere fra Vrije Universiteit og Syddansk Universitet. Hovedforsvaret finder sted på Vrije Universiteit, imens SDU vil være vært for en mindre forsvarshandling. Såvel afhandling som forsvarshandling vil foregå på engelsk.

Redaktionen afsluttet: 20.04.2016