SDU-studerende vil dyrke salat i fem etager
Fire studerende fra tre forskellige ingeniør-uddannelser på SDU vil dyrke grøn salat vertikalt i startup-firmaet Hydrovertic. De er blandt de mange studerende, som har fået eget cvr-nummer.
Spinat spiret i kokosfibre og dyrket i vand i fem lags højde. Uden jord og med minimalt vandforbrug i såkaldt vertical farming.
Det er målet for fire ingeniørstuderende, som bogstaveligt talt har plantet frøet til en spirende forretning, mens de stadig er studerende på Det Tekniske Fakultet i Odense og Sønderborg.
– Det er ikke noget, som er ret udbredt i Danmark, men i andre lande i Europa som Holland bliver vertical farming brugt i større udstrækning, lyder det fra Rudy Mandrup Cazelles.
286 aktive startups
Den 24-årige ingeniørstuderende afleverede sit speciale før sommerferien. Sammen med sine medstuderende Jacob Høj Copeland, Oskar Pazylbekov og Iris M. Madsen står han bag startupfirmaet Hydrovertic, som vil udvikle systemer til brug i vertical farming.
De fire har dermed sat endnu et cvr-nummer og en nystartet virksomhed på SDU-kortet gennem SDU Entrepreneurship Labs, som huser 286 aktive startups med 456 studerende ombord.
Blandt dem er nu også de fire studerende fra Det Tekniske Fakultet, hvorfra godt 40 procent af de nystartede virksomheder udspringer. Det viser tal fra SDU Entrepreneurship Labs.
SDU-startups i 2020
- 286 aktive startups
- 456 aktive studerende involveret
- 10,95, mio kroner i funding til aktive startups
- 4,88 mio. kroner i omsætning for aktive startups 2020
- 77 CVR noteret.
Fordeling på fakulteter:
- Teknik: 203 studerende og 124 startups
- Samfundsvidenskab: 59 studerende og 45 startups
- Humaniora: 61 studerende og 50 startups
- Sundhedsvidenskab: 75 studerende og 55 startups
- Naturvidenskab: 18 studerende og 17 startups.
(Kilde: SDU Entrepreneurship Labs)
I SDU Entrepreneurships Labs stifter de studerende bekendtskab med både entreprenørskabslæring og iværksætteri med hjælp fra interne og eksterne eksperter og mentorer fra erhvervslivet.
De fire iværksættere fra Hydrovertic startede ud som en del af talentprogrammet sammen med 24 andre udvalgte studerende, som i over et år har arbejdet med alt fra idéudvikling, etablering af en startup til de første salg i universitetets rammer.
– Det er en klar fordel at starte virksomhed, mens man stadig er på uddannelsen, for det giver dig adgang til en masse viden og dygtige folk, som meget gerne vil hjælpe dig. Vi har faktisk også kunne få hjælp fra nogle af vores medstuderende, siger Rudy Mandrup Cazelles.
Værktøj og netværk
Katrine Damgaard Foster er som forretningsudvikler på SDU Entrepeneurships Labs med til at give de studerende indsigt i, hvordan det er at drive virksomhed.
– Studerende får mulighed for at koble praktiske kompetencer på de fagligheder, de allerede har fra studiet, ved at arbejde med egen virksomhed.
– Det er lidt en gavebod af værktøjer, netværk og kompetencer, som de får adgang til, når de tapper ind i vores inkubationsmiljø. Samtidigt opbygger de et stærkt netværk til eksterne aktører såsom investorer, mentorer og det omkringliggende erhvervsliv, fortæller hun.
Hjælp til små gartnerier
De fire ingeniørstuderende har allerede taget kontakt til potentielle partnere i gartneribranchen, så teknologien kan testes af i en række virksomheder.
– Vi vil hjælpe de mange små gartnerier, der gerne vil tage konkurrencen op med store leverandører, og som gerne vil lægge en del af produktionen om, så de dyrker smartere og mere effektivt. Der er et stort potentiale hos de producenter, der endnu ikke har automatiseret deres produktion, og så kan de udnytte pladsen endnu bedre, siger Iris M. Masen.
Som den eneste af de fire har hun erfaring med at starte egen virksomhed. I dag er hun ude af det, men hun var ikke i tvivl, da Oskar, Rudy og Jacob spurgte, om hun ville udgøre fjerde ben i firmaet.
– Vi har alle samme interesse i bæredygtighed. Vi vil gerne redde verden, siger hun smilende, men helt alvorligt.
”Vi har alle samme interesse i bæredygtighed. Vi vil gerne redde verden.
Det nye startupfirma fik før sommerferien 196.000 kroner fra en af de Lokale Aktions Grupper (LAG), der fordeler midler fra Den Europæiske Landbrugsfond til udvikling af landdistrikterne.
– Vi er ved at sætte det hele op lige nu, så vi kan teste og færdigudvikle vores system, fortæller Rudy Mandrup Cazelles.
Han står sammen med sine tre medstiftere i de lokaler i Rudme på Midtfyn, der skal være virksomhedens kombinerede show- og testroom.
De første frø
Her lægger de snart de første frø i jorden – eller rettere kokos-fibre. Muld er nemlig erstattet af kokosfibre, hvor afgrøderne skal spire i en lille skål i en god håndfuld dage.
Derefter bliver de unge planter flyttet over i bakker med vand – i fem lag, så man udnytter højden i lokalet. Lokalet er på 64 kvadratmeter, men ved at gå i højden bliver pladsen altså mangedoblet.
– Det er fordelen ved vertical farming. Eller en af dem. Du kan udnytte kubikmeterne og ikke kun kvadratmeterne, når du dyrker eksempelvis spinat, som vi starter ud med, siger Rudy Mandrup Cazelles.
Spinaten er valgt, fordi afgrøden kan dokumentere effekt, når det handler om næringsstoffer. Systemet fungerer med minimal brug af vand - op til 90 procents redkuktion i forhold til traditionel produktion.
– Samtidigt bliver der ikke anvendt pesticider, da jorden er taget ud af ligningen. Skadedyrene er i jorden, så når du ingen jord har, så behøver du ikke bruge pesticider, siger han.
Vertikal dyrkning
Hydrovertic-systemerne er designet til at gøre det let for eksisterende drivhus-landbrug at skalere vertikalt, uden store omkostninger. Det betyder flere fordele for landmanden, som kan begrænse udløb af næringsstoffer, forøge produktionsarealer og konkurrere mod stigende import af grønt fra udlandet og de nye ”super farms”, der vinder frem.
Ved hydroponisk dyrkning vokser planten i nærende vand i stedet for jord. Vertikal hydroponisk dyrkning, udnytter hver kvadratmeter, fordi der er flere lag af grøntsager over hinanden.
Udover at producere flere afgrøder på mindre plads udmærker metoden sig ved at være uafhængig af vejret, have en mere pålidelig høst og reducere spild markant. Metoden eliminerer behovet for pesticider, reducerer vandforbruget og udledning af fosfor og kvælstof drastisk. Herudover er der muligheder for at drive hele produktionen på grøn elektrisk energi.
Kontakt
Rudy Mandrup Cazelles er medstifter og administrerende direktør i Hydrovertic. Mobil: 2323 3773.